Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansk hygge. Halvdelen af os bor i en forstad, fortæller museumsinspektør Helle Leilund fra Arbejdermuseet. Her indretter nogle sig i hyggelige stuer, mens andre bor i tæt-lav-byggeri som Tinggården i Herfølge, hvis model fra 1971 indgår i udstillingen om forstæderne.
Foto: Katina Hustad

Dansk hygge. Halvdelen af os bor i en forstad, fortæller museumsinspektør Helle Leilund fra Arbejdermuseet. Her indretter nogle sig i hyggelige stuer, mens andre bor i tæt-lav-byggeri som Tinggården i Herfølge, hvis model fra 1971 indgår i udstillingen om forstæderne.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Udstilling gør op med fordommen om det kedelige forstadsliv

Selvom halvdelen af danskerne bor her, er mange skeptiske over for forstæderne.

Arkitektur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Kender du ikke Herlev-sangen?«, spørger museumsinspektør Helle Leilund og begynder at synge:

»Op ad trappen. Fire rum. To børn. Min mand og jeg. Et køkken – helt elektrisk – det er rart«.

Helle Leilund har en god sangstemme, men hun lyder ikke helt som sangeren Lise Reinov, da hun i 1966 hyldede forstadslivet.

»Herlev-sangen handler om forstaden, men også om toforsørgerfamilien, hvis man er lidt analytisk«, fortsætter hun.

Herlev-sangen handler om det moderne liv. Ude i forstæderne. Langt fra byens larm og snavs. I gode lejligheder, hvor der er grillovn i komfuret, som Lise Reinov besynger, for »det er smart«.

Nogle vil nok sige, at det er romantisk at bo med rotter på loftet, i gamle forfaldne bygninger med indbygget wc og mus, lyder det i Herlev-sangen. Men det er »ikke romantisk for os«, synger Lise Reinov og rammer dermed ned i det, som forstadslivet handler om: modernitet, komfort og frisk luft.

I sidste uge slog Arbejdermuseet i København dørene op for udstillingen ’Forstaden – elsket og udskældt’. Den skal køre sideløbende med en udstilling i Ishøj Bycenter, arrangeret af Kroppedal Museum, hvor man kan opleve en forstad på tæt hold: høre om visionerne for Ishøj, se husene og møde de mennesker, der bor i forstæderne.

Den gamle tætte by

»Vi begynder med den mørke, tætte by. Jyder og mange af os, der er opvokset i forstæderne, skal jo ofte en tur ind i byen og så ud igen. Vi kunne ikke forestille os at bo andre steder end i forstæderne – så skulle det da være langt ude på landet«, siger Helle Leilund, mens vi går gennem den første del af udstillingen, der viser den gamle mørke storby, som bønder og arbejdere valfartede til i 1800-tallet i en søgen efter arbejde og forbedrede levevilkår.

Vi standser foran et maleri af et af Thorvald Staunings mange barndomshjem.

»Thorvald Stauning er et eksempel på, hvordan det var at leve i den gamle by, der bare voksede og voksede. Her på billedet kan man se, at de boede i en lille bitte lejlighed, havde udsigt til lokummerne i gården og intet sollys«, fortæller Helle Leilund.

»Det var ikke særlig attraktivt, men sådan var vilkårene for mange. Som barn flyttede Stauning 10-12 gange. Hver gang hans far fik et nyt arbejde eller mistede det, han havde, blev de nødt til at flytte«.

Modernisterne kunne ikke se det charmerende i den gamle tætte by. Selv efter at voldene var fjernet i København, var der alt for lidt luft og plads i byen. De fattigste boede ikke bare i første baggård, de boede i anden eller tredje baggård (det er dem, vi freder i dag, fordi de er så autentiske) side om side med værksteder, små fabrikker, alt for få lokummer og skrammelpladser.

I takt med at velfærdsstaten skulle udbygges, skulle folk også bo ordentligt og have adgang til naturen, mente de toneangivende politikere, arkitekter og meningsdannere op gennem 1930’erne, 40’erne og 50’erne, og det førte til omfattende planer for at udbygge Københavns forstæder, der hidtil havde været små idylliske landsbyer.

Den socialdemokratiske tanke

Fingerplanen, Bellahøjhusene, Brøndbyernes massive boligområder, S-tog og den funktionsopdelte by er elementer fra de år, hvor man udlevede den socialdemokratiske tanke om otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile, fortæller Poul Sverrild, der er ph.d.-studerende og leder af Forstadsmuseet i Hvidovre.

»De moderne forstæder, der opstod i mellemkrigsårene og især efter Anden Verdenskrig, er jo eksempler på den funktionsopdelte by. Man bor i et område, man arbejder et andet sted, og så går man til fodboldkampe et tredje sted. Ind imellem har man så infrastrukturen, der binder det hele sammen«.

Den funktionsopdelte by var et brud med den klassiske by, hvor flere klasser boede side om side. Som i Magstræde i det indre København, hvor man i et hus kunne finde den fine borgerfamilie på første sal, arbejderne på anden sal og tjenestefolkene øverst.

