«Jeg voksede op uden at nogen så det«. Sådan lyder én af de indledende sætninger i den norske filminstruktør Margreth Olins ’Englen’.

Om druk, mishandling, usunde symbiotiske forhold mellem mødre og døtre og stofmisbrug. Alt sammen sat op i en poetisk kulisse i et lille hus i Norge, der er plantet i et eventyrligt vildnis af en have, hvor stedmoderblomsterne får en ordentlig rystetur, hver gang toget kører forbi i baghaven.