Vi er en håndfuld mænd, der sidder i en rundkreds og venter på en astrofysiker. Inde i midten af kredsen er der ingenting, hvilket er lige præcis det, jeg er rejst gennem det halve land for at drøfte med de her mennesker. Ingenting. Jeg løfter en stol ind i tomrummet og placerer min diktafon på sædet. Vi kan lige så godt udnytte tiden. »Begyndte det hele som en joke?«, spørger jeg. »Jo ... eller nej, mere som en umulig opgave. Først ville vi finde meningen med livet«, siger Flemming Skouboe, som på en måde er manden bag det her projekt. »Det skulle være så svært som muligt«, fortsætter han. »Det blev så til ingenting ...«. »Men vi har ment det alvorligt hele tiden«, forsikrer Asbjørn Nors. Han kalder sig fyrmester i foretagendet, der hedder Fænø Lighthouse Projects. LÆS OGSÅDanskere vil lave prøveboringer i ingenting »Og I vil blandt andet gerne gøre opmærksom på, hvor lidt vi egentlig ved?«, spørger jeg. »Ja, vi ved ikke, hvorfor vi er blevet født, og vi ved ikke, hvorfor vi skal dø ... Det må siges at være et godt udgangspunkt«, siger Asbjørn Nors. »Vores måde at arbejde på kan godt sammenlignes lidt med det uvidende barns troskyldige gætten sig frem: Hvad foregår der egentlig omkring mig?«, siger Skouboe. Folkeligt projekt »Vi hører nogle sige, at det, vi laver, er noget lort og noget legeværk. Men det er et folkeligt projekt, for alle mennesker har en mening om, hvad ingenting er ...«, siger Nors. Her blander Lars Nørgaard sig i samtalen. Han er billedkunstner og var også med til at få ideen for et par år siden. »For hårdtarbejdende mennesker er kedsomhed en ren luksus. Ingenting er en luksus ...«, siger maleren. »Men i det øjeblik, du opnår det, så savner du at lave noget ...«, siger Skouboe. »Ja, så går man til grunde på Costa del Sol«, siger Nørgaard.
LÆS OGSÅKunstelskende milliardær: »Jeg gider ikke være mæcen« »Endelig har man tid til at gøre alt, hvad man har lyst til, og så finder man ud af, at man ikke har lyst til en skid«, forsøger jeg at opsummere. »Lige nøjagtig«, siger Skouboe. Så ringer Asbjørn Nors’ telefon. Det er astrofysikeren. »Ja, hallo ... I er punkteret? ... Nå, I har fået nyt dæk på ... Okay, det er godt ... Du ringer bare, når du er i Middelfart«. Skrækindjagende ingenting Vi er ikke i Middelfart, men tæt på. Vi befinder os på Fænø lige midt i Lillebælt. Det er Flemming Skouboes ø. Han solgte for 12 år siden sin vindmøllevingefabrik og er nu godt kørende, når det gælder penge. Han har plantet en bunke træer og bygget en slags moderne herregård og nogle gæstehuse på øen. Vi sidder i det, han kalder cafeen, og får en forfriskning, mens noget personale gør klar til at servere en bid brød. Her er cirka 8 meter til loftet.

»Jeg har lige været til min fars 85-års fødselsdag ...«, siger Lars Nørgaard, da Asbjørn Nors har lagt på. Allerede nu kan jeg mærke, at den her drøftelse kommer til at køre i ret mange retninger. Det kan vel ikke være anderledes, når man forsøger at indkredse ingenting. Men jeg nikker opmuntrende til maleren, som fortsætter: