Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Først. Anmelderen skulle i Tom Kristensens optik være den første læser blandt publikum, hvis opgave var at arbejde sig »ind til de Love, som dikterer et Kunstværk indvendig fra«.
Foto: Tage Christensen (arkiv)

Først. Anmelderen skulle i Tom Kristensens optik være den første læser blandt publikum, hvis opgave var at arbejde sig »ind til de Love, som dikterer et Kunstværk indvendig fra«.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: Anmelderen skal være med, ellers er der ingen, der er med

Anmelderen er til for læsernes skyld, ikke for kunstnernes, slog forfatteren og anmelderen Tom Kristensen fast i en Kronik i Politiken for godt 75 år siden. Det gælder stadig.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nå, Michelsen, nu har vi haft to sure anmeldelser i træk. Skal vi nu ikke snart have en glad?«.

Mailen kom fra en læser, og den er stadig en af de sjoveste, jeg har fået i mine mere end 15 år som anmelder på Politiken. Også selv om den strengt taget ingen mening giver. Hvis først vi skulle til at dosere positive og negative anmeldelser efter det her foreslåede vekselprincip, ville vi gøre os selv fuldkommen ligegyldige, for hvor var så ærligheden i vurderingerne?

Hvis der er noget, de hader mere derude i kulturlivet end at blive anmeldt, så er det, hvis anmeldelsen udebliver. Det gælder tydeligvis også for læserne

Dagbladsanmeldelsen er under pres i disse år, hvor Google, Facebook og diverse mere eller mindre sponsorstøttede blogs sætter dagbladene og dagbladsanmeldelsen under tryk. Men at anmeldelserne langtfra er blevet ligegyldige, viser de henvendelser fra læserne, man modtager som anmelder. I hvert fald her på avisen, hvor kultur er hjerteblod. Ikke bare for os, der skriver, men tydeligvis også for jer, der læser os.

Tom Kristensens konklusioner holder endnu

Man får mange henvendelser som anmelder. Og det er henvendelserne, der gør det noget værd at anmelde, for anmelderens arbejde er at kaste den første sten. At provokere til samtale og debat om det kulturliv, vi er fælles om at forbruge. Det skulle meget gerne afføde engagement og diskussion, også gerne mellem anmelder og læser, og nogle af de henvendelser, man får, er helt fantastiske. Jeg får mails fra læsere, der diskuterer på højt niveau, og jeg elsker det. Det viser, at missionen er lykkedes. Samtalen om kunsten er i gang.

Andre henvendelser skyder forbi. Nogle gange i en grad og med en forargelse, så man fortryder, man ikke har gemt dem og rammet dem ind. Som for eksempel den, der plingede ind per mail med postulatet om, at jeg jo bare var en opblæst lille kulturpave, der mente, jeg havde patent på sandheden. Det er bestemt ikke sådan, jeg ser mig selv – når man anmelder år ud og år ind, tænker man over, hvad det er, man foretager sig, og hvorfor man gør det.

LÆS OGSÅ KUNSTREDAKTØRENS KLUMME I SERIEN

Forfatteren Tom Kristensen, der i sin tid var litteraturanmelder ved Politiken, gjorde præcis det i en stille sommerferie for godt 75 år siden. Han sammenfattede sine konklusioner i en kronik, der blev bragt i avisen 30. juli 1940, og når man læser den, forbløffes man over, i hvor høj grad hans konklusioner holder. Også i vore dages medievirkelighed.

For Tom Kristensen er den afgørende pointe, at anmelderen netop ikke har patent på sandheden, når han fælder dom. Dertil er aftrækket alt for kort. Rigtig kritik, der kan – eller i hvert fald næsten kan – stå for evigheden, kræver afstand, tid og ro. Noget dagbladsanmelderen ikke har meget af. Bogen skal læses, når man er litteraturanmelder, og så har man med Kristensens ord bare »en Pibes Tid« til at tænke, inden der skal falde en vurdering.

Derfor skelner Tom Kristensen mellem at være kritiker og at være anmelder, og han regnede sig selv til de sidste. Det dikterede arbejdsforholdene – og det gør det stadig. Anmelderen skal ikke anmelde ud fra et fast program, forklarer han.

LÆS OGSÅ KLUMMEN

Bruger man den samme normalmeter til at måle kunsten med i mere end fem år, ender man som »en slidt Grammofonplade, ingen gider høre«. Noget man både som menneske og som anmelder af og til må gribe sig selv i og gøre noget ved.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ægte kærlighed til kulturfeltet

Anmelderen skal derimod være den første blandt publikum. Nu skrev Tom Kristensen om litteratur, så han taler om anmelderen som »den første Læser«, hvis opgave det er at arbejde sig »ind til de Love, som dikterer et Kunstværk indvendig fra«.

Mere præcist kan det næppe siges. En forudsætning for at anmelde er ægte kærlighed til det kulturfelt, man anmelder indenfor, og det er afgørende at prøve at forstå det værk, man anmelder, på dets præmisser. Og så skal man helst have en faglig baggrund. Er man uddannet inden for området, ved man »mere om forskellen på Hovedstrømninger og Modebevægelser og Smagsændringer end den jævne Mand«.

Dertil kommer, at det er godt selv at have håndgribelig erfaring med det, der udgør udfordringerne for de kunstnere, man skal anmelde.

»For at forstaa et godt Vers skal man selv kunne skrive et daarligt Vers«, som forfatteren Kristensen formulerer det med en beskedenhed, måske lige han ikke havde behøvet lægge for dagen.

Værst når anmeldelsen udebliver

Kronikens pointer rammer præcist. Ikke mindst den, at det er læserne – og altså ikke kunstnerne – anmelderen skriver for. Det er jer, vi skriver til, og det er jer, vi tænker på, når vi med Tom Kristensens ord skal give den kunstoplevelse, vi har haft, »en smittende Form, som lokker andre til ... eller skræmmer dem bort«.

Anmelderens opgave er at anbefale og fraråde. Men det skal ske ved hjælp af argumenter – og man skal have sig selv som menneske med. Eller som Tom Kristensen formulerer det: »Anmelderen skal være med, ellers er der ingen, der er med«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi dagbladsanmeldere er ikke små kulturpaver med patent på sandheden. Men selv om dagbladsanmeldelsen er udfordret i et presset marked, er genren levende.

Hvis der er noget, de hader mere derude i kulturlivet end at blive anmeldt, så er det, hvis anmeldelsen udebliver. Det gælder tydeligvis også for læserne. Det kan man mærke, når man hører fra jer. Enten fordi I er skuffede over, at vi ikke har anmeldt den koncert, I har været til. Eller fordi nogen synes, det kan være nok med to sure anmeldelser i træk – og at nu skal vi have en glad.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden