Dødsfald, had, bagvaskelse, smædekampagner, et livslangt traume og en uoprettelig kløft mellem Knud Rasmussen og Lauge Koch, alt det og mere til har den skæbnesvangre Thule-ekspedition trukket efter sig. Det pinlige var, at Lauge Koch havde efterladt en døende kammerat, mens han endnu var i live. Handlede Lauge Koch forkert? Eller var det i virkeligheden Knud Rasmussens ansvar?
Året var 1917. Knud Rasmussens 2. Thule-ekspedition til det ukendte Nordøstgrønland var på vej tilbage, jagten var slået fejl, og der var flere hundrede kilometer ødemark til de nærmeste mennesker. Knud Rasmussen besluttede sammen med to grønlændere at gå i forvejen efter hjælp, mens Lauge Koch, der var med på ekspeditionen som geolog, skulle følge en anden rute med en grønlænder og den afkræftede svenske botaniker Thorild Wulff. 29. august 1917 lagde svenskeren sig til at dø og insisterede på, at den unge Koch skulle forsøge at redde sig selv og deres grønlandske makker. Ingen så nogensinde Wulff igen.








