Dr. Habeb lever midt i kaos, og efter et par minutter sammen med lægen kan man godt få en fornemmelse af, at noget af det kaos har sneget sig ind i hans eget hoved. Han råber højt og pludseligt med sin lyse stemme, og det er ikke altid til at forstå, hvad det er, han siger, eller hvorfor. Han griber fat i sine gæsters arme og slæber dem fra rum til rum, fra patient til patient, flår deres journaler fra sin assistent og læser op: »Om hende her står der: »Ved indlæggelsen er patienten urolig, højrøstet, taler usammenhængende, deliriøs. Lider af paranoide vrangforestillinger«. Men se hende nu … hun har det fantastisk! Fantastisk!«. SE FOTOSSomalia, håb for helvede Han krammer den unge kvinde, som har slørede øjne og et bredt smil. »I’m not crazy. I’m just mad. Jeg er ikke sindssyg, jeg er bare skør«, siger hun. Måske blandt de heldige Fahia har været på klinikken i tre dage og er tydeligvis kraftigt medicineret. Hendes mand afleverede hende hos dr. Habeb, fordi hun skreg og slog omkring sig og blev ved med at sige, at han skulle forære alle sin penge væk til de fattige. Hendes tøj er af god kvalitet, og hun har sin egen pose med mad, som får hende til at skille sig lidt ud på den totalt nedslidte klinik. Nogle få patienter ligger i senge, resten må klare sig på tynde madrasser på betongulvet. Et mørkt lokale på 15 kvadratmeter huser 12 patienter, der ligger tæt, mens fluerne svirrer om deres ansigter. Nogle sover med åben mund, andre kigger bare frem for sig, og en enkelt mand kryber sammen i et hjørne under et lyseblåt moskitonet. Det kan være svært at se, men dr. Habebs patienter kan meget vel være blandt de heldige, når det gælder de psykisk syge i Somalia. Landet har været ramt af tørke, sult og hungersnød i årtier, og der er ikke penge og hospitaler nok til at tage sig af de svageste. Onde ånder uddrives af hyæner Meget få af de internationale organisationer, som i andre lande tager sig af de mest udsatte, er her i landet. Fortsatte angreb fra al-Shabaab, tilfældige skyderier på gaden og risiko for kidnapning får de fleste nødhjælpsorganisationer til at holde sig fra Somalia. LÆS OGSÅTrods dødstrusler: Suweys vil bare dunke Så somalierne må selv tage sig af de psykisk syge. Nogle få kommer på hospitalet, andre bliver udsat for mere alternative behandlingsmetoder, det er ikke ualmindeligt, at de bliver bundet til et træ. En anden udbredt metode involverer en levende hyæne. Mange somaliere tror nemlig stadig, at psykisk syge er besat af onde ånder – og at hyæner kan uddrive dem. »Overtroen siger, at den syge skal tilbringe tre dage i et mørkt rum med en levende hyæne. Så vil de være kureret. Nogle gange har de trukket tænderne ud på dyret, men nogle gange bliver patienten bidt«, fortæller dr. Habeb og blotter sine tænder. Så fortsætter han rundvisningen. Blæser gennem endnu et fyldt lokale, hopper over et par ben og en sovende mand for at komme ind i det næste rum. Her ligger endnu en stribe patienter, de rækker armene frem mod en stor dreng, der går rundt med en spand vand. Han fylder et blikkrus med vand fra spanden og rækker det til en halvt liggende mand, der prøver at undgå øjenkontakt. Tre mænd lænket til sengen For enden af rækken ligger tre mænd ved lokalets eneste seng. En tynd jernlænke går fra den tunge seng og rundt om den ene mands ankel. Tættere på kan man se, at de alle tre er lænket til sengen. »Det er jeg nødt til, de prøvede at stikke af ved at kravle over hegnet«, forklarer dr. Habeb og peger ud i den lille gård bag klinikken. »Manden inde ved siden af kom løbende med sit gevær, han sagde, at han ville skyde de næste, der prøvede at komme ind på hans ejendom. Han er ond, sindssyg. Sindssyg!«, råber psykiateren og fægter med armene, så den midterste knap på hans kittel springer op. LÆS OGSÅHvorfor går de mon rundt og smiler i Mogadishu? Han går ud i gården til et skur af bølgeblik. Her damper en gryde fyldt med bønner over et bål af trækul. Der flyder affald og fordærvede madvarer på den støvede jord rundt om gryden: »Det her er køkkenet. Vi har kun denne ene gryde. Vi mangler alt, kan du se. Mad, vand, madrasser, senge, linned, medarbejdere – jeg har frivillige, der gerne vil læres op, men jeg magter det ikke selv«. Dr. Habeb er nemlig den eneste læge til op mod 250 patienter spredt på tre klinikker i Mogadishu. Han siger ikke mange sætninger, før han slår over i en bøn, der kommer igen og igen: »Jeg er nødt til at få hjælp – hvorfor er der ingen, som hjælper mig? Du må skaffe hjælp ... Jeg græder flere gange om dagen«. På vej til andet hospital Sådan har det været i alle de syv år, han har drevet klinikken og efter eget udsagn behandlet 13.000 patienter. Det er sket efter en recept, han lirer af sig: Medicin, masser af den. Kærlighed. Omsorg.
Han siger, at han slås fra morgen til aften for at skaffe penge. Kun 30 procent af hans patienter kan betale for behandlingen, og selv om klinikken får mad fra World Food Programme og medicin fra WHO, er det ikke nok. »Jeg forstår ikke, at der er så mange, der vil hjælpe med mad, når vi sulter. Men når vi lider, når vi bliver syge i hovedet af at se folk dø – af hungersnød, af bomber, af kolera – så vil ingen hjælpe«. Han vender om på hælen og peger mod porten: »Kom med, du skal se mit andet hospital«. Øjeblikket efter hænger han ud ad vinduet i en hvid bil, der pløjer sig gennem den tætte trafik i en rundkørsel. Han dirigerer trafikken og peger os i den rigtige retning med flagrende arme. Synger reklamesang Fem minutters kørsel senere smækker han døren op til en åben gård, hvor 25 mænd sidder, ligger og går rundt mellem hinanden. Flere af dem løber ham i møde, han råber deres navne, og de kaster sig om halsen på ham. Det bliver til et større gruppekram, nogle af mændene i klumpen er patienter, andre er personale, det er svært at se forskel, for tøjet er slidt og nusset. LÆS OGSÅHvad rager Somalia dog os? Rundt omkring løber små rollinger, det er de kvindelige patienters børn – nogle af dem er født herinde. Dr. Habeb får patienterne samlet i en ujævn og tæt rundkreds. De klapper og fører an i et råbekor. »Det er vores reklamesang«, forklarer han. Tolken forsøger at oversætte teksten: »De synger, at psykiske lidelser er ligesom fysiske sygdomme, og så remser de en masse op: tuberkulose, malaria, kolera«. Pludselig skifter melodien, og flere patienter retter sig op. »Nu er det så nationalsangen«, forklarer tolken. Fandt søn lænket til træ Sangen stopper, og dr. Habeb trækker en mand ud af kredsen. Han er høj og tynd, og på hans gule trøje står der ’Rockets’. Han hedder Abdinour, og psykiateren vil gerne fortælle os hans historie. Men først sender han den unge mand over efter noget vand, så han ikke hører den selv. »Hans far døde under borgerkrigen. Drengen kunne ikke tåle det. Han blev syg, og de bandt ham. En dag kom hans mor ind på min klinik. Hun fortalte mig, at hendes søn havde været lænket til et træ i syv år. Jeg tog derop og hentede ham. Det var ude på landet, han stod uden for landsbyen i et øde område, der var et hegn rundt om træet, så stod han der. Jeg tog ham med, han fik lænken af 9. februar 2009«. LÆS OGSÅRestaurantejer i Mogadishu: Om lidt kommer gæsterne Den unge mand kommer tilbage med et glas vand og får et kys på panden af dr. Habeb. »Husk: Jeg elsker dig«, siger lægen. Abdinour kigger ned i jorden: »Jeg elsker også dig«, hvisker han. Dr. Habeb smiler, peger mod en dør og råber: »Kom med, jeg har flere herinde«.
