Alteret er afklædt. Hele det trygt rundede gamle kirkerum i Brønshøj står nøgent. Og prædikestolen forbliver tom, for langfredag er gudstjenesten i Brønshøj Kirke uden sognepræst Mia Lund Raos uddybning og fortolkning af teksten i Bibelen. I centrum er Jesu lidelseshistorie, som den står skrevet i Markusevangeliet, og som den er fortalt af salmedigtere.
Indimellem synger vi på bænkene og får hjælp til at fylde Københavns ældste bygning med menneskestemmers klang af et kor, der løfter følelserne frem i salmerne og giver pauser af harmonisk lyd, når det bryder ud i korte, latinske korsatser. De valgte salmevers og Mia Lund Raos oplæsning fra evangeliet danner sammen fortællingen om den dag, hvor den forrådte Jesus, som forudsagt længe før, blev dømt til døden, blev korsfæstet og ifølge evangelisten Markus råbte »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«, inden han udåndede.
LÆS OGSÅ I Hørsholm Kirke var ideen at være sammen i smerten
Langfredag efter langfredag, årti efter årti har denne kirke fra 1180’erne sandsynligvis genlydt af lidelseshistorien, uden hvilken ingen opstandelse kunne ske. I dag sidder vi i hver vores tanke på bænkene og er sammen i en time for blot at lytte til det oplæste, til det sungne og til det indre liv, vi hver især har.
Stærk oplevelse
Måske det med især at lytte ikke altid har været så specielt, som det er i 2014? Hvor det føles ganske unikt at få en uafbrudt time i selvvalgt fællesskab om mørket og døden og lyset og livet med andre mere eller mindre tilfældige mennesker, med en præst og med Gud eller ikke.
Det er som at få bremset, iltet og afklædt sin egen ellers oftest både ude- og indefra forstyrrede tankekværn i et langt, dybt, vaklende nu. Under langfredagens gudstjeneste uden prædiken og uden nadver er teksten nær og tilstedeværelsen så intens, at som lidelseshistorien skrider frem fra præstens oplæsning og salmedigternes fortolkning, bliver det kun en mere og mere stærk oplevelse at være her. Ikke blot som sig selv, men også med alt det, der er større.
LÆS OGSÅ Sproglig præcision og teologisk dybde varslede langfredags tragedie
I det nøgne kirkerums pænt befolkede stemning fortælles påskedagenes rationelt uforklarlige vandring fra mørke til lys måske allerstærkest mod gudstjenestens slutning. Efter at koret har sunget ’O, du Guds lam’, og Mia Lund Rao har velsignet, samles vi om en af påskens store salmer, ’Hil dig, frelser og forsoner’. Der står i salmebogen, at Grundtvig skrev teksten i 1837, så den er altså hverken fra i går eller fra i forgårs, men ikke desto mindre er den en salme – også – til dagen i dag. Et vers lyder: »Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker, er den dybe sammenhæng«. Kan dét synges uden sitren?
I Brønshøj Kirke får langfredag klar lyd og usmykket plads til at være lysets lange, mørke skygge. Det er en morderisk fortælling, den lidelseshistorie. Faktisk er den vanskelig at komme sig over sådan lige med det samme. Men det samme kan siges om gåderigdommen i det, der i historien følger efter korsfæstelsen.
fortsæt med at læse
