'La Piscine’ hed Jacques Derays 1969-filmatisering af denne historie. Og ligesom svømmebassinet med sit turkisblå vand kan ligne havet selv, men dog er begrænset indtil det klaustrofobiske, sådan kan denne nyindspilning blænde ved første glitrende øjekast. Men den undgår ikke i længden at virke som opvisninger i en lukket manege snarere end scener af ægte levet liv.
Et kammerspil, kun tilsyneladende sluppet ud i fri luft og solskin.
På den italienske ø Pantelleria, midtvejs mellem Sicilien og Tunis, har rocksangerinden Marianne Lane (Tilda Swinton som en krydsning mellem Bowie og Chrissie Hynde) gemt sig med sin yngre kæreste, filmfotografen Paul (Matthias Schoenaerts). Hun er kommet fri af sit stofmisbrug, men skåner stemmen i håb om at genvinde dens kraft og atter kunne optræde.
LÆS OGSÅ: Goodman krammer så det skræmmer
De bader nøgne, og dagene skvulper stille langs bassinkanten, men der er slanger i ethvert paradis: Harry (Ralph Fiennes) dukker op med sin purunge datter Penelope (Dakota Johnson). Han er deres gamle ven og kæreste med hende i det forrige, vilde turnéliv – indtil han ’gav hende’ videre til Paul, som den karismatiske og lynende begavede socialtyran selv udtrykker det.
Efter 2 timer kommer virkeligheden
En stjernebesætning, altså, og især Fiennes fanger meget hurtigt interessen som den flimrende underholdende, bogstaveligt speedede, ulideligt selvcentrerede og jo i bund og grund dybt ulykkelige modne mand – en stor præstation som en helt anden karakter end hans sædvanlige, dæmonisk og fåmælt gådefulde.
Tilda Swintons mesterlige vekslen mellem kølig distance og kontrolleret lidenskabelighed, her blødt op med glimt af myg hengivenhed, kender vi måske bedre, og i mine øjne virkede den stærkere i mere rationerede doser i samme instruktørs mesterværk ’Io sono amore’.
De to yngre skuespillere, Schoenaerts og Johnson, evner ikke helt at spille op mod Fiennes og Swinton, men det levner deres roller nu heller ikke megen mulighed for i det krydsparrede ’Hvem er bange for Virginia Woolf’-firkløver, vi tidligt aner konturerne af.
SE OGSÅ: Tysk rædselskabinet er tømt for film
Alt for tidligt, faktisk. Luca Guadagnino er dygtig til med udveksling af blikke eller bare en eftertænksom kameradvælen at skabe emotionel suspense: Vil Pen forføre Paul, vil Harry vinde Marianne tilbage, eller evner de to modne mennesker at gennemføre flugten fra den fælles fortids stjernestunder i alverdens pladestudier og projektørlys, som deres tanker – og lydsporet! – hele tiden indfletter flashbacks til?
Efter næsten 2 timer bryder omverdenen ind – syv rigtige flygtninge er druknet ud for øen! – og med dét som målestok bliver de fires drama nærmest en luksusproblematik. For hvor vigtigt, endsige overraskende, er det, at gamle flammer er tilbøjelige til at genantænde, mens unge mennesker blusser op ved det ukendtes glød?
fortsæt med at læse
