Stolene skraber hen over trægulvet, da vi trækker dem ud fra bordet for at sætte os med mad på tallerkener fra buffeten. Med en blid, klar lyd løber vand ned i glas. På min tallerken er der salater, tærte med rejer, lidt ost og en skive knækbrød.
Så fin som et kniplet klæde og så let som damp fra en kedel er den musik, som spilles i baggrunden af måltidet fra et lille anlæg i spisestuen. Tonerne beroliger, men alligevel synes jeg, at alle mine bevægelser larmer. Ikke engang en reje kan man synke uden at høre det i sit hoved.
Vi er op imod en snes voksne omkring to borde på Skt. Joseph Søstrenes retrætecenter Stella Metutina ved Kokkedal. Omkring tre fjerdedele af os er kvinder, hvoraf to-tre stykker ser ud til at være i tyverne, og de fleste må have rundet de 50, tænker jeg.
Schhhh: Her er seks steder, hvor du skal være helt stille på ferienFra spisestuen kan vi se Øresund for enden af den store ejendoms parklignende have. Det er en fredag aften ved 18-tiden. Alle har vi meldt os til at deltage i en af de stilleretræter, som de katolske søstre på Stella Metutina hyppigt afholder.
Nogle har været her en eller mange gange før, forstod jeg, da vi for et par timer siden sammen med søstrene havde en kort præsentationsrunde i dagligstuen. Flere er katolikker, men her er også mennesker fra andre trossamfund, og her er deltagere, som er søgende eller tvivlende eller begge dele.
Er der for øvrigt troende, som aldrig nogensinde tvivler, spørger jeg mig selv, mens vi spiser. De andre kan jeg jo ikke spørge uden at bryde stilheden.
I Danmark findes en lang række retrætesteder, både religiøse og sekulære. En lille brochure for Stella Metutinas retræter fortæller, at søstrenes stilleretræter er for kvinder og mænd, som uafhængig af kirkesamfund ønsker »at begynde, forny eller uddybe deres forhold til Gud«.
Det er både individuelt og personligt, hvad man lægger i det, og man afkræves ingen forklaring ved ankomsten. Tværtimod bydes man velkommen, får en nøgle til sit eget værelse med bad og bliver mindet om, at stilhed er nøgleordet for hele denne weekend.
Nu indtager vi så for første gang et aftensmåltid sammen.
Og på sin vis er det rart nok at være fri for small talk imens. Men det er også grænseoverskridende og forvirrende for en fuldstændig nybegynder i det her game ikke at skulle konversere med sidemanden og ikke at måtte henkaste en høflig kommentar til quinoasalaten, udsigten eller vejret, for pokker, det vejr, vi ellers altid kan sige et eller andet om.
Det regner, jeg har klamvåde strømper efter tidligere at have gået en lang tur i en skov, og da jeg nyser, lyder det forbløffende højt og føles meget upassende. Men ingen blikke bliver hængende ved mig. Ligesom jeg heller ikke holder øjnene på nogen af de andre.
Vi afslutter måltidet, som vi indledte det: med at synge et lille vers. Midt i al stilheden er der særlige tidspunkter, hvor vi gerne må give lyd ved at synge. Allerede nu, efter få timer på retræte, er det mærkeligt at høre andres og sin egen stemme.
Jeg har ikke spist mit knækbrød. Den knasen turde jeg alligevel ikke kaste mig ud i.
Uvejr indeni
Da jeg lørdag morgen vågner ved vækkeurets knurren, kommer jeg til at tænke på, at noget her på Stella Metutina slet ikke er, som jeg havde forestillet mig det.
Min computer er blevet hjemme, jeg bruger ikke min telefon, jeg har ingen bøger med, og her er ikke noget fjernsyn.
Aftenerne på stilleretræten indeholder en times tid med bøn og sang i den kirke, som hører til Stella Metutina. Bagefter ville jeg sikkert komme til at kede mig i timer, havde jeg forestillet mig på forhånd.
Jeg tog fejl. Lige så sikker jeg er på, at mennesker reagerer forskelligt på at deltage i stilleretræte, lige så sikkert ved jeg nu, at jeg bliver træt.
Simpelthen udmattet i hjernen af at tænke og være tyst og også af at være ude i frisk luft enten i haven eller i området i øvrigt. Da jeg fredag aften kom ind på mit værelse, trak jeg gardinerne for, tændte lampen ved sengen og lå få minutter senere under dynen.
Jeg kan huske, at jeg tænkte, at der var en behagelig ro i huset, og at jeg lukkede øjnene for tænke dagen igennem.
Helt usædvanligt for mig må jeg være faldet i søvn med det samme og have sovet hele natten, konstaterer jeg, da jeg næste morgen er blevet vågen. Og lige skal vænne mig til, hvor jeg er, og huske, at her skal der ikke siges godmorgen. I hvert fald ikke med lyd på.
Tag en pause med Peter HøegAfbrudt af måltider, af morgenmesse og aftenbøn i kirken og af daglige, vejledende individuelle samtaler med en af søstrene er jeg ikke bare stille, men også alene. Og selv når jeg er i samme rum som de andre, enten i spisestuen eller i kirken, spejler jeg mig ikke i dem.
Jeg, der har den livslange uvane for ofte at prøve at se mig selv med andres øjne, begynder i stedet at rette blikket både indad og udad – i retning af den og det, jeg længes efter at tro på.
Det skulle jeg aldrig have gjort! Mens jeg hele lørdag eftermiddag går og går i et for mig ukendt landskab i skov og nær strand, er jeg revet op indeni. Fødderne bevarer handlekraften og traver nærmest af sig selv en rytme, en jordforbindelse, en bund af sund fornuft frem. Alt andet er et i voksende omfang mere og mere fortvivlende kaos.
Var jeg bare blevet hjemme. Ved min forbindelse til internettet, min vasketøjskurv, min pladesamling, mine nærmeste mennesker og i det hele taget den dagligdag, hvor alle de ting kan hjælpe som lynafledere, når et indre tordenvejr truende nærmer sig.
Her i stilheden kan jeg alt for tydeligt høre, hvordan uvejr ulmer i tankerne. Andre mennesker ville høre noget andet i den stilhed. Nogle hviler måske endda uvilkårligt i den.
Den eftermiddag har jeg det, som om jeg i tankerne er i gang med noget i retning af et maratonlangt forhindringsløb. Uden et mål i sigte. Og nu er det ikke regn fra himlen, der gør kinderne våde, og det er ikke længere ængstelse over stilheden, der knuger i brystet.
Jeg ser noget i øjnene, som det er. Noget så svært, at det har været ubærligt. Jeg beder om hjælp til at bære det.
En ny form for fred
Jeg går tilbage til mit værelse og har fortsat fortvivlelsen med i stilheden. Jeg holder op med at forsøge at finde hoved og hale i alle de spørgsmål, som dukker op, og har dagen igennem en følelse af at skulle holde krampagtigt fast for ikke at skride.
Præcis hvorhen aner jeg ikke. Men det er i hvert fald nedad.
Nogle tager måske på retræte efter en periode med overbelastning på arbejdet eller uro i ægteskabet. Eller med et ønske om at meditere uforstyrret eller for at opnå fokus i specialeskrivningen på universitetet. Andre tager af sted med en længsel efter at håbe og tro.
Da jeg vågner søndag på mit værelse efter igen at have sovet i flere timer, end jeg har gjort i årevis, har stormvejret passeret og lagt sig. Ikke som et lam. Men nok så nænsomt mere afslappet på linje med andre følelser og derfor mere fredeligt.
»Mit indre suser gennem korridorer og kanaler af farver og flettede mønstre«Indtil da har det været svært for mig at have øjenkontakt med de andre. Jeg har syntes, det virkede underligt at hilse og smile med øjnene, men ikke kunne åbne munden.
Søndag morgen føles det ikke længere ubekvemt at sende de andre et venligt, genkendende blik.
Ved messen i kirken den morgen takker jeg for, at her nu er rart at være. Og for andet. På et tidspunkt under en salme tier jeg og lytter.
Lyden af de andres stemmer er varm og dejlig. Alle har deres stunder i indre strid og ønske om fred. Der er sket noget, siden vi sad her første gang fredag. I stilheden. Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg hører en sten falde fra mit hjerte. Og jeg ved, jeg gerne vil tilbage hertil igen.
For sidste gang den weekend spiser vi senere sammen et måltid i stilhed. Kvinden over for mig ser, at mit vandglas er tomt, og skænker op. Med et lille smil i øjnene. Da vi er færdige med at spise, og jeg trækker min stol ud, slår jeg albuen ind i en væg og kommer til at sige »hov«. Det gør ingenting. Vi er alle sammen amatører mange gange i det her liv.
fortsæt med at læse
