»Der er et særligt fotografi af den meget interessante franske fotograf Jacques-Henri Lartigue fra Hotel du Cap, som jo nok er et af de fineste hoteller i verden. På Eden-Roc, hotellets restaurant. I Sydfrankrig. Der sidder hans første kone, Bibi, ved et bord ud mod Middelhavet efter frokosten. Et ganske almindeligt feriefoto.
Det er alle drømmene: Det gode bord, det gode liv, det gode ægteskab, den dejlige kvinde, det rigtige sted og det smukke lys. I al beskedenhed koncentreret i ET billede, som måske er taget som et feriesnapshot. Det fascinerer mig. Det er alt det, jeg nogensinde har drømt om. Det liv. Og også været meget heldig at leve. Med Christiane (Rohde, Per Arnoldis kone, red.). Også på Hotel du Cap som gæst.
Lartigue var af en meget velhavende familie og fik meget tidligt et kamera. Og når at fotografere den store periode før Første Verdenskrig i Frankrig. Og samtidig maler han – virkelig dårlige malerier. Dårlige, dårlige malerier. Han kan ikke tegne, han kan ikke male, og han kan ikke se, at den er gal. Fotografiet betragter han som privat, og maleriet som erhverv. På hans visitkort står der peintre d’artiste. Til det sidste fastholder han, at han er maler.
Samtidig opbygger han tusinder og tusinder af fotos – som er hobbydokumentation fra familiens og hans eget liv med en perlerække af underskønne kvinder. For selv om de mister pengene, lever han tilsyneladende et ubekymret solbeskinnet rivieraliv. Som 70-årig bliver han opdaget og udstillet på Moma i NYC med et udvalg af hans tidlige billeder. Hans billeder bliver taget til indtægt for en stor, lidt grotesk overbygning af filosofi om, hvad fotografi er. Det har han aldrig tænkt. Men han havde altså øje for det. Og fornemmelse for det. Og en musikalitet. Men han regnede det ikke for kunst på nogen måde.
Ligesom Matisse
Det er et drømmebillede, der er taget i nøgtern sammenhæng, men som for mig har været et værktøj – et instrument til at præcisere nogle visioner. Ligesom Matisse, selvfølgelig, hans billeder fra kysten under krigen. At trods situationen er det tilsyneladende sorgløst. Det er balancen mellem det ubekymrede, som jeg har beskæftiget mig med – også i billeder, der var mere legetøjsagtige, farvestrålende, barnlige og mere legende – men de var jo ikke interessante, hvis man ikke vidste, det var alvor.
Et er at lave krigsmonumenter som Mindelunden (skulptur af Per Arnoldi fra 2017 for omkomne danske krigssejlere under Anden Verdenskrig, red.) eller den oppe ved Sletten for firsåret for jødernes evakuering (skulpturen ’Oktober 1943’ af Per Arnoldi fra 2021, red.). Dem ved vi, der er alvor i. Men når du tillader dig at tage det let – hvis du er idiot, ved du ikke, det er alvor. Hvis du ikke er idiot, forsøger du at få begge ting med.
Jeg elsker det billede. Det er et ikonisk billede i fotohistorien. Den nøgternhed, hvormed Lartigue fastholder idyllen, har jeg kunnet bruge til noget.
Og Bibi er et billede af kærlighed. Jeg har rejst meget med Christiane, og vi har boet godt. Og mange af de situationer, han skildrer, har jeg opsøgt.
Han tog også billeder fra befrielsen i Paris, men de matcher ikke. Da hans verden er hel, er billederne bedst. Når det mørke kommer for tæt på – ligesom nu – skal man sætte hælene mere i for at fastholde retten til at dyrke det skønne, det lysende, det spændende. Drømmebillederne. Hvis jeg var lige så naiv som de billeder, jeg i mange år har lavet, så var det ikke værd at høre på. Så var jeg landsbytosse.
Lartigues drømmebilleder refererer mere til mit liv end til det, jeg laver. Til, at du ikke kan se det selv. Du ved ikke, hvad du laver. Det er et instinkt, du giver dig i vold. Banalt: Når billedet er færdigt, genkender du noget, du ikke har set før. Eksemplet er: Du smører en blå på. Nu skal den tørre. Så bliver den mørkere. »Stop«, siger du. Til helvede, den blev for mørk. Dvs. der er et rigtigt sted. Ikke fordi det skal ligne noget i en kunstmanual. Men der er noget, der er forkert, og så må der også være noget, der er rigtigt. Som Picasso også sagde det: »Jeg søger ikke, jeg finder«.
fortsæt med at læse
»Man fatter det ikke, så modig hun var. Når der skete en voldtægt, så var synet, at det var kvindens egen skyld«
-
Hun ville lave præcis det kunstværk. Men hun blev gravid. »Og så gør han det. Jeg var rystet«
-
Da Michael Kvium så værket, tænkte han straks: 'Det er genialt!'
-
Kunstner: »I går på Nørreport var der nogen bag mig, der gik og snakkede. De ord, de sagde om en kvindelig kollega, var forfærdelige og voldelige«
