Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
NRK
Arkivfoto: NRK

Den typisk norske ordstilling, hvor ejestedordet 'min' efterfølger objektet, fik en mindre renæssance i Danmark oven på serien 'Skam'.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krummer du også tæer, når folk taler om 'manden min'?

Er det poetisk, nuttet og romantisk at bytte om på ordstillingen, når man omtaler sin mand, eller er det bare plat og klodset?

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det første, jeg tænker på, når jeg ser ordet ’min’, er, hvordan det er et af de tidligste ord, man kan høre danske børn sige. ’Miiiiin’. Det med ejendomsforholdet er vigtigt allerede i dén alder, hvad enten det er en dukke eller en legoklods, der er tale om. Eller forældrene: Da min datter var lille, var hendes største kærlighedserklæring, når hun lænede sig ind til mig og sagde ’MIN mor’. Det var tider. Nu bruger præteenageren mere ’min’ om iPad, mobil og veninde.

På dansk står ejestedordet ’min’ foran navneordet. ’Min mor’, ikke ’moren min’ med både omvendt ordstilling og dobbeltbestemthed, som man kan have det på norsk. Derfor undrede forfatter m.m. Torben Sangild sig forleden på sin facebookside med rette over det udbredte udtryk ’manden min’. Sangild skrev: ’Jeg kender en, der har en aversion mod udtrykket ’manden min’ og andre varianter (’barnet mit’, ’faderen min’ etc.) – altså en omvendt ordstilling, der kunne minde om norsk syntaks, men som i stigende omfang bedrives af danskere på Facebook. Jeg deler ikke hendes aversion, men finder det dog pudsigt nok til, at jeg godt tør spørge: Hvorfor bruger nogen denne ordstilling på dansk?’.

Det er altså det søde, hyggelige, kælne, hengivne ved udtrykket, der får kvinderne til at bruge det

Måske har du også krummet tæer over udtrykket ’manden min’, måske har du aldrig hørt det, så her kommer nogle eksempler på, hvordan det bruges:

»Praler lidt af manden min ...«, »Se, hvad manden min har lavet«, »Så fyldte manden min år i lørdags« og »Manden min er i dag taget af sted på teambuilding«.

Det er især på Facebook, Instagram og i debatforummer for kvinder, jeg har fundet udtrykket. Eksempler på det sidste er Slyngebarn.dk, Baby.dk og Hestenettet.dk. Det ældste eksempel, jeg har kunnet opstøve, er fra 2009, så der er i denne form nok tale om et nyere udtryk, især brugt på sociale medier.

En hyggelig kontekst

Lad os høre fra kvinderne selv, hvorfor de bruger ’manden min’ – alle svar er fra diverse diskussionsgrupper om udtrykket:

»Jeg synes bare, det lyder sødt:)«, »Er skabsanarkist, og elsker det lidt bevidst klodsede«, »Det er lidt kælenavnsagtigt og udtrykker hengivenhed«, »Er da bare et sødt udtryk i stedet for altid at skrive det så traditionelt«, »Jeg synes, det er sådan lidt – poetisk. Samtidig med at det signalerer, at jeg lissom godt tør at blæse grammatikken et stykke«, »Lyder mere let i tonen end ’min mand’« og »Jeg bruger det i hygge«.

Det er altså det søde, hyggelige, kælne, hengivne ved udtrykket, der får kvinderne til at bruge det. Måske er det nuttet på grund af den lidt barnlige, bevidst klodsede omvendte ordstilling, som en af kvinderne nævner, ligesom der peges på, at det står i modsætning til det mere traditionelle, det vil sige kedelige ’min mand’, der åbenbart bliver for ’tungt’. Samtidig kan man med udtrykket ifølge kvinderne udvise sproglig kreativitet og fremstå poetisk og dermed være lidt grammatisk rebelsk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Levn fra Guldalderen

Tilbage til Torben Sangilds facebookside. Hvad kom der frem i kommentarerne af bud på, hvad der gør udtrykket så irriterende, og hvorfor det bruges? Det er for påtaget kælent, hed det i kommentarerne. Det er babysprog, det kan opfattes besidderisk at skrive ’min mand’, så er det mere uskyldigt med ’manden min’, kluntet forsøg på at være poetisk, man er forlegen ved at sige ’min mand’, fordi det virker for højtideligt, det er en leg med ord, der skal vise udsigerens mentale overskud og sproglige finurlighed, det er påtaget kærlighed til noget skandinavisk, eller måske fordi man har set for meget af den norske tv-serie ’Skam’.

Det forlegne, det kluntet poetiske, det påtagede og det skandinaviske er altså gennemgående bud på, hvorfor udtrykket bruges, og hvad der skaber aversionen. Det poetiske ved den omvendte ordstilling kender vi fra sangene ’Danse, danse, dukke min’ af H.C. Andersen og ’Kvinde min’ af Kim Larsen, som i udgaven ’manden min’ på mange virker knap så poetisk. Det kluntet poetiske ved udtrykket kan man også kalde en kliché, der måske er startet som en sproglig finurlighed. Som sprogprofessor Erik Hansen engang skrev: En sproglig kliché er en mislykket overraskelse.

At det skulle være ’Skam’, der har spillet ind, er tvivlsomt, eftersom ’manden min’ var udbredt længe før tv-seriens indtog, i hvert fald siden 2009. Faktisk daterer Ordbog over det danske sprog den omvendte ordstilling med ’min’ tilbage til Oehlenschläger, der levede 1779-1850: ’Hør du, allerkiæreste Hustru min!’. Andre eksempler fra ordbogen er ’Det er brav, Ven min’ (P.O. Brøndsted) og ’Datter min!’ (Grundtvig). Ordbogen betegner i 1933 denne omvendte ordstilling med ’min’ som arkaisk, spøgende og en skandinaviserende jargon.

Jeg foretrækker som udtryk for hengivenhed til enhver tid den traditionelle ordstilling i kærlighedserklæringen ’MIN mor’ fra datteren min.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden