Er I socialdemokrater?«, spørger Kjeld.
»Nej, DET er vi ikke«, siger det ældre ægtepar, der sidder uden for H.C. Andersens hus i Odense og ligner ... et ældre ægtepar. De ser misfornøjede ud, fordi nogen har tænkt socialdemokratiske tanker om dem.
»Hvis I vil finde socialdemokrater, skal I lede ude i Skibhuskvarteret. Der er også nogle kolonihaver, hvis I fortsætter langt nok ud«.
De to journalister Kjeld og Emil er ude på en danmarksturné for at finde frem til de sande værdier i de politiske baglande. I dag er det socialdemokrater, som traditionelt står stærkt i Odense. De to takker for tippet, går tilbage til deres lille, lejede Nissan og styrer den i retning af Odenses nordlige forstæder.
Der er ingen mennesker på gaden, så de beslutter at fortsætte helt ud til kolonihaverne – en gedigen socialdemokratisk kliché.
De krydser en kanal og passerer et monstrøst kraft-varme-værk, og så har de en skov af hejste dannebrogsflag på deres venstre side. De parkerer ved et skilt, hvorpå der står Bogø Haveforening.
Et stykke oppe ad en grussti får de øje på en mand i en have, som ser ud til at vide noget om socialdemokratiske kerneværdier. Men nej, han er absolut ikke socialdemokrat, siger han.
Hvad er han så? Han siger lavmælt noget, der lyder som Dansk Folkeparti, og ser skråt til siden. Det er signal til, at de godt kan skride.
Han mener for resten ikke, at de to skal stikke snuden for højt op efter at møde socialdemokrater i dag. Der er hestemarked ude i Ørbæk.
»De sidder sikkert og drikker fadøl og reciterer Holger Drachmanns ’Engelske socialister’ ude på det marked, mens vi bare stavrer rundt her«, siger Emil.
Fjern den kælling
Henne bag fælleshuset sidder syv-otte midaldrende mennesker ved et bord og spiser pindeis og drikker øl. Eneste problem er, at de ikke er socialdemokrater. Faktisk OVERHOVEDET ikke.
»Hvis de fjerner den der kælling, så stemmer jeg måske på dem igen«, siger en mand i sort lædervest.
»Er det Helle Thorning, du taler om på den måde?«, spørger Emil.
»Ja, hun har ikke lavet andet end lort«, siger lædervesten.
»Men hun har en god røv«, bemærker en tyk mand i ternet skjorte. Han vender ryggen til igen. Det er det fulde omfang af hans politiske analyse.
Jagten på de sande værdierDe to journalister takker og fortsætter jagten.
De får øje på tre ældre mænd og en hund i en af haverne. Den ene af mændene vinker dem ind. Han hedder Bjarne Hansen, viser det sig, og har altid stemt S – bortset fra en mindre flirt med Venstresocialisterne, da han var helt ung.
De to andre er Per Nielsen og Jens Hansen, som nok mere er SF’ere, men faktisk overvejer Enhedslisten. Der løber også nogle børnebørn rundt på grunden.
»Synes du, socialdemokraterne har føling med de sande værdier?«, spørger Kjeld.
»Det synes jeg egentlig«, svarer Bjarne. Han er »en slags pensioneret gartner« og havde i 15 år en farm på Elfenbenskysten. Nu tilbringer han mere og mere tid herude i haveforeningen, tæt på natur og en hel koloni af de sjældne skovhornugler.
»Men socialdemokraterne står selvfølgelig ikke længere og råber op om, at velfærdsydelserne bare SKAL stige hele tiden«, siger han.
»Hvad er den vigtigste kerneværdi for dig?«, spørger Emil.
»Jo … Erling Olsen sagde engang om socialdemokraterne: »Os der evner at tænke på andre end os selv«. Og sådan synes jeg stadig, det er«, siger Bjarne. Han tilføjer:
»Selv om jeg dybest set synes, at partierne nærmer sig hinanden ind på midten«.
»Der findes sikkert ikke ægte arbejdere, der stemmer på Socialdemokraterne længere«, siger Emil og begynder at gå ned ad grusstien i retning mod bilen.
»Vent nu lige lidt«, siger Kjeld. »Er det ikke Benny Holst, der spiller derinde?«.
Langt inde i en have – foran et hus, der engang stod flot og rødt – sidder en tynd mand på en bænk. Han har fregner på issen og et stort rødt fuldskæg. For roden af sin højre tommelfinger, der hvor håndryggen begynder, har han et anker tatoveret.
»Vi leder efter de ægte socialdemokrater«, siger Emil.
»Jeg har været socialdemokrat hele mit liv«, siger manden.
På tur i baglandet: Nu er der så også landsbytosser i SFHan hedder Erik Christensen. Som lille kom han på drengehjem, »fordi min mor ikke kunne lide mig«, som han siger. Som 15-årig kom han i lære som skibsbygger på Odense Stålskibsværft, der i sin tid lå lige ved siden af haveforeningen.
»På et tidspunkt gad jeg ikke spørge min makker, hver gang jeg skulle på lokum. Så blev jeg svejser i stedet for. Det var solo«.
Hans far lærte ham at svejse som 14-årig.
»Jeg var den bedste svejser på Lindøværftet. Og vi var 700 svejsere«, siger han. Ikke pralende, men med faglig stolthed. For cirka 25 år siden brækkede han to halshvirvler i en trafikulykke og måtte opgive jobbet. Så købte han kolonihaven, hvor han siden har boet for 3.200 kroner om året, inklusive varme, men uden el.
»Den vigtigste socialdemokratiske værdi er solidaritet ... Men den er der jo ikke mere, den er væk. Nu drejer det sig kun om at tjene nogle kugler ...«.
Alligevel er Helle Thorning og de andre partispidser sådan set gode nok, mener han. I starten brød han sig ikke om Thorning. »Men hun har forandret sig. Så jeg stemmer også på hende næste gang«.
De siger tak. Den spinkle mand har overraskende meget kraft i håndtrykket.
»Det der, det er den ægte socialdemokratiske helt«, siger Emil og finder ’Sang om merværdi’ med Benny Holst frem på bilradioen.
fortsæt med at læse
