Først på aftenen er Ninni Barone og Angelo Barbettas italienske restaurant på Blegdamsvej i København tom for gæster. Angelo Barbetta stirrer tavst ud af vinduet.
Ninni Barone sætter sig ved et af bordene.
»Der plejer at være 30-40 gæster på det her tidspunkt«, siger han.
De driver en af de ældste italienske restauranter i København. Gæsterne er kommet her i generationer. Far og mor med børn. Og nu med børnebørn.
»Og se nu. Ingen gæster. Ikke et øje«, siger Ninni Barone og slår modløst ud med armen.
Krisen startede fredag
Tirsdag var en katastrofe. Onsdag var her fire gæster. Krisen begyndte for alvor i fredags. De to restauratører er vant til, at mange spiser her før eller efter møder og konferencer på det nærliggende Rigshospitalet og Panum Instituttet. Mange studerende kommer her. Og de ansatte. Mange slår vejen forbi før en fodboldkamp i Parken, som også ligger i nabolaget.
»Tirsdag fik vi to aflysninger, som omfatter 39 personer i alt. Frem til 30. marts har vi mistet 250 forudbestillinger«.
Han lægger sin mobiltelefon på bordet.
»Jeg kigger ikke engang på min mail mere. Jeg bliver deprimeret, for det er kun afbestillinger«, siger han.
Et yngre par træder ind gennem døren og sætter sig. Kort efter følger to ældre kvinder. De kan vælge frit mellem i alt 65 tomme pladser. Angelo Barbetta byder velkommen.
»Fire gæster er måske 1.200 kroner. Det kan du ikke betale ansatte, lys og husleje med«, siger Ninni Barone.
Han kommer fra Palermo på Sicilien. Har boet i Danmark i 42 år og drevet restauranten her i 35. Angelo Barbetta er fra Milano.
»Vi har prøvet mange ting. Det er gået op og ned. Vi har overlevet kartoffelkuren og finanskriser, men vi har aldrig oplevet noget som det her. Hvis det fortsætter sådan her, så lukker vi efter lørdag«, konstaterer Ninni Barone.
Svært uden hjælp
Angelo Barettea tager imod bestillinger fra gæsterne. Ninni Barone skal lave maden. Til dagligt er de fem på arbejde. I aften er her kun de to ejere og så lidt ekstra hjælp fra Barones stedsøn.
»Vi har ansatte. Men hvem skal betale dem? Vi er nødt til at bede om hjælp. Uden hjælp bliver det svært«, forklarer han.
Det er et ømt punkt for Ninni Barone at tale om hjælp. I sine 42 år i Danmark har han aldrig modtaget så meget som en krone i offentlig støtte. Altid klaret sig selv.
»Tænk at skulle befinde sig i den her situation efter 42 år? Jeg er 63 år. Kan jeg klare det? Jeg vil helst være positiv. Jeg har lært i livet, at mange ting forandrer sig. Det utænkelig bliver tænkeligt. Og omvendt. Men man kan ikke stå op om morgenen uden forhåbninger«, siger han.
Ninni Barone og Angelo Barbetta vil højst kunne klare sig med en lukket forretning i 2-3 måneder, anslår de.
»Derefter går vi bankerot. Der er for mange udgifter«, siger Barone.
Ikke så farligt
Han rejser sig og går i køkkenet. De to ældre kvinder, Annelise Meilstrup Hansen og Jutta Kuchenbecker, har bestilt ravioli.
»Vi plejer at være en gruppe, som går ud og spiser sammen. Men de andre ville ikke med i aften. De er bange for coronaen«, forklarer Annelise Meilstrup Hansen.
Men det hele er ikke så farligt, vurderer Jutta Kuchenbecker. Især når der ikke er flere gæster.
»Selv om vi er gamle, så kaster vi os bare ud i det. Vores stamværtshus er også lukket, så vi føler os helt hjemløse«, siger hun.
Men det er helt i orden, at nogle holder lukket, mener de to kvinder. Man er nødt til at gøre noget.
fortsæt med at læse
