En tændstikmand ligger i sit køkken og hulker ned i gulvbrædderne. Omkring ham flyder pizzabakker, tomme flasker og beskidte tallerkner. En etage nede er hans underbo i gang med at drikke champagne, til hvad der ligner begyndelsen på en parmiddag, du gerne vil hjem fra. Stående kejtet over for hinanden i entreen stirrer de to par ned i glassene. Måske i håb om, at der kunne gemme sig nogle samtaleemner dernede. To etager oppe er en cigaretrygende tændstikkvinde i gang med at støvsuge.
Scenerne stammer fra den svenske kunstner Lars Arrhenius’ animationsværk ’Habitat’. Her ser man en slags myldrende tværsnit gennem en etageejendom, hvor man som beskuer kan følge med i alle lejlighedernes liv. Små glimt af ensomhed, alkoholisme, kærlighed, steneri foran tv og småskænderier over opvasken, der eksisterer dør om dør.
Vindueskigger
Værket taler lige ind i min egen vindueskiggersyge. Ikke den åreforkalkende slags, som Prins Henrik for nylig blev indlagt med, heldigvis, men den, som jeg må indrømme tit rammer mig, når jeg bevæger mig rundt i byen.
Jeg elsker de korte blip af andre københavneres liv, man kan nå at opfange, når etageejendommene glider forbi én på cyklen. Jeg kan ikke lade være med at glugge lidt med ind ad vinduerne (kortvarigt og på sikker afstand, dog. Det skal heller ikke blive for creepy jo). Forestille mig, hvad det mon er for nogle liv, der bliver levet derinde.
Jeg elsker især at cykle forbi det store modernistiske lejlighedskompleks med hvide altaner og brede vinduer, der ligger på Vester Søgade, lige ud til Sankt Jørgens Sø. Folk bor så tæt der. Alligevel aner 3. sal måske slet ikke, at 2. sal er i sit livs krise, imens de har en god rygerfest på altanen på 4., skændes i sofa under Poul Pava-plakat på 1., og i stueetagen prøver de måske bare please for alt i verden at kunne streame nyeste afsnit af ’Game of Thrones’ på en sløv internetforbindelse.
Adskilt og alligevel anonymt forbundne
Det samme gælder i min egen opgang. Jeg kender ikke rigtig dem, der bor der. Og omvendt. Vores indtryk af hinanden bygger på ganske få ting: et navn på postkassen, det korte hej, vi udveksler på trappen, den musik, vi sætter på (sorry for alle de tømmermændssårbare søndage, hvor jeg hører alt for meget C.V. Jørgensen alt for højt).
Alligevel kan jeg finde en sær tryghed i at cykle gennem porten om aftenen og se på alle vinduerne med lys i udefra. Alle de der forskellige liv stablet lige oven på hinanden. Som Arrhenius’ pindefigurer er vi adskilt og alligevel anonymt forbundne her i vores fælles bygning.
Og når jeg har svært ved at falde i søvn, kan jeg finde en slags ro i at høre overboen rumstere rundt på sin sædvanlige bumpende måde. I at kigge over på den modsatte side af gården, hvor én lejlighed nærmest døgnet rundt er oplyst af det blinkende blå lys fra en tv-skærm.
Eller den lidt utydelige klimpren fra 1. til højre, når han igen og igen forsøger sig med hjemmelavede sange på guitaren. Selv om det nærmest er det eneste, jeg ved om ham. I starten syntes jeg, lydene var irriterende. Nu er de bare en del af mit hjem.
Tryghed
Husk på det, næste gang du bliver irriteret over din overbos valsen rundt på stuegulvet, underboens snurrende vaskemaskine eller genboens evigt tændte fjernsyn. Og husk på det, hvis du engang selv tænker: Bliver det for meget med al den C.V. Jørgensen på anlægget og sene nattetimer foran fjernsynet?
Måske gør det. Og måske er der en nabo, genbo eller passerende cyklist i København et sted, som finder stor tryghed og genkendelighed i lige præcis det.
PS: Et andet af Lars Arrhenius’ værker, ’Cuckoo’s Clock’, kan ses på fem københavnske metrostationer i årets Copenhagen Art Week. Her følger man også en række tændstikmænd m/k, denne gang mens de vrimler ind og ud af metroen. Alle optaget af hver sit gøremål, men for et kort øjeblik forbundne dér på stationen.
