Øverst oppe under taget i Rigsarkivet har seniorforsker Erik Gøbel et lille kontor med udsigt over et par af Slotsholmens røde teglstenstag.
På en reol står en lille vase med Dannebrog, Stars and Stripes og flaget fra De Vestindiske Øer med en stor gul ørn på. Væggene er udsmykket med reproducerede tegninger af gamle skibe og flådeanlæg og på bogreolerne står store tykke bøger med titler som 'Skibsfart og varetransport gennem Øresund 1457-1660' og 'Søhistorisk Billedbog'.
Hvis man før var i tvivl, er man det ikke længere, når man har kigget sig lidt omkring. Erik Gøbel er vild med handel og søfart og de danske tropekolonier.
Sømandsdagbog
Lige nu sidder han bag et lyst træbord med en lille læderindbundet bog med guldtryk og to små lukkespænder foran sig.
»Det har været meget vanskeligt for mig«, siger han. Altså at beslutte, hvad der egentlig var hans yndlingsarkivalie blandt de mange, han er stødt på gennem sine 35 år i arkiverne:
»Jeg kunne jo også have valgt for eksempel Øresundstoldregnskaberne. Det er en hel flot serie af fuldstændig enestående arkivalier, vi har«, siger han.
»Men jeg har altså valgt den her lille bog«, siger han og drejer bogen en gang i hånden.
Bogen er en dagbog skrevet af sømanden Tobias Wigandt, som gjorde karriere i den danske krigsflåde og var om bord på det første skib, som Danmark sendte til Kina i 1730. Det togt skrev Erik Gøbel ph.d. om for mange år siden, og det var her han stødte på Tobias Wigandts optegnelser.
Grunden til Erik Gøbels kærlighed til den lille bog er dog ikke kun, at den fortæller om Tobias Wigandst rejser med flåden til Kina, Indien, Skt. Helene og hvor han ellers kom forbi.
Da Erik Gøbel første gang sad og læste den igennem stødte han nemlig på noget mystisk. Mellem de mange optegnelser, der startede med indførslen »Den 26. april 1710 blev jeg Tobias Wigandt født«, stod der på nogle af siderne ulæselige passager.
»Nogle enkelte gange i den her ellers nydelige med gotisk håndskrift skrevne tekst kommer der noget underligt«, siger Erik Gøbel:
»Så tænkte jeg jo 'Hvad står der der? Og hvorfor står det sådan?'«.
Erik Gøbel havde regnet ud, at det måtte være en eller anden form for kode, Tobias Wigandt skrev i, men det var først, da han kom helt om bag i bogen, at han fandt en passage, der kunne hjælpe ham til at knække den.
»Der stod nogle af de her mærkelige tegn, så stod der tallet 15 efterfulgt at flere mærkelige tegn, og så stod der 1734«.
A, N, O, P, R, I og L
Erik Gøbel tænkte, at den lille linje måtte være en datering: 1734 måtte være årstallet og 15 datoen.
»Dengang skrev man altid 'Anno' foran årstallet«, siger Erik Gøbel og det passede lige med de fire tegn foran 1734:
»Så tænkte jeg, hvis det er rigtigt, så kender jeg a,n og o«.
Derefter kunne han regne ud at måneden også skulle starte med a og var på fem bogstaver: April.
»Så nu kendte jeg også p,r,i og l«, siger Erik Gøbel, som nu kunne gå tilbage i bogen og begynde at stave sig gennem de underlige passager, indtil han havde hele Tobias Wigandt hemmelige alfabet på plads.
Det vidste sig nu, at den unge søofficer brugte kodesproget til at dække over eskapader og udskejelser.
»Det er ofte, når han havde svigtet sin kæreste«, klukker Erik Gøbel:
»En ualmindelig sød pige fra Jylland, kalder han hende selv. Hende svigtede han groft gang på gang«.
Tobias Wigandt begynder at bruge koden i sine teenageår, den første gang efter at være kommet om bord på skibet efter en våd nat i byen. Her forklarer han, at en af officererne ville have haft »ham i bøjen« - altså sat i benlås - som straf for at være gået på druk uden at have fået tilladelse først.
Den hårde afsked med jomfru Skildon
En anden passage er indtegnet efter et ophold på Skt. Helena, hvor langfartsskibene ofte var inde og tanke op af friskt vand, dyr og grøntsager.
»Denne Skt. Helena var mig en hård plads at skilles fra«, skriver Tobias Wigandt og slår så over i koden:
»fordi jeg havde stor kærlighed til den yngste jomfru Skildon, så jeg nær havde død, da jeg kom om bord«.
Jomfru Skildon er dog glemt igen året efter, hvor Tobias Wigandt i et nyt kodeindlæg fortæller, at han har været en tur i Jylland og besøge noget familie på en herregård.
»Jeg fandt mig der en smuk kusine, som jeg på timen blev forliebt i, og inden jeg drog derfra blev vi forlovede«.
Der går kun to dage, inden det næste hemmelige tekststykke kommer:
»Samme morgen mellem klokken 5 og 6 fødte Marie Lisbeth - det er altså ikke den jyske kusine, indskyder Erik Gøbel - en pige, som jeg var far til«, og kort efter igen fortæller han, at han »natten mellem søndag og mandag for anden og sidste gang lå hos den storøjede Grethe. Det var en sød pige«.
»Så kommer vi hen i juni 1733, hvor der er en hel side i kodeskrift. Så tænker man 'nu skal der til at ske noget'«, siger Erik Gøbel, som dog bliver noget overrasket over, at den unge Wigandt her ikke skriver om flere pigeeventyr, men i stedet om den ulykkelige begivenhed, at hans forlovede er død.
»Dette budskab havde næsten forkortet mig og mit liv af sorg, fordi hun døde af sorg for min skyld«, skriver han og overlader det til læseren at gisne om, hvorvidt kusinen på en eller anden måde er blevet bekendt med hans eskapader.
Familien tager chatollet og diamantringen
Han nævner dog i samme ombæring, at han seks dage, inden hun døde havde foræret sin forlovede en pariser-dåse, en diamantring og et chatol »hvilket de beholdte altsammen efter hendes død«.
»Det var han vist lidt sur over. Nu havde han lige foræret hende alt det der, og så dør hun, og hendes familie beholder det hele«, siger Erik Gøbel.
De efterfølgende år er han blandt andet en tur i Amsterdam, hvor han sammen med sin ven Vodroff besøger »en lille pige« og drikker 8 flasker rødvin og brænder ni gylden af, hvilket ikke var noget ubetydeligt beløb.
Som 27-årig falder Tobias Wigandt til ro og de hemmelige kodeskrift hører op. Her er han blevet forlovet med sin kollegas datter jomfru Plateau og er flyttet ind med hende på Nytorv i København.
Sømændenes tegnekunst
Erik Gøbel kan godt huske den dag han knækkede koden under de grønne lamper på Det Kongelige Biblioteks læsesal.
»Jeg var temmelig stolt, da jeg fandt ud af det«, siger han og puster brystkassen op og tilføjer smilende, at der for øvrigt sad en ung pige ikke så langt fra ham på læsesalen, som han senere blev gift med og stadig er det.
Så finder han en masse skibsjournaler og logbøger frem med flotte tegninger af skibe og kort, som sømændene tegnede, som de kunne bruge
»Sådan så Tranquebar ud, når man lå lidt ud for kysten«, siger han og peger på en udfoldeligt kort, der forestiller nogle
»Ja, det kunne jeg også have valgt«, siger han, da Politikens fotograf stopper op ved et indrammet dokument med tegningen af et dansk skib og en besked fra kongen selv, der indleder dokumentet »til alle og enhver som dette vedkommer«
I toppen af det er en bølget linje, der skærer gennem de fem Dannebrogbesatte master. Erik Gøbel begynder at fortælle, hvordan kongen for at dæmme op for afrikanske sørøveres hærgen af danske skibe i Gibraltar på et tidspunkt indgik en aftale med dem om hvert år at sende dem et dansk skib fyldt med gave og kostbarheder mod at de resten af året lod de danske skibe passere uhindret gennem strædet.
Aftalen blev nedfældet på et dokument, som skibene skulle have med om bord, men så var det, man kom i tanke om, at sådan en skriftlig aftale måske ikke var sagen, fordi piraterne ikke kunne læse dansk.
Derfor delte man i stedet papiret langs den bølgede linje. Gav toppen af arket til piraterne og beholdt selv den nederste del, og når man så mødtes ude på havet, kunne man se, om de to stumper papir passede sammen. Gjorde de det, fik skibet lov at sejle videre.
»Det er ret fantastisk, at man fandt ud af det på den måde«, siger han begejstret, inden vi går ned ad trappen og ud gennem arkiverne med reol efter reol af lysebrune kasser og tænker over, alle de gode historier, der sikkert ligger og gemmer sig dernede.
fortsæt med at læse
