Socialdemokratisk regering præsenteres på Amalienborg slotsplads september 1973: Kjeld Olesen, K. Axel Nielsen, bogens forfatter Karl Hjortnæs, Ritt Bjerregaard, Orla Møller, Anker Jørgensen, Chr. Thomsen, Svend Jakobsen.
Foto: Morten Langkilde

Socialdemokratisk regering præsenteres på Amalienborg slotsplads september 1973: Kjeld Olesen, K. Axel Nielsen, bogens forfatter Karl Hjortnæs, Ritt Bjerregaard, Orla Møller, Anker Jørgensen, Chr. Thomsen, Svend Jakobsen.

Kultur

Ny bog slår fast: Socialdemokratiet er både historisk og ideologisk et venstrefløjsparti

I et opgør med corydonismen formaner Karl Hjortnæs Socialdemokratiet om ikke at glemme sin historiske arv og sin karakter som et klassebevidst parti.

Kultur

Karl Hjortnæs er en ældre herre på 84 år, men hans bog om Socialdemokratiet, som han var et ledende medlem af i 1970’erne og 80’erne, er ikke en røst fra graven. Den er tværtimod spillevende. Og indigneret over den kurs, hans gamle parti slog ind på, ikke mindst under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, der erstattede politik med teknokrati.

Men, som Hjortnæs allerede skriver i forordet, duer indsatsen ikke »uden passion, engagement og bevidsthed om, hvem man repræsenterer på den politiske kampplads«.

Partiets tilbagegang i Europa

Det syn kan man afvise som ’gammeldags’, men den teknokratiske og neoliberale vej, som de europæiske Socialdemokratier har fulgt i flere år, har under alle omstændigheder ført til store nederlag som f.eks. i Holland, Frankrig og Italien.

Bogen er præget af en tiltalende beskedenhed, også når det gælder skildringen af forfatterens perioder som minister

I Danmark har tilbagegangen været mindre følelig, men når man tænker på, at partiet i årtier lå på ca. 40 pct. af stemmerne, er de nuværende 25-26 pct. trods alt ret ringe. Og med fagbevægelsens løsgørelse fra partiet er karakteren af ’folkebevægelse’ forsvundet.

Sammen med Svend og Ritt

I en blanding af erindringer og politisk analyse følger Hjortnæs partiets udvikling fra 1971, hvor han selv blev valgt til Folketinget sammen med bl.a. Svend Auken og Ritt Bjerregaard, frem til i dag. Fremstillingen er redelig, med en gunstig bedømmelse af Anker Jørgensen som statsminister, herunder hans inklusion af Venstre i et mislykket regeringssamarbejde 1978-79. Hjortnæs var nok på partiets venstrefløj med passion og engagement – han støttede også ØD-tanken – men indimellem glippede instinktet åbenbart. De to ’røde flertal’ 1966-67 og 1971-73 forholder han sig mærkeligt nok ikke til.

Bogen er præget af en tiltalende beskedenhed, også når det gælder skildringen af forfatterens perioder som minister. Dog lider den under en stærk partiskhed i skildringen af Svend Aukens sidste år som formand, hvor Hjortnæs kom i klemme mellem Ritt og Svend og valgte den første. Her kan den kun læses som et partsindlæg imod Auken.

Markedskræfterne vinder frem

Det, mange vil læse den for, er dog næppe disse ofte skildrede, uskønne personslagsmål, men dens opgør med de sidste 20-25 års politikudvikling i Socialdemokratiet. Først er det Nyrup, som må holde for pga. en mere liberalistisk tilgang med udsalg af offentlig ejendom (Tele Danmark som det værste), mindre regulering af finanskapitalen og indførelsen af New Public Management. Markedskræfterne vandt frem, og unge socialdemokrater som Henrik Sass Larsen og Morten Bødskov begyndte åbent at drage velfærdssamfundet i tvivl. Hjortnæs taler om »den ideologiske forureningsproces, som fik luft under vingerne i 1990’erne«.

I modsætning til Corydon slår Hjortnæs fast, at Socialdemokratiet både historisk og ideologisk er et venstrefløjsparti

Derfra var det en glidende udvikling i neoliberal retning og gradvis tab af medlems- og vælgertilslutning. I Thorning-Schmidts periode gik Socialdemokratiet med Hjortnæs’ ord fra at være et klasseparti til et teknokratparti og med en finansminister – Corydon – ’uden socialdemokratisk kompas’. Det viste sig mest markant med det delvise salg af DONG til Goldman Sachs, men også i Corydons naive tiltro til Finansministeriets regnemodeller og forestillingen om ’den nødvendige politik’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er noget ’gammel vismand’ over Hjortnæs’ bog

I modsætning til Corydon slår Hjortnæs fast, at Socialdemokratiet både historisk og ideologisk er et venstrefløjsparti, og at det kun er de gange, partiet har glemt dette, at arbejderne ikke længere kunne genkende deres parti. Han formaner den nye ledelse om, at Socialdemokratiet skal være et ’klassebevidst parti’, og at det ikke nytter at fremstille sig som et midterparti uden særinteresser til fordel for lønarbejderne (i bred forstand) og de mindrebemidlede. ’Midten’ er et parlamentarisk mødested – ikke et standpunkt.

Inspiration til valgåret

Der er noget ’gammel vismand’ over Hjortnæs’ bog, og Socialdemokratiets nye ledelse kan få stof til eftertanke ved at læse den. Nogle vil sikkert kalde den gammeldags og tankerne forældede, men det gjorde man også, da Jeremy Corbyn i Labour trådte frem med sit gammel-socialdemokratiske program om en mere retfærdig fordeling, regulering af kapitalen og re-nationalisering af de offentlige tjenester. Men det var de krav, Labour vandt valget med i 2017. Det danske valg næste år vil vise, om de hjemlige socialdemokrater på samme måde kan genvinde lønarbejdernes tillid, eller om man fortsætter som et ’midterparti’, styret af teknokrater.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce