Hvis nu nogen skulle tro, at Lars-Emil Johansen efter mere end fire årtier i centrum af grønlandsk politik har mistet sin kampgejst, ja, så kan de godt tro om igen. Han virker ikke spor mat i koderne, da jeg en frostklar formiddag møder ham i hans store formandskontor i parlamentsbygningen i Nuuk.

Som indledende manøvre spørger jeg til planen om at opføre en ny bygning til Inatsisartut, som parlamentet hedder. Jeg bemærker, at de lokaliteter, vi lige nu befinder os i, egentlig forekommer glimrende. Selve mødesalen i den modsatte ende af bygningen er indbydende og har en blændende udsigt over det gamle Nuuk og fjorden og fjeldene.