Ibyen sætter fokus på det byliv, de fleste af os tager for givet, men som en særlig gruppe københavnere kun har begrænset adgang til.Læs hele artikelserien her.
»Mit liv i kørestol som teenager var sådan, at hvis vi skulle på diskotek, og der var trapper, tog mine venner mig på ryggen og bar mig op. »Uanset hvad, så løser vi det«. Sådan var mine venner. Det gav mod på tilværelsen.
Vi sweettalkede dørmændene. »Op i røven med brandfare«. Hvis jeg skulle hjem til venner, bar de mig op ad trappen.
Mit handikap skyldes en rygmarvsskade, jeg fik som 13-årig. Jeg er lam fra navlen og ned. I starten af mit liv med handikap havde jeg fomo. Jeg skulle ikke gå glip af noget. Jeg skulle ikke være den handikappede pige.
Men jeg var ikke så god til at passe på mig selv. Selv om fødderne ikke havde godt af spidse sko, så valgte jeg sådan nogle, så jeg passede ind. Selv om jeans på grund af lommerne ikke var gode, når man sad ned, så tog jeg dem alligevel på. De spidse sko gjorde, at jeg mistede to tånegle, fordi jeg ikke kunne mærke, at skoene klemte. Jeg har også som yngre glattet hår og kom lige til at lægge glattejernet på benet.
Jeg var en måned i USA, da jeg var 17, for at besøge nogen, hvis hus var fyldt med trapper. Jeg satte mig på trappen og bumpede op og ned på rumpen. Det fik jeg tryksår af, som fik store konsekvenser.
Jeg begyndte at mærke større begrænsninger, eftersom min vennekreds blev anderledes. Jeg gik fra at have mange venner til at have en håndfuld nære veninder. De kan godt hjælpe mig over et trin eller to, men de bærer mig ikke op på 2. sal.
Min mand, Morten, er også kørestolsbruger, har delvis lammelse og kan godt gå lidt. Han kan f.eks. godt skubbe mig over et trin. Men ikke to.
Toilet i kælderen
Jeg har været en del i USA. Selv ude i the middle of nowhere på Route 66 i ørkenen, hvis der er en tank eller en souvenirshop, så har de en rampe og et handikap-wc. Ellers bliver de sagsøgt. Der er forudsigelighed på den måde i USA. Der er tænkt på, at man kommer på hjul – alle steder. Til gengæld er velfærden ikke i top. Herhjemme er velfærden noget bedre, men tilgængeligheden er helt uforudsigelig.
Vi går op i mad, København er et madmekka, og vi vil gerne ud og prøve nye, fede steder. På restauranterne hjælper man os for det meste gerne ind, men ofte er der toiletter i kælderen eller lige et trin eller to. Så det kræver altid planlægning og forarbejde. Jeg kører aldrig bare af sted og tænker: Jeg finder ud af det.
Der er steder, jeg kan komme ind i min manuelle stol, hvor en elstol ikke kan. Hvis jeg har brug for planlægning, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvor meget det kræver, hvis man har elstol.
Vi har været på Pincho Nation ved Axeltorv, hvor vi skrev i bookingen, at vi havde brug for rampe. De havde ikke lagt den ud, men Morten gik ind og fik fat i en tjener, så kom de ud med den. Det var megafint.
Da vi bestilte bord på en restaurant i et nyt byggeri ved Tivoli, gik jeg ud fra, at de havde elevator. Jeg blev ringet op, fordi de kunne se, at jeg brugte kørestol, og de sagde, at der ikke er elevator. Okay! I helt nyt byggeri? Der er 20-30 trin op. Hvordan får de varer op?
Når man ikke signalerer tilgængelighed, føler jeg mig glemt. Overset. Jeg troede faktisk, det var en lov, at når man bygger nyt, så skal man sørge for tilgængelighed.
I biografen på hver sin række
Jeg kan lide at tage i Operaen, til koncerter, i teatret og i biografen. Det kører pænt. Jeg føler mig ikke nedprioriteret. Jeg elsker at sidde højt, så i biograferne er jeg glad for, når det er omme bagved. Nogle steder sidder man helt forrest, de steder undgår jeg.
