Nørdet tvilling skriver sig ud i den ægte kærlighedshistorie 'Fangirl'

Prissat. Rainbow Rowell har fået tildelt flere litterære priser for sine ungdomsbøger. Foto: Augusten Burroughs
Prissat. Rainbow Rowell har fået tildelt flere litterære priser for sine ungdomsbøger. Foto: Augusten Burroughs
Lyt til artiklen

Rainbow Rowell (og det er hendes rigtige navn) kan virkelig digte karakterer, der fremstår som mennesker og ikke som skabelonagtige figurer fra en ungdomsbog. Hun gjorde det i debutromanen og bestselleren ’Eleanor & Park’ fra 2013, hvor de to 16-årige hovedpersoner opbyggede en relation gennem at være lige nørdede med tegneserier og 80’er-musik. Og den nu 43-årige forfatter gør det igen med ’Fangirl’, der også er en såkaldt young adult-roman indeholdende en ægte kærlighedshistorie.

'Juno'-instruktør er tilbage med nyt usædvanligt drama

For Cath i ’Fangirl’ er kærlighed til andre mennesker bortset fra hendes tvillingesøster og hendes far farlig, fordi andre mennesker forlader én. Man kan ikke stole på nogen. Det har ubevidst været hendes grundvisdom, siden hendes og søsteren Wrens mor forlod familien for 10 år siden.

Dengang var pigerne 8 år. Nu, hvor de er 18, begynder de på universitetet langt hjemmefra, og udadvendte Wren er i færd med at frigøre sig fra sin indadvendte, nørdede tvilling, der ikke gider gå til fester og hverken ryger eller drikker. En stor del af Caths liv foregår i selskab med karaktererne i den fanfiction, hun skriver på baggrund af bøger, der minder en del om Harry Potters univers.

At skrive fanfiction er ikke bare en hobby for den menneskesky Cath. I ’Fangirl’ er det i længere passager Caths fanfiction, som Rainbow Rowell lader os følge. På den måde vises dybden af Caths længsel, etik og frygt for andre mennesker. Og når Cath er sig selv i ’Fangirl’, kan pigen i tankerne selv formulere, hvorfor hun skriver skønlitteratur: »For at forsvinde«.

13-årig læser griller succesforfatter: Kommer der en 'Divergent'-bog mere?

Cath opfatter sig selv som en umoden, nørdet, klog og ikke særlig køn 18-årig med store briller og endnu større sociale fobier. Det er ikke ramt helt ved siden af. Hendes indsigt i, hvem hun er, gør det ikke lettere at være Cath, men det er med til at gøre romankarakteren troværdig. Hun ved godt, at hendes angst for at blive forladt – igen – er blokerende, men hun er reelt bange både for det og for at blive lige så periodisk skør som faren, der ikke kan tage vare på sig selv under sine maniske anfald.

Kompleksiteten i familiehistorien bliver efterhånden tydelig, når Cath er på weekend hos faren eller bliver ringet op, fordi han er blevet indlagt. Caths arbejde med at gøre sig fri af savnet af moren og turde åbne sig for andre, også fyre, skrives langsomt og levende frem gennem hendes handlinger og hendes fanfiction.

Blot 11 børnebøger har fået seks hjerter i Politiken

Cath i ’Fangirl’ er på den ene side særlig og mærkelig nok til at være en unik karakter, på den anden side genkendeligt akavet og usikker og længselsfuld nok til at afspejle, hvordan det virkelig er at være ung.

Og Rainbow Rowell slipper hende i øvrigt ikke helt. Forfatterens kommende bog handler om Simon Snow og de andre fra Caths fanfiction.

<p>Dorte Hygum Sørensen</p>

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her