Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
EHRBAHN JACOB
Foto: EHRBAHN JACOB

Ingenting. »Jo ... eller nej, mere som en umulig opgave. Først ville vi finde meningen med livet«, siger Flemming Skouboe, som på en måde er manden bag det her projekt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dansk rigmand lancerer projekt om ingenting

Det nyfødte medie The Uncoverist borer i spørgsmålet om det tomme rum.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi er en håndfuld mænd, der sidder i en rundkreds og venter på en astrofysiker. Inde i midten af kredsen er der ingenting, hvilket er lige præcis det, jeg er rejst gennem det halve land for at drøfte med de her mennesker.

Ingenting.

Jeg løfter en stol ind i tomrummet og placerer min diktafon på sædet.

Vi kan lige så godt udnytte tiden.

»Begyndte det hele som en joke?«, spørger jeg.

»Jo ... eller nej, mere som en umulig opgave. Først ville vi finde meningen med livet«, siger Flemming Skouboe, som på en måde er manden bag det her projekt.

»Det skulle være så svært som muligt«, fortsætter han.

»Det blev så til ingenting ...«.

»Men vi har ment det alvorligt hele tiden«, forsikrer Asbjørn Nors. Han kalder sig fyrmester i foretagendet, der hedder Fænø Lighthouse Projects.

LÆS OGSÅ

»Og I vil blandt andet gerne gøre opmærksom på, hvor lidt vi egentlig ved?«, spørger jeg.

»Ja, vi ved ikke, hvorfor vi er blevet født, og vi ved ikke, hvorfor vi skal dø ... Det må siges at være et godt udgangspunkt«, siger Asbjørn Nors.

»Vores måde at arbejde på kan godt sammenlignes lidt med det uvidende barns troskyldige gætten sig frem: Hvad foregår der egentlig omkring mig?«, siger Skouboe.


Folkeligt projekt
»Vi hører nogle sige, at det, vi laver, er noget lort og noget legeværk. Men det er et folkeligt projekt, for alle mennesker har en mening om, hvad ingenting er ...«, siger Nors.

Her blander Lars Nørgaard sig i samtalen. Han er billedkunstner og var også med til at få ideen for et par år siden.

»For hårdtarbejdende mennesker er kedsomhed en ren luksus. Ingenting er en luksus ...«, siger maleren.

»Men i det øjeblik, du opnår det, så savner du at lave noget ...«, siger Skouboe.

»Ja, så går man til grunde på Costa del Sol«, siger Nørgaard.
LÆS OGSÅ


»Endelig har man tid til at gøre alt, hvad man har lyst til, og så finder man ud af, at man ikke har lyst til en skid«, forsøger jeg at opsummere.

»Lige nøjagtig«, siger Skouboe.

Så ringer Asbjørn Nors’ telefon. Det er astrofysikeren.

»Ja, hallo ... I er punkteret? ... Nå, I har fået nyt dæk på ... Okay, det er godt ... Du ringer bare, når du er i Middelfart«.

Skrækindjagende ingenting
Vi er ikke i Middelfart, men tæt på.

Vi befinder os på Fænø lige midt i Lillebælt. Det er Flemming Skouboes ø. Han solgte for 12 år siden sin vindmøllevingefabrik og er nu godt kørende, når det gælder penge. Han har plantet en bunke træer og bygget en slags moderne herregård og nogle gæstehuse på øen.

Vi sidder i det, han kalder cafeen, og får en forfriskning, mens noget personale gør klar til at servere en bid brød. Her er cirka 8 meter til loftet.

»Jeg har lige været til min fars 85-års fødselsdag ...«, siger Lars Nørgaard, da Asbjørn Nors har lagt på.

Hvor meget ved vi om, hvordan universet hænger sammen? Den mest positive svarer, at det på en skala fra 1 til 100 nok er lidt mere end 1



Allerede nu kan jeg mærke, at den her drøftelse kommer til at køre i ret mange retninger. Det kan vel ikke være anderledes, når man forsøger at indkredse ingenting. Men jeg nikker opmuntrende til maleren, som fortsætter:

»Der sidder en flok mænd ved et langbord på Rold Storkro. De har kendt hinanden i 60 år, og de må ikke tale om noget som helst. De er i midten af firserne, og for hvert år falder der nogle fra. Og det taler man slet ikke om. Man må godt tale en lille smule om skavanker, men det må ikke være for brutalt ... De sidder bare og stirrer på hinanden. Der sker ingenting. Og så kører man hjem. Og så har man haft en hyggelig dag ... Min far sender fotos – »Tak, det var hyggeligt« – og det var rædselsfuldt«.

»Ja, de bestemte på forhånd, at det ville blive hyggeligt«, konstaterer Asbjørn Nors.

»For 40 år siden kunne de godt tale om, at der var nogle mennesker, der havde bryster og sådan nogle ting, men nu er alt fuldstændig forbudt. Det er sjælen, der forsvinder ud af øjnene ... Man går ind i et ingenting-rum«, siger Lars Nørgaard.

Asbjørn Nors begynder at tale om Kierkegaard og angst, der æder sjæle op. Så følger Skouboe op med en historie:

»Når jeg besøger min mor, hun er 87, skal jeg sommetider høre om oplevelser, hun har haft med mennesker, jeg slet ikke kender. Men jeg lader bare, som om jeg kender dem, for det er det nemmeste ... Jeg siger ingenting, jeg sidder bare og smiler. Når hun så har fortalt det, så siger hun altid: »JA, ja, ja, ja. JA, ja, ja, ja ...«. På den måde kortslutter hun det der ingenting, for det kan hun ikke lide«.

»Det er fantastisk med den slags beskyttelsessætninger«, siger Nors. »Det er ligesom: »Ja, det er ikke sådan med det, du«. Det er angstdæmpende foranstaltninger... Sådan er der så meget ...«.

Universets surdej
En af godsets splinternye golfbiler svinger ind på gårdspladsen. Astrofysikeren er ankommet. Det er Anja C. Andersen fra Niels Bohr Institutet.

Hun er en af de forskere og kunstnere, som stiller op for Nors og Skouboes nyfødte medie, som er blevet døbt The Uncoverist. Et medie på internettet, som på en både poetisk og rationel måde beskæftiger sig med det, der ikke findes, eller vi ikke har den fjerneste ide om.

Personalet har placeret et stort bord midt i cafeen og lagt en hvid dug på det. Vi sætter os.

Ud over Nors, Skouboe, Nørgaard og Andersen er Stefan Larsen også til stede. Han udgør resten af det faste mandskab i Fænø Lighthouse Projects – og kaldes fyrbøder. Og så er der fotografen og undertegnede.

Nu er det jo slet ikke sikkert, at ingenting eksisterer. Det kan være, at ’alting’ er noget

Kurve med friskbagt brød bagt på koldhævet Manitoba-surdej bæres ind og skaber et øjeblik en respektfuld tavshed, fordi det ikke er noget helt almindeligt brød.

»Man kan faktisk fortolke hele universet ud fra sådan en klump surdej«, siger Anja C. Andersen.

»Det må du vist lige forklare nærmere«, siger jeg.

»Jo, det starter med en surdej, ikke? Og så bliver det pumpet op og bliver meget, meget luftigt. Meget, meget ingenting. Og jo mere det hæver, jo mere ingenting bliver der ... Galakserne ligger faktisk på sådan nogle motorveje, der ligner strukturen i brødet. Lidt ligesom en badesvamp ...«, siger astrofysikeren.

»Men de huller i brødet er lavet af noget levende, nemlig gærsvampene«, bemærker Flemming Skouboe.

»Men det er jo luft. I universet kalder vi det vakuum«, forelæser Anja C. Andersen videre. »Det er det tomme ingenting«.

Den nyeste viden
»Men er det tomme ingenting virkelig ingenting?«, spørger jeg.

»Det troede vi i hvert fald indtil 1998 ...«, siger hun og giver sig i kast med at forklare de forskellige teorier om, hvordan universet tilsyneladende udvider sig.

Imens nipper vi andre til en fuldkommen frisk laks.

»Vores fortolkning af universet er jo baseret på, at alle de fysiske love – altså den måde, tingene opfører sig på her på Jorden – også er den måde, de opfører sig på ude i den fjerneste ende af universet ...«.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Er det ikke at tro lige lovlig meget på vores egne fysiske love?«, spørger jeg.

»Altså, jeg har veninder, der slår sig på lårene af grin over, at man kan være naiv«, griner astrofysikeren. »De synes, det er det mest ynkelige og naive, de nogensinde har hørt. Come on! ... Det giver jo kun god mening, fordi det er det eneste, vi ved noget om«.

»Så I laver nogle meget vidtgående tolkninger på en meget begrænset viden?«.

»Jo. Og derfor kan det godt være, at det er skrupforkert«.

Først grøn, så pink
Stefan Larsen, fyrbøderen, læner sig frem og fortæller om en serie interview, som The Uncoverist har lavet med nogle af verdens førende astrofysikere:

»Et af de vigtigste spørgsmål var: Hvor meget ved vi om, hvordan universet hænger sammen? Den mest positive svarer, at det på en skala fra 1 til 100 nok er lidt mere end 1. Den lidt mere negative forsker er glad for, at vi bare ved mere end ingenting«.

Så måske skal vi lige tænke os om, inden vi spiller alt for kloge, mener The Uncoverist. Lidt ydmyghed vil klæde os.

Anja C. Andersen bilder sig ikke ind at have alle svarene. Men har hun et bud på, om universets tomme ingenting virkelig er ingenting?

»Indtil for nylig troede vi fysikere, at vi vidste, hvad ingenting var«, siger hun. »Vi havde en god matematisk definition af det. Men så har vi accepteret ...«.

»Det er ikke for at afbryde«, afbryder Flemming Skouboe. »Men vi snakkede før om meningen med livet. Måske kan vi ikke se den, fordi den befinder sig i et andet univers«.

Astrofysikeren griber tråden og slår fast, at al forskning er drevet af dette ene spørgsmål: Hvad er meningen med livet?

»Det er det, der får enhver forsker og også enhver kunstner, tror jeg, til at stå op om morgenen. Betyder det noget, at jeg er her? ... Men vi kan ikke forklare, hvad liv er. Vi kan ikke putte noget ned i et reagensglas og få noget levende til at kravle ud ...«.

Vi skåler i noget velsmagende hvidvin.

Så vender Anja C. Andersen tilbage til det tomme rum:

»Vi definerede vakuum eller ingenting som der, hvor den absolutte temperatur er nul (altså den såkaldte Kelvin-temperatur, red.). Så vi definerede dybest set vakuum som manglen på bevægelse. Ingenting er manglen på bevægelse ... Men så opdagede vi, at universet ikke bare udvider sig, det accelererer, altså udvider sig hurtigere og hurtigere, og det giver ingen mening for en fysiker, fordi ...«.

Igen afbrydes fysikeren. Denne gang er det kokken, som hedder Paul Cunningham, der vil sige noget om den hummer, som han har lagt til rette foran os:

»Saucen er tilsmagt med hummerrogn, som først er helt grøn, men bliver pink, når den varmes op«.

Feber i Ingenmandsland
Folkene bag The Uncoverist kalder sig korrespondenter i Ingenmandsland. I indgangsbønnen på nettet står der:

»Det mentale ingenmandsland er det største land i verden. Det fysiske ingenmandsland er den menneskelige parodi på livet, hvor angsten trives, og grænserne sættes. The Uncoverist har lavet prøveboringer i Ingenmandsland for at se, om der er andre former for liv og inspiration i ingenting«.

Asbjørn Nors er uddannet journalist, men har mest arbejdet i reklamebranchen. Han har kendt Flemming Skouboe siden 1970’erne, og de har lavet en del sammen, ikke mindst et stort projekt om demens. ’Demens: Den Anden Frekvens – inspiration for pårørende’.

LÆS OGSÅ

Med The Uncoverist forsøger de at give sig selv den mest krævende udfordring, de kan komme i tanke om.

Og nu, hvor det hele skal sendes i luften, kan man have det ligesom en jæger, der har fulgt efter det perfekte stykke vildt hele dagen, fabulerer Asbjørn Nors:

»Og lige pludselig står det der dyr foran dig, og det må godt skydes ... Så er det, du får bukkefeber«.

»Bukkefeber?«, siger jeg.

»Ja, i det øjeblik, forventninger og realiteter mødes, går det ad helvede til. Så er du faktisk i ingenmandsland«.

»Mange må lade bukken gå, fordi de ryster for meget på hånden«, supplerer Flemming Skouboe. »Du tager jagtprøver og alt muligt, og til sidst har du lov til at gå ud i naturen og skyde en råbuk. Og en tidlig morgen har du chancen, den står dér, præcis som den skal, med siden til, og du har den på sigtekornet, og så er det bare at krumme fingeren, og så er det, at det sker i ni ud af ti tilfælde ...«.

»Det er smukt, det er fandeme smukt!«, udbryder Nors.

Hvad er det, der skubber?
Hvis Flemming Skouboe skal give et bud på, hvad meningen med livet er, bliver det noget med hele tiden at udvikle sig.

»Men når jeg så skal forklare det for min mor, og hun spørger, hvad jeg laver, og jeg siger: »Jamen, jeg laver ingenting. Alt står stille«, så tror jeg, hun har svært ved helt at få overblik over det ...«, siger Skouboe.

»Men hun er jo også fra en generation, hvor det var en synd at lave ingenting«, siger Anja C. Andersen. »Man måtte ikke gå i pyjamas hele dagen«.

»Man kan godt lave en fusion af de to ting ...«, siger Nors.

»Du mener holde fri, mens man arbejder?«, siger jeg og svarer selv på spørgsmålet: »Ja, du og Stefan må være de eneste mennesker i det her land, der har gjort det til en levevej at lave ingenting«.

»Jo, jo«, medgiver Asbjørn Nors. Og så griber han ud efter den tabte tråd om det tomme univers: »Men der er jo rent faktisk bevægelse i universet, og det er jo fantastisk«.

Anja C. Andersen er straks med:

»Ja, for så målte vi jo, at universet udvider sig hurtigere og hurtigere. Og hvis noget skal accelerere, skal der være noget, der skubber bagpå. Så skal der være en kraft. Og lige nu er et af de største astronomiske spørgsmål netop dette: Hvad er det, der får universet til at accelerere. Vi kalder det mørk energi. Hvad er det for en energi, der skubber på universet?«.

Jeg starter hele tiden forfra uden at vide, hvor det vil føre hen



»Burde man ikke bruge mere tid på at finde ud af, hvordan man kan nedskyde kometer og asteroider, der styrer mod Jorden?«, spørger Lars Nørgaard.

»Nå, så vi selv overlever? Det har vi ligesom overladt til militæret«, siger astrofysikeren.

»Men der er faktisk en måde, man kan ændre et objekts bane på«, fortsætter hun. »Man kan flyve ud og pakke dem ind i noget hvidt, ligesom den her fine kunstner, der pakkede rigsdagen i Berlin ind, Christo. Så bliver solindstrålingen på objekterne anderledes, og så ændres deres bane ...«.

»Call Christo!«, siger Stefan Larsen og løfter glasset.

»Jeg vågner tre gange om natten og tænker på alt det her. Du har lige reddet hele mit liv, tak Anja«, siger Lars Nørgaard.

Ingenting midt i overfloden
»Nu skal I se, til hovedret kommer en rigtig dejlig kylling med mormors flødesovs kørt op på sennep ...«.

Det er tjeneren Jann, der taler. Og lårene af de her kyllinger kommer ind lidt senere inklusive lange sorte kløer, som giver hele arrangementet et skær af voodoo. Hovederne er der også.

»På en eller anden måde er der vel et misforhold mellem alt det her«, siger jeg og vifter med armene ud over lækkerierne.

»... og så ingenting?«.

Mit spørgsmål er rettet til Flemming Skouboe, værten, manden med pengene. Vi sidder jo på hans gods, der er spækket med kunst og ædle møbler. I garagen holder fire sportsvogne. Og ude mellem træerne myldrer det med rådyr og fasaner, som er lige til at plaffe ned med et af geværerne fra våbenrummet.

»For at sætte ingenting i perspektiv, er det rart at sætte det op mod en overflod«, siger Skouboe.

»Ja, ingenting er jo ikke noget, hvis det ikke er oppe imod noget«, siger Anja C. Andersen. »Alting er også kun noget, hvis det er oppe imod ingenting«.

»Man kan godt tale om ingenting og så være lidt ... mangfoldig på andre måder«, fortsætter Skouboe. »Som min søn plejer at sige: Selv en tyk kan få tynd mave«.

I øvrigt bryder han sig ikke om at blive sat i bås som »rigmand«, påpeger Skouboe. Selv om det ikke er den værste bås at være spærret inde i. Det med pengene kommer bare så nemt til at skygge for selve projektet.

»Det svarer til, at hvis en eller anden finder frem til meningen med livet, så fokuserer pressen udelukkende på, at hun er lesbisk«, siger han.

Mangel på graviton
Efter al denne snak om universet kunne man måske tro, at The Uncoverist bare er en fysikbog. Men det nye medie er meget mere end det, understreger Asbjørn Nors.