På Fisketorvet er der ved siden af handikappladsen sådan nogle dobbelte kyssesæder. Ofte vil vi gerne ud af kørestolene. Og havde håbet, vi kunne komme ind at sidde på en af kysserækkerne. Men der var gangen for smal. Så jeg måtte tage det yderste sæde, og Morten endte med at sidde på rækken foran mig. Jeg ville ønske, der havde været en bredere gang, så vi kunne have siddet sammen.
I Falkoner, når vi spørger, om vi kan få et almindeligt sæde, spørger de, om jeg kan rejse mig. Så siger jeg, at det kan jeg godt. Ellers må man ikke.
Jeg har været til tre Beyoncé-koncerter, der blev udsolgt på få minutter. Måske ryger handikapbilletterne ikke lige så hurtigt. Der er ofte en særskilt hotline til handikappede. Det fungerer faktisk ret godt.
Jeg har været i Vega én gang. Der er ikke nogen handikappladser. Hvis man står allerbagerst, kan man komme en lille smule op i niveau. Vi så Scarlett Pleasure, men vi så det ikke ordentligt. Til gengæld gav det følelsen af at være blandt publikum på lige vilkår. Man føler sig ikke så anderledes.
Når vi køber ind, er visse varer i butikkerne sat højt oppe. Hvis Morten er med, kan han nå dem. Ellers spørger jeg en ansat eller en anden kunde. Det er svært at gøre anderledes. De skal jo udnytte pladsen. Men det kunne være fedt, hvis man stillede gribetænger til rådighed. Så ville jeg kunne tage selv og føle mig mindre afhængig af andre. Jeg bruger meget energi på at aflæse andre: Ser han travl ud? Er hun okay at spørge? Oftest får jeg hjælp, og der er også tit nogen, der spørger, om de skal hjælpe. Men jeg kan også have dage, hvor jeg er lidt træt af, at jeg skal række ud.
Hvor er handikapgyngerne?
Vi har en søn, der snart bliver 4. Og legepladserne er altså slemt bagud – for eksempel i forhold til i Sverige. Vi besøgte en i Sverige, hvor der var en handikapvenlig gynge til børn, der for eksempel har cerebral parese, så man kan blive spændt fast eller ligge ned. Der var også en vippe med en platform, så jeg kunne køre derop. Melvin, vores søn, kunne stå på den anden side, og så kunne jeg vippe med ham.
Der bliver jævnligt bygget og fornyet legepladser. Hvorfor tænker man ikke det ind, så børn med handikap kan bruge dem, og forældre med handikap kan lege med deres børn? Det ville ikke være til gene for folk uden handikap.
I Sverige har de en skumgummiplatform, som er meget bedre end sand. Sand er umuligt at køre i – de danske legepladser er spækket med sand. Ellers må Morten møve og kravle igennem sandet for at hjælpe Melvin. Andre forældre er søde til at hjælpe, men det er stadig frustrerende. I en park i nærheden er gyngerne omgivet af sand. Hvorfor? Kunne der ikke være en særlig sandkasse?
Jeg gad også godt, man havde badebroer, der startede, så man ikke skal køre ind over sandet på stranden. Jeg var på Kreta forrige år. Det er dælen duleme smart. Der har de en slags slisker, så man nærmest rutsjer ud i vandet. De var stort set over hele Kreta.
Ud af alle de nye havnebade, der er kommet i København, er der måske ét, hvor der er en elevator. Hvorfor? Det koster ikke meget mere at lave en løsning, så folk med handikap er inkluderet«.
fortsæt med at læse
København bliver kaldt for verdens bedste by. Men på ét område er den nummer sjok. Det ved de her mennesker alt om
-
Hun ville med ind at se filmen. Også selv om det betød, at hun måtte klare sig uden respirator i to timer
-
»Hvad min mand ikke har fået af mærkelige kommentarer: »Hvor er det flot, hvor er det smukt, at du er sammen med hende««
-
Hun drømmer om et ungdomsliv ligesom sine venner. Men 24-årige Astrid Lorenzen har nærmest opgivet at udforske København
