Videospil vinder pigehjerter: Det er ikke længere kun drengene, der griber controlleren

Et stigende antal piger placerer videospil på top 10 over deres favorit fritidsaktiviteter. Særligt e-sporten vinder indpas  Foto: M. Spencer Green/AP
Et stigende antal piger placerer videospil på top 10 over deres favorit fritidsaktiviteter. Særligt e-sporten vinder indpas Foto: M. Spencer Green/AP
Lyt til artiklen

Videospil er ikke længere kun en favorit blandt drenge verden over. Flere og flere piger griber i deres fritid controlleren og gamer løs. Det viser en ny britisk undersøgelse foretaget af researchfirmaet Kids Insight, skriver The Guardian.

Firmaet har undersøgt og kortlagt den engelske ungdoms fritidsvaner ved at interviewe over 5.000 børn og unge i alderen 4-18 år, og undersøgelsen viser, at gaming er blevet så stor en favorit blandt pigerne, at stadig flere sætter computerspil på listen over deres ti yndlingshobbyer — lige i hælene på at tegne og at synge.

Det er særligt i e-sporten, man kan spore en stigende interesse blandt piger. Den konkurrenceprægede sportsgren har især vundet mange drengehjerter, men nu er antallet af piger, der dyrker eller følger med i e-sport, også stigende. Faktisk så meget, at stigningen i antallet af piger, der sætter sig bag skærmen og gamer løs, overgår den samme stigning i gruppen af 13-15 årige drenge.


De har billioner af kroner, men en lille konservativ gruppe med hvide vaner kan slet ikke se det

Stadig en kønskløft

Selv om gaming i langt højere grad vinder indpas på listen over pigers foretrukne hobbyer, er der fortsat en stor kønskløft, når det kommer til videospil.

Mens 14 procent af 4-12-årige og 21 procent af de 13-18-årige drenge placerer gaming som en af deres absolutte favoritfritidsaktiviteter, gælder det kun for 3 procent for pigerne.

Hvad er Fortnite, og hvorfor er det blevet så ualmindelig populært? Vi forklarer, hvad det går ud på

Her er det stadig de mere klassiske fritidsaktiviteter, der tiltrækker piger. Højt på deres liste med favoritter står blandt andet læsning, svømning og dans.

Når det kommer til e-sport, er kløften mellem de to køn dog langt mindre. Lige over 10 procent af piger og drenge mellem 13 og 15 år fortæller, at de deltager i e-sport. En lignende andel siger, at de har deltaget i deciderede e-sports-begivenheder.

De mest populære spil blandt begge køn er ifølge Kids Insight skydespillene ’Overwatch’ og ’Call of Duty’ samt fodboldspillet ’Fifa’.

Når e-sport bliver vist på tv, har piger og drenge nogenlunde de samme tilbøjeligheder – i hvert fald indtil en hvis alder. I 16-18 års-alderen ser kun 10 procent af pigerne e-sport i tv, mens næsten en tredjedel af drengene tænder for fjernsynet.

Simone Scheuer-Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her