For eksempel foredrager maleren Christian Lemmerz om, hvordan kunsten imiterer livet. Og digteren Christel Wiinblad fremfører kinesiologisk poesi, mens hun sidder iført ingenting i et badekar på Fænøgård.

Og nu spørger Lars Nørgaard, om han ikke lige må snakke lidt om sit maleri? Det må han sådan set godt.

»Jeg starter hele tiden forfra uden at vide, hvor det vil føre hen«, siger han. »Lærredet ligger på jorden. Så smider jeg farve på her og der. Og ser, hvad der sker. Selve processen er bygget op på tilfældigheder, så den bliver underholdende«.

Jeg skæver op mod væggen bag Lars Nørgaard, hvor et af hans store malerier hænger. Det ser ikke specielt tilfældigt ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis du har en fuldstændig klar dagsorden, inden dagsordenen er sat, vil du gå og lede efter en bekræftelse på den historie, du har inde i hovedet



»Jeg begynder i børnehaven og fortsætter op gennem skoleårene og afslutter som ... 22-årig«, forklarer maleren.

Det med at bygge noget på tilfældigheder er en vigtig del af filosofien hos Fænø Lighthouse Projects. Man kommer tit længere ved at følge sin intuition end ved at køre efter en snor.

»Hvis du har en fuldstændig klar dagsorden, inden dagsordenen er sat, vil du gå og lede efter en bekræftelse på den historie, du har inde i hovedet«, siger Nors.

Hvis man derimod holder sindet åbent, kan man måske endda opdage en helt ny partikel.


Den intermentale partikel
For nogen tid siden holdt Anja C. Andersen et lille foredrag for fyrmesteren og fyrbøderen om de kræfter, der holder tingene på rette plads, lige fra galakserne i de mest øde egne af universet til molekylerne i vores krop.

Hun berettede om tyngdekraften, der sørger for, at Månen kredser om Jorden på den rigtige måde.

Og hun kom ind på teorien om, at der i forbindelse med tyngdekraften må findes en partikel, gravitonen, som bevæger sig frem og tilbage mellem Jorden og Månen og siger: »Her er jeg. Hvor er du?«.

»For hvordan skal de ellers vide, at hinanden er der? Hvordan skal de ellers kunne mærke hinanden?«, som Anja C. Andersen siger, mens vi nærmer os desserten.

Og så var det, Asbjørn Nors spurgte, om man ikke også kunne forestille sig en partikel, der gjorde det muligt at fornemme et andet menneske i et rum, selv om man hverken kunne se, høre, lugte eller røre ved vedkommende?

Det kunne man da godt, mente astrofysikeren.

Så kunne man jo kalde det den intermentale partikel, foreslog Asbjørn Nors.

»Det fantastiske er jo, at du ikke skal være særlig lang tid i et rum med mennesker, før du er klar over, hvem der har noget kørende med hvem. Det kan du på en eller anden måde fornemme, uden at vi som fysikere har kunnet måle det endnu«, siger Anja C. Andersen.

»Den slags kan I overhovedet ikke måle?«, spørger jeg.

»Nej, men vi har heller ikke kunnet måle gravitonen. Så bare fordi vi ikke kan måle det, er det ikke det samme, som at vi ikke ved, det er der ...«.

»Det kunne godt lyde, som om I ikke bestiller ret meget andet end at gætte?«.

»Nej ... det gør vi vel egentlig ikke«, indrømmer hun. »Men vi gør det ud fra nogle bestemte antagelser og forudsætninger. Og det er klart, at hvis de viser sig at være forkerte ... Hvis nu lysets hastighed ikke er konstant, eller fysiklovene viser sig ikke at gælde på Månen, så ... Det er på en eller anden måde en pyramide, der står på hovedet. Hvis en af stenene smuldrer ... ramler det hele«.

Jeg kigger ud ad de store vinduer, ud på et kæmpeegetræ, der står og spærrer for udsigten til Lillebælt. Ordene kværner rundt i mit hoved. Lige nu forstår jeg ingenting.

»Nu er det jo slet ikke sikkert, at ingenting eksisterer. Det kan være, at alting er noget«, påpeger Anja C. Andersen.

»Nu skal I høre, I skal have en lille osteret, inden I går over til desserten«, oplyser tjeneren.

Asbjørn Nors fanger mit fjerne blik:

»Hvis du kan hitte rede i alt det her lort, Kjeld, så giver vi en lille én ...«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden