»I mine år som ung og helt uakademisk kunstner så jeg en udstilling med Kiki Smith på Louisiana. En af skulpturerne forestiller en kvinde, der kravler på alle fire. Hun er nøgen og beskidt, særligt på balderne. Og har en virkelig lang – ja, hvad er det? Er det en hale? Er det en lort?
Der var flere figurer, blandt andet ’Pee Body’(1992), hvor hun sidder sammenbøjet, og der kommer glasperler ud af hende. Figurerne er nøgne, og overfladen er behandlet med bivoks, så det ligner kød og er ligesom stænket med blod. Det dødelige, smerten, bliver virkeliggjort. Man oplever det som en performativ skulptur. Det er meget stærkt og fremkalder noget i den, der ser det, éns egne oplevelser, hvis man kender til vold og det dødelige. Hvordan vi oplever vores egen smerte, vores eget kød i mødet med det rå.
Kvinder bliver hele tiden påført vold, og det er man nødt til at vise. Måske har jeg bare lange ører, men ord betyder rigtigt meget, og de siver ind gennem øregangene og placeres et sted i kroppen. I går på Nørreport var der for eksempel nogen bag mig, der gik og snakkede. De ord, de sagde om en kvindelig kollega, var forfærdelige og voldelige. Hvis jeg ikke havde været alene, havde jeg vendt mig og sagt: Styr jer lige! Kvinder bliver hele tiden heksliggjort og hæsliggjort. Særligt når man når en vis alder.
Det, Kiki Smiths skulpturer siger, er: O.k. er det SÅDAN, I ser på os? Så skal I SE det!
Hun tager det stigmatiserede og forstørrer det. Som en fælles viden eller noget arketypisk, der bliver ved med at løbe mellem alverdens kvinder og viser, at vi har en fælles sorg.
Det gjorde så stort et indtryk, der først har lagret sig meget senere.
Da jeg var ung og naiv, havde jeg en nagende tvivl og en underliggende skam over ikke at have taget en højere universitetsuddannelse eller gået på akademiet. Hvad skal jeg med min lille grafik, tænkte jeg. Kan det noget? Eller skal jeg bøje mig og slippe det? Men da jeg så Kiki Smith, var det – uuuh … genkendelse. Lad være med at tvivle. Dette findes, og det når ud.
At give tilbage
Jeg begyndte selv at undersøge, hvordan det er at ’give tilbage’. Min nøgne krop, mine ar, at være forslået, at være brækket indeni. Hvordan ser det ud? Jeg begyndte lige så stille at tage minimale skridt i den retning. Og prøve at se. Jeg opdagede, at der er et lille låg indeni, der åbner sig på vid gab, når jeg går derind. Og der kan man skabe. Det er ret dyrebart.
Det er ren katarsis nogle gange. Det har også at gøre med træning, selvfølgelig. Hvordan har knæene det, hvordan vender man ryggen til og lader den tale? Og kan man overhovedet skabe et rum? For mig har det taget mange år. Og jeg ved stadig ikke, om jeg er der.
Der er en lang linje af kvinder, der prøver at formidle en arv af styrke. Det har været nødvendigt for mig at bruge sårbarheden og turde. Jeg håber også, man mærker styrken i mine værker.
I mine performances kommer det kødelige til udtryk i det levende billede i det nu, hvor performancen foregår. Det er vigtigt for mig at vise det og at give det plads. Nogle væmmes, når de oplever det. Hvad fanden er det. Sådan er vi ikke, siger de. Er vi ikke?
I starten fik jeg den slags reaktioner, når jeg arbejdede med sælspæk (som i performancen ’Orsoq III – Subarctic Sushi’ (2015), hvor det stærkt lugtende spæk er i tæt kontakt med kunstnerens hud, red.). »Er det overhovedet kunst?« og »Det er ulækkert«, kunne nogle sige. Og fra at være den pæne grønlænder blev jeg den ulækre.
Netop der, når der er skam eller skjult skam, vil jeg vise det. Skammen, som i hvert fald har været der i min generation sammen med følelsen af, at man aldrig var god nok. I koloniseringstiden skulle man være så god som muligt. Man skulle ikke vise andet end en god dansk grønlander. Samtidig synes nogle, at jeg er alt for koloniseret«.
fortsæt med at læse
