Jeg husker det ikke som arbejde, slet ikke som hårdt arbejde.
Det er den slags proces, der foregår inde i én selv, og som handler om at blive voksen. Det er ligesom vokseværk, bare indeni.
Det med som ungt menneske at finde ind i den personlighed, man en dag fuldt og helt vil indtage. Det der med at finde sig selv.
Da jeg voksede op, var der intet af det, man i dag – i identitetspolitikkens tidsalder – kalder for repræsentation. Ikke alene var hverken min far, bror, onkler, fætre eller andre mænd i det daglige homoseksuelle, som jeg kunne lære at træde i karakter i skyggen af. Ligegyldigt hvor jeg kiggede hen i Aarhus anno 1976 og teenårene igennem, i mine mest formative år, så jeg kun heteroseksuelle, som jeg bare vidste, at jeg ikke var én iblandt. De eneste spejlinger af virkeligheden, jeg så, var heteroseksuelle – heteronormative kalder vi det i dag. I dag har homoseksuelle ironisk nok aldrig selv været mere heteronormative med vielsesringe og sammenbragte børn og skilsmisser og pensionsordninger og Netflix og spisestel i vitrineskabe.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