I gården var der industri og stalde, og alle mødte hinanden, når de gik på gaden. Sådan var det ikke i forstæderne, hvor man kom til at bo blandt andre, der lignede en selv – velstillede blandt velstillede og fattige blandt fattige, hvor der ikke var nogen industri i baggården, og hvor der – i hvert fald i princippet – var masser af natur lige uden for vinduerne.

Fremtidens by

»Den schweiziske arkitekt le Corbusier drømte om den vertikale by. Hvor man boede højt over jorden, og hvor græsplænerne gik helt hen til husene«, fortæller Poul Sverrild.

»Arkitekterne elskede hans ideer, men mange almindelige mennesker var ikke begejstrede. Undersøgelser antydede også, at det ikke var godt for børn at bo i højhuse, for deres forældre kunne ikke se dem, når de legede nede på jorden. Alligevel fortsatte man med at lave massive boligbyggerier med højhuse op gennem 1960’erne og 70’erne«.

En af de mest massive forstadsbebyggelser er Milestedet på grænsen mellem Rødovre og Brøndbyøster, fortæller Poul Sverrild. Her ligger det ene højhus efter det andet, og da man fik tilknyttet friluftsbadet Vestbadet til området, ville jublen blandt arkitekter og byplanlæggere ingen ende tage.

»Det er ren le Corbusier. Fremtidens by«, siger Poul Sverrild.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Friheden

Livet i forstaden skiller stadig vandene. For mange mennesker er et liv i forstaden i eget parcelhus med have, i en lejlighed i en almen boligforening eller i et rækkehus bare sagen. Andre synes, at forstadslivet hverken er fugl eller fisk. De foretrækker storbyens tempo eller at bo rigtigt ude på landet.

Uanset hvilke forventninger og drømme, der er til et godt boligliv, er forstaden en succes og en realitet. I hvert fald bor halvdelen af alle danskere i dag i en forstad.

»I begyndelsen af dette årtusinde blev der lavet store kvantitative undersøgelser, hvor man spurgte folk, hvor de foretrak at bo«, fortæller Helle Leilund fra Arbejdermuseet. »70 procent over 15 år svarede, at de foretrækker at bo i et hus, de selv ejer og kan gå hele vejen rundt om. Det handler meget om frihed og om at kunne udfolde sig kreativt«.

Og uanset om folk bor i parcelhuse, som de selv ejer, eller i almennyttigt lejebyggeri, så er det friheden, de sætter højest ved at bo i en forstad. Ungerne kan løbe lige ud ad døren og lege med deres kammerater. Man kan grille i haven, og man bor ikke i gamle slidte ejendomme i den tætte by, hvor der kan være kamp om pladsen.

Almindeligheden under angreb

Det er i hvert fald den historie, som Arbejdermuseet fortæller, hvor historien om forstæderne kobles med et køkken fra Urbanplanen på Amager, murerstilladser, en tankstation og en dagligstue fra Vestegnen.

Litterater, historikere, forfattere – ja hele det kulturradikale establishment har været gode til at rakke forstæderne ned, fortæller Poul Sverrild. De samme, som hyldede forstadens beton og le Corbusiers tanker årtier tidligere.

»Det er især almindeligheden, man har angrebet. Ingen har jo lyst til at være almindelige og leve et gennemsnitligt liv. Og slet ikke dem, der sætter dagsordenen i samfundsdebatten«.

Halvdelen af os bor altså i forstæder, men som du beskriver, er det ikke ren idyl det hele. Men hvad er det, forstæderne kan, siden vi gerne vil bo der?

»Det kommer helt an på, hvem du spørger. Men for mange arbejdere, der kom ind til byen for at leve, var forstaden det næste skridt. De oplevede, at byen var alt for tæt og beskidt. At det var svært at finde gode boliger og frisk luft. Det kunne forstæderne tilbyde dem«, siger Poul Sverrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Landsbyen i forstaden

»For arbejderne, der for eksempel slog sig ned i Hvidovre, svarede deres eget lille hus i forstaden til det, de kom fra i landsbyen. De flyttede ikke ind i et villakvarter, men i en slags husmandskoloni, hvor de kunne fastholde dele af deres baggrundskultur. For udefrakommende er det, som om forstaden er uendelig, og som om der ikke er nogen skel mellem byer og kvarterer. Det er svært at orientere sig. Men for de mennesker, der bor der, er der stor forskel på at bo i Hvidovre eller i Rødovre, Virum eller Sorgenfri. For dem er hjemligheden og den lokale identitet vigtig«.

Men spørger man de folk, der bor i forstæderne, er de glade for at være der, fortæller Poul Sverrild.

»Men det er jo også indlysende, at folk siger, de er glade for at bo i Hvidovre, Avedøre Stationsby eller Gladsaxe. Alt andet ville jo være som at indrømme, at ens liv ikke er en succes«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden