Ibyen sætter fokus på det byliv, de fleste af os tager for givet, men som en særlig gruppe københavnere kun har begrænset adgang til.Læs hele artikelserien her.
»Når det handler om tilgængelighed, er vi et uland. Jeg har flere venner, der oplever det, når de har fået børn. Når de skal rundt i byen med klapvogn eller barnevogn, går det op for dem, hvor dårlig byen er.
Der er de enkelte episoder, men også den generelle indstilling. Som når nu togene har en højde, som er standardiseret efter nogle EU-forhold, der ikke passer til højderne på de danske stationer, hvorfor laver man så ikke en elektrisk rampe, der foldes ind og ud af sig selv, ligesom dørene?
Hvis jeg med mit arbejde skulle med toget, ville jeg ikke kunne sidde på 1. klasse med mine kolleger, fordi der kun er en enkelt vogn, jeg kan komme ind i, og den er nede på monkey class sammen med cykler og barnevogne. Hvorfor ikke gøre det muligt for én som mig at kunne færdes på lige fod med alle andre, det er jo ikke rocket science. Come on. Du skal ikke fortælle mig, man ikke kan finde en ingeniør, der vil kunne lave en rampe, som kan foldes ud automatisk.
Det viser, at man ikke tænker på mennesker i kørestol som nogen, der kan have et arbejde. For mig betyder det, at jeg ikke har valgmuligheden.
I S-togene er der en manuel rampe i den forreste vogn, som konduktøren skal komme med. Der kan man risikere at blive afvist i myldretrafikken. Jeg har veninder, der har prøvet, at konduktøren synes, det var for besværligt. Han sagde, han ikke havde nøglen til rampen.
Folk bliver irriterede
Du kan ikke tage en bus, medmindre du har en ledsager med. Reglen er, at nogen skal slå en rampe ud. Det har buschaufføren for travlt til. Det har de ikke på Manhattan. Jeg tænker ikke, der reelt er mere travlt i København. I Danmark bliver folk irriterede, når man kommer. I USA er der forståelse, folk venter, er omsorgsfulde og hjælpsomme.
Hvis man i New York oplever, at en rampe er i stykker, bliver det øvrige samfund forarget. I Danmark er det omvendt. Hvis man gør opmærksom på problemer med tilgængeligheden, synes folk, man er besværlig. Der er ikke en solidarisk holdning til, at selvfølgelig skal man kunne deltage på lige fod med andre.
Heller ikke i en biograf. Ofte kan du ikke sidde sammen med dem, du er med – særligt, hvis du er sammen med flere end en. Man tænker ikke mennesker i kørestole ind som forbrugere med rettigheder, som skal have en god oplevelse.
Jeg skulle med en veninde ind og se Ricky Gervais i Royal Arena. Og vi kom ind og fik at vide, at »nej, kørestolene skal sidde dér. Og ledsageren skal sidde bagved«. Jeg sagde, vi skulle sidde sammen. Og vi lavede så meget postyr, at en sød medarbejder kringlede os ind og fandt en klapstol til min veninde.
Typisk København
Jeg er glad for ballet. Inden Rusland var i bad standing, var den russiske ballet inde og spille ’Svanesøen’ på Gamle Scene på Det Kgl. Teater. Men jeg er degraderet til at sidde på en af de allerbagerste pladser under balkonen for enden af en stolerække og kunne ikke se toppen af scenografien.
For noget tid siden var jeg inviteret af et internationalt fællesskab til en konference om inkludering inde ved Kgs. Nytorv. Jeg kommer derind, og så er der trapper. Jeg måtte tage hjem igen. Det var et møde om inklusion! Der stod ingenting om det i invitationen. De var meget flove.
Helt ærligt, tænker jeg, det er typisk København. Jeg bliver altid mere overrasket, hvis jeg KAN komme med, end hvis jeg ikke kan.
Da jeg var ung, var det svært at ikke kunne være med, hvor mine venner gerne ville hen. Når vi skulle på klub eller diskotek, cafeer eller værtshuse – alle de fede steder er der altid trapper, og alt socialt liv foregår steder, der ikke er tilgængelige. Det var altid lidt flovt at skulle bede dem om at tage andre steder hen. Det var tit de ufede steder, der var tilgængelige for mig. Nogle gange løj jeg og sagde, jeg ikke kunne, fordi jeg vidste, at de gerne ville et sted hen, jeg ikke kunne komme med.
Da Kødbyen kom, var jeg voksen, men der er rent faktisk bedre tilgængelighed, fordi meget er i gadeplan. Men ofte laver folk alligevel et trin. Eller et højt dørtrin. Så får man bare dispensation, selv om der er regulativer, der siger, det skal være tilgængeligt.
Aktivt fravalg
Det er monsterbesværligt at gå ud og spise. De fleste steder, hvor jeg gerne vil spise, kan jeg ikke komme ind. Man lærer at navigere i det, men det er da frustrerende. Især, hvis det er på grund af et enkelt unødvendigt dørtrin.
Det kan føles som et aktivt fravalg. Mere og mere. Fordi det er gået den forkerte vej med rummeligheden for mennesker med handikap.
Hvad min mand ikke har fået af mærkelige kommentarer: »Hvor er det flot, hvor er det smukt, at du er sammen med hende«. Og absurde situationer, hvor folk snakker til den, jeg er sammen med. En af de mest absurde var i Illum i en skønhedsafdeling sammen med min mand, der er 192 cm høj, har stort fuldskæg og er meget lidt feminin.
Jeg spørger ekspedienten efter et cremeprodukt, og hun bliver ved med at svare min mand. Han bliver mere og mere perpleks, træder sig over tæerne og ved ikke, hvor han skal se hen. Så farer en djævel i mig, og jeg bliver bare ved med at spørge ind til produktet for at se, hvor langt hun ville drive det.
Man skal nærmest have kikkert med
Jeg orker ikke at gå til koncerter. Man sidder altid ad Pommern til. Men i sommer havde Suspekt en kæmpe koncert i Parken. Og fordi Suspekt insisterede, var Grøn Koncert gået sammen med Parken og havde lavet nogle kørestolspladser, som bare var så fede. Det var grænset ind, så det var sikkert, og jeg har aldrig prøvet at være så tæt på kunstneren før. Hvis du er i Royal Arena, skal du nærmest have kikkert med for at se.
Så vil jeg rose Fisketorvet og Cinemaxx. De var nogle af de første, der prøvede at lave sæder, hvor man kan sidde i midten. Det var stort at prøve. I mange af de andre biografer, selv de nye, skal man sidde på første række. Og ofte helt ude i siden. Jeg har prøvet at sidde halvanden meter fra et lærred. Det er umuligt at se med.
De fleste storcentre er fremkommelige. Og det er også derfor, de er nemme som kørestolsbruger at bruge. Men hvis man, som jeg, bedre kan lide små butikker og ikke gider storcentre, er det et problem.
De amerikanske store firmaer som McDonald’s, 7-Eleven og Starbucks var nogle af de første i Danmark, som gjorde alle deres restauranter og butikker tilgængelige. Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det er ikke engang omfattende eller besværligt. Det er en tankegang.
En af grundene til jeg ikke syntes, det var så slemt under corona er, at jeg er vant til det. Men jeg kunne se, at når andre folk oplever at have begrænsninger og restriktioner, så går de helt kolde«.
fortsæt med at læse
København bliver kaldt for verdens bedste by. Men på ét område er den nummer sjok. Det ved de her mennesker alt om
-
Hun drømmer om et ungdomsliv ligesom sine venner. Men 24-årige Astrid Lorenzen har nærmest opgivet at udforske København
-
Hun ville med ind at se filmen. Også selv om det betød, at hun måtte klare sig uden respirator i to timer
-
Louise Bernburg og hendes kæreste tager i biografen som alle andre par. Men de ender ofte på hver sin række
