I Lemvig har de fundet en måde at omfavne forskelligheden

Trosliv. I Lemvig bliver kirkerne fyldt op, selv om det er en helt normal søndag. Små kufferter med legetøj hjælper børnene med at være underholdt.

Lyt til artiklen

Det er ikke juleaften eller sæson for konfirmationer.

Alligevel er den lille hvidkalkede landsbykirke på torvet i Lemvig helt fyldt.

Små børn, store børn, unge og gamle. Alle stemmer de i, når orglet går fra præludiet over i den første salme, og rummet næsten sprænges.

»Det gør altså noget godt for folk. Fællessang«, hvisker Mette Stenumgaard, inden hun selv sætter en rød læsebrille på næsen og synger med.

For fem minutter siden stod hun hjemme og børstede tænder, men byen er ikke så stor, så hun nåede det, inden klokkerne stoppede med at ringe ind.

Et rum for fællesskab

For hende er kirken og det religiøse ikke en ophøjet begivenhed.

Det er snarere et rum, hvor hun stopper op, kobler af og lader sig opløfte af det fællesskab, der findes her, og de tanker, præstens prædikener sætter i gang.

Hun har heller ikke fint tøj på som nogle af kirkens ældre besøgende.

Lemvig ligger i Vestjylland, som er den region i Danmark, der har flest kirkegængere.

Her går næsten 30 procent i kirke, mens det kun er godt 19 procent af københavnerne, der jævnligt overværer en gudstjeneste.

Den store forskel er et af tegnene på, at Danmark er meget opdelt kulturelt. Det viser en større undersøgelse, som Politiken Research har lavet.

Kirken står stærkt i provinsen

I mange generationer har der været tradition for stærke kirkelige bevægelser i området, men grundlæggende handler det om forskellen mellem land og by, forklarer Peter Lüchau, der er religionssociolog med speciale i danskernes forhold til kristendom og folkekirke.

»Vores fællesskaber er forskellige, alt efter om man bor i byen eller på landet. På landet og i de mindre byer vælger dine naboer dig, og i byen vælger du dine naboer. Det vil sige, at de fællesskaber, der er i byerne, ikke er lige så forpligtende. I byerne finder man derfor folk, der ligner én selv. På landet er man mere afhængig af fællesskabet, og man er derfor nødt til at acceptere forskelligheden eller efterligne de andre«, siger han.

Religiøsitet bliver samtidig en selvforstærkende tendens på landet og i de mindre byer, fremhæver Peter Lüchau:

»Det er ligesom, når man er i udlandet og sidder på en lokal restaurant, hvor de serverer lokal mad. Man sidder og kigger på det og aner ikke, hvordan man skal gribe det an, før man kigger på den lokale sidemand, der bruger fingrene. Så gør man det samme. Hvis alle dem, man kender, går i kirke, gør man det også selv«.

Det stærke religiøse fællesskab nogle steder i provinsen kommer ifølge Lüchau som en naturlig følge af, at Udkantsdanmark bliver drænet for offentlige og private arbejdspladser.

Men folkekirkerne findes overalt og er forpligtet til at blive.

Dermed står de tilbage som en af de få aktører med et solidt netværk.

Stilhed. 268 års teaterhåndværk. Slut

Det betyder også, at religion kan blive en større faktor nu, fordi der bliver åbnet for opgaver i lokalsamfundene, der tidligere har været varetaget af andre.

»Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at kirken traditionelt sidder hårdt på det frivillige og sociale arbejde, men fordi vi i mange år har haft en velfærdsstat, har der ikke været det samme behov herhjemme. Men nu, hvor velfærdsstaten rykker tættere på de større byer, er det fuldstændig oplagt, at kirken tager over«, siger Lüchau.

Oblat og saftevand

Mette Stenumgaard står roligt i kø for at modtage nadveren. En oblat og et shot saftevand.

I Lemvig har man aktivt valgt ikke at servere portvin, da både børn og tidligere alkoholikere skal have muligheden for at være med.

Hun startede i søndagsskole som 6-årig, selv om hun kom fra et hjem, hvor man ikke gik i kirke. Siden har hun været en del af kirken.

Da hun flyttede fra Østerbro til Lemvig, gik det dog op hende, at folkekirken ikke var en homogen organisation.

»Jeg forestillede mig, at den folkekirke, jeg mødte i Jylland, i høj grad ville ligne den, jeg kom i i København. Men der var store forskelle. Den kirke, jeg kom til i Jylland, var langt mere præget af at skulle rumme forskellene mellem de kirkelige foreninger og retninger. I København kan en kirke lettere vælge én profil«, siger hun.

Selv om hun oprindelig er vokset op i en lille by syd for Herning, gav storbyen hende langsomt skyklapper på.

»Jeg havde boet så lang tid i København, at jeg så alting fra et københavnsk og i nogen grad selvbekræftende perspektiv. Jeg var ofte sammen med mennesker, der havde et liv, der lignede mit eget. Herovre møder jeg hele tiden mennesker, der er forskellige fra mig, og det er rigtig sundt. Jeg blev for eksempel ikke så overrasket over sidste folketingsvalg som mine veninder i København«, siger Mette Stenumgaard.

Går kulturen i for dyre sko?

Hun kender følelsen af en gang imellem at føle sig glemt på den jyske vestkyst.

At blive misforstået eller glemt i medierne.

Af samme årsag er hun også overbevist om, at folk på egnen godt ved, at der er forskelle mellem dem og for eksempel københavnerne.

Kristendommen er individualiseret

Det behøver ikke være et problem, men det er ifølge flere eksperter problematisk, hvis københavnerne anser sig selv for at repræsentere alle danskere.

Danmark er splittet kulturelt, og kun gennem bevidsthed om den splittelse kan vi forstå og tolerere hinandens forskellighed, mener eksperterne.

Museum har mistet troen på redning: Skrot fredning af vikingeskibshal

Stigmatiseringen af trosfællesskaberne kan ifølge Peter Lüchau netop komme af en forældet opfattelse af, at alle religiøse mennesker er ens.

»Vi har altid været kristne, men da vi sagde det for 50 år siden, var vi enige om, hvad vi mente, når vi sagde det. I dag er der lige så mange udgaver af kristendommen, som der er medlemmer af folkekirken«, siger han.

Troen indammer livet

Mette Stenumgaard definerer blandt andet troen som et stærkt fællesskab, der giver hende en ramme for sit liv.

Hun skal ikke opfinde meningen med det hele.

»Der er så mange flygtige tendenser hele tiden. Der bliver kirken et pusterum. Før jeg begyndte at gå i kirke, glemte jeg nogle gange at stoppe op. Der blev søndagene brugt på brunch på Sebastopol, men her er der ikke nogen cafeer, der har åbent om søndagen. Hvis der var, ville jeg helt sikkert bruge dem en gang imellem, men det er også en befrielse«, siger hun.

Orglet begynder på gudstjenestens sidste salme. Nummer 731 af den lokale salmedigter Lars Busk Sørensen.

Endnu en gang fylder stemmerne de hvide hvælvinger ud.

»Nu kan alene kærlighed forhindre, at vi synker ned i bitterhed - fortabte«.

Se også, hvor stor en del, der er medlem af Folkekirken i din kommune.

Simon Løber Roliggaard

fortsæt med at læse