Det er ikke for sjovs skyld, man laver biennaler og store udstillinger rundtomkring i verden. Documenta i Kassel opstod i 1955 i det stærkt forplumrede kølvand af nazikunst-censur efter Anden Verdenskrig. Venedig-biennalen begyndte i 1895 som en hyldest til regenterne dronning Margherita di Savoia og kong Umberto I. Godt 90 år senere åbnede den første Istanbul Biennale uden direkte politisk motivation, men for at promovere den tyrkiske kunst og gøre Istanbul til en del af den internationale samtale omkring kunsten.
Men kunst og politik kan ikke adskilles, og der er derfor i år særlig opmærksomhed omkring kunsten på biennalen i Tyrkiet, hvis politiske styre i den grad rasler med sablerne indadtil – imod statsoverhovedet Erdogans kritikere og modstandere – og udadtil imod naboerne i Europa.
