Ny Prince-film i støbeskeen: ’Purple Rain’-sangerens musik bliver til musical

Prince' sange bliver til filmmusical, efter at Universal Pictures har købt rettighederne. 
   Foto: Chris O'meara/AP
Prince' sange bliver til filmmusical, efter at Universal Pictures har købt rettighederne. Foto: Chris O'meara/AP
Lyt til artiklen


Lilla regn kommer til at dale ned over filmbranchen. Den højtelskede, storsælgende og prisbelønnede musiker Princes sange skal nemlig danne grundlaget for en ny film.

Det er Universal Pictures, der har købt rettighederne til adskillige af musikerens sange – og ifølge Variety skal de bruges til at indspille en filmmusical.

Det bliver imidlertid ikke en efterfølger til filmen ’Purple Rain’ fra 1984, der handlede om musikeren bag sangen og albummet af samme navn. I stedet bliver det en fiktiv fortælling inspireret af Princes musik.

Præcis hvilke sange der er tale om, oplyser filmselskabet dog ikke.


De internationale anmeldere er ellevilde med Prince' nyudgivne hjemmeoptagelser fra 1983

Nyheden om filmen kommer i hælene på en række lignende nyheder om sangerens værker, der siden hans død i 2016 er blevet udgivet, genudgivet eller filmatiseret.

I august blev 23 af sangerens album fra årene 1995-2010 delt på diverse streamingtjenester — noget, Prince før sin død stædigt havde holdt sig fra.

Hans posthume album ’Piano & A Microphone 1983’ udkom i september. Også sangerens besøg hos en 20-årig fra Wyoming, der via MTV havde vundet et date med Prince, bliver lavet til en film.

Simone Scheuer-Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her