0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Michael Bo: Som ung homo i 70'erne måtte jeg sniffe mig frem til en identitet helt uden rollemodeller

I journalist Michael Bos formative år fandtes der ingen rollemodeller, repræsentation kalder vi det i dag, inden for det homoseksuelle, og så bliver man dygtig til at tolke, veje, spejle og pejle, skriver han i dette essay.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Privat
Foto: Privat

Skribenten i et aarhusiansk vejkryds, cirka år 1979, på udkig efter fair repræsentation i gadebilledet. Men nej, Danmark i de år var ufortrødent heterofilt. I dag finder homoseksuelle repræsentation overalt i medierne, reklamerne og kulturen, men bliver vi dårligere til at oversætte virkeligheden og finde vores niche i den, når alt nu pludselig ligger på den flade?

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg husker det ikke som arbejde, slet ikke som hårdt arbejde.

Det er den slags proces, der foregår inde i én selv, og som handler om at blive voksen. Det er ligesom vokseværk, bare indeni.

Det med som ungt menneske at finde ind i den personlighed, man en dag fuldt og helt vil indtage. Det der med at finde sig selv.

Da jeg voksede op, var der intet af det, man i dag – i identitetspolitikkens tidsalder – kalder for repræsentation. Ikke alene var hverken min far, bror, onkler, fætre eller andre mænd i det daglige homoseksuelle, som jeg kunne lære at træde i karakter i skyggen af. Ligegyldigt hvor jeg kiggede hen i Aarhus anno 1976 og teenårene igennem, i mine mest formative år, så jeg kun heteroseksuelle, som jeg bare vidste, at jeg ikke var én iblandt. De eneste spejlinger af virkeligheden, jeg så, var heteroseksuelle – heteronormative kalder vi det i dag. I dag har homoseksuelle ironisk nok aldrig selv været mere heteronormative med vielsesringe og sammenbragte børn og skilsmisser og pensionsordninger og Netflix og spisestel i vitrineskabe.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere