Glad republikaner: Romney er klar til at sparke modstanderens tænder ud

USA! Mitt Romneys tale fik partifællerne op at stå ved republikanernes kongres i Tampa, Florida, i nat. Igen og igen besvarede publikum Romneys slaglinjer mved at råbe USA! USA! USA!
USA! Mitt Romneys tale fik partifællerne op at stå ved republikanernes kongres i Tampa, Florida, i nat. Igen og igen besvarede publikum Romneys slaglinjer mved at råbe USA! USA! USA!
Lyt til artiklen

Da Mitt Romeys tale lige var overstået, fik Travis Bryan en sms fra sin nabo i Pasadena, Texas.

»Hvor kan man få et Romneyskilt til at stille i haven?«, stod der.

Og den 31-årige soldat Travis Bryan var også selv begejstret, efter at Mitt Romney i nat holdt sin store tale ved republikanernes konvent.

»Det er så godt, at vi nu har en kandidat, der ikke er bange for at sparke modstanderens tænder ud«, siger han med et amerikansk udtryk for at give verbale tæsk.

»I stedet for John McCain, der var alt for flink«.

Det barske var det bedste
Lige som resten af delegationen fra Texas var han iført en stor, hvid cowboyhat, og det var tydeligvis de barske afsnit i talen, han bedst kunne lide:

»Han beviste, at han vil give os lederskab med rygrad. Det bedste var, da han satte præsident Putin på plads«, sagde han.

Republikanerne var glade, da de gik fra salen. De havde fået, hvad de kom efter: en effektfuld og samlende tale, der sparkede den allerede langtrukne valgkamp ind i sin sidste og afgørende fase. Og som i klassisk stil blev rundet af med tusindvis af balloner og skyer af konfetti, der dalede fra loftet.

Romney i nat: Obama har knust middelklassen

Cindy Chafian, lederen af en meget konservativ lobbyorganisation ’The Mommy Lobby’, klappede stadig af de sidste dalende balloner, mens hun gav sin karakter:

»Jeg synes, det var godt. Og jeg er ellers ret kritisk, så det er ikke noget, jeg bare siger. Han var ægte, selv om talen nok godt kunne have været lidt mere slagkraftig«, sagde hun.

»Det bedste ved talen var, da han mindede om, at Obama lovede at redde hele kloden i 2008 - og så bare sagde, at han kun lover at hjælpe USA’s familier. Det er præcis derfor, vi skal have en ny præsident«.

Romney fremstod ærlig og ægte
»Det var en fremragende tale«, sagde Bob Gibbs, et medlem af Repræsentanternes Hus fra Ohio.

»Han beviste, at han vil levere fremragende lederskab, han er passioneret og medfølende. Og så fremstod han ærlig og ægte«, tilføjede Bob Gibbs.

Fatimah Russell, en ung sort kvinde fra værtsbyen Tampa i Florida, sagde, at hun »fuldstændig nød talen«.

»Jeg var rigtig glad for, at han ikke brugte så meget tid på at minde om den nuværende præsidents fejl, men talte lige så meget om, hvordan vi skal løse problemerne«, sagde Fatinah Russel.

REAKTIONER

Reaktioner: Ryans tale var medrivende, men fuld af løgn

Hun holdt især af det afsnit i talen, hvor Romney talte om at sikre fremtiden for børnenes skyld.

»Den gik rent ind hos mig, for jeg har tre børn«, sagde hun.

En lidt yngre kvinde fra den anden ende af landet, 17-årige Grace Portelance fra Seattle, havde især bidt mærke i afsnittet om Romneys egne forældre.

»Det kunne jeg godt lide. Og så var det nok meget klogt af ham at komme med et par vittigheder undervejs«, sagde hun.

Fox News kritiserer talen

Var der da slet ingen kritiske røster? Jo, hvis man tændte for Fox News:

»Det her var ikke nogen forrygende tale. Det var ikke en fremragende tale«, lød den kolde karakter fra den republikanske kommentator Brit Hume.

LÆS OGSÅ Republikanernes bulldog taler sig ind som fremtidig præsidentfavorit

Jakob Nielsen og Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her