På sit femte album er Sharon Van Etten som forvandlet med gnister af synth og håb i sine dunkle kærlighedssange.

5 hjerter til forvandlet indiedarling: Sharon Van Etten har revet sit livsmanuskript over og skeptisk (!) givet tilværelsen en ny chance

Lyt til artiklen

Sharon Van Etten har lige udvidet min personlige liste over album med brillante åbningsreplikker.

På den liste står blandt andet N.W.A.s proklamering om styrken i gadevisdom på ’Straight Outta Compton’. Eller Mount Eeries sorgtunge konstatering »Death is real« på ’A Crow Looked At Me’. Og naturligvis Håkan Hellstrøms første strofer på ’Känn ingen sorg för mig Göteborg’:

»Ge mig arsenik/ För stan är full av tanter och tragik«.

Listen over de sange, der med få ord slår en grundtone an og sætter en scene, man tager med sig gennem resten af et album, er lang. Og nu føjer Sharon Van Etten sit femte album til samlingen af poetiske dum-dum-kugler med ordene:

»Sitting at the bar, I told you everything/ You said: Holy shit/ you almost died«.

Sunget med samme rugende fornemmelse, som Low bygger katedraler af, men her holdt fast til jorden med en voksende synthdrone under ensomme klaverakkorder og Van Ettens dybe stemme.

Så har den 37-årig singer-songwriter ligesom fanget min opmærksomhed. Og med et fermt kunstgreb giver Van Etten ikke flere detaljer, men holder os med hemmelighedens magnetisme fast gennem ti sange om nyfunden kærlighed, fortidens genfærd og de erfaringer, livet aflejrer i os.

En ny begyndelse

Har man fulgt lidt med i Sharon Van Etten musik og liv gennem de seneste ti år, kan man hurtigt forestille sig, hvad det er for en fortælling, der bliver udvekslet i baren.

Historien om Sharon Van Etten er historien om en ung sangskriver fra New Jersey, der stikker af til Tennessee, møder en mand, der holder hendes kreativitet nede og piner hendes evne til at elske.

Indtil hun stikker af i natten, vender hjem til New York og finder et nyt hjem i Brooklyn. Her vokser rugende flotte sange om kvælende kærlighed og smertelige forveksling af forelskelse og ødelæggelse underspillet ud af guitaren.

Først på den spartansk producerede indiefolk-udgivelse ’Because I Was In Love’ i 2009. Senest på den mere dunkelt rockende ’Are We There’, hvor hun med et ekko af tidlig PJ Harvey i både undergangstone og stemme sang:

»Break my legs so I won’t walk to you/ Cut my tongue so I can’t talk to you/ Burn my skin so I can’t feel you«.

I de fem år, der er gået siden ’Are We There’, har Sharon Van Etten skrevet sit livsmanuskript om.

Hun lagde musikken væk, fik et barn med sin manager, sprang ud som skuespiller i Netflix-serien ’The OA’ og genoptog sine psykologistudier. Hun har en ambition om at slå sig ned som terapeut, når hun fylder 50, men vurderet ud fra de nye sange er det nok det med barnet og manageren, der har været afgørende.

For midt i hele det smukke kaos, der er afspejlet på albummets cover som et truende hjerteanfald for alle med hang til japanske oprydningsmetoder, begyndte sangene at pible frem. Ikke på guitar, men fra synthesizeren.

Resultatet er ti sange, der er inspireret af synthdronerne fra Nick Caves ’Skeleton Tree’, men har mere ekko af den buldrende undergangsstemning på Suicides 1977-debut. Sangen ’I told you eveything’ er ikke bare en brillant begyndelse, men en helt ny begyndelse.

Kærlighed på trods

Der er hudløst ærlige kærlighedserklæringer, håbfulde veje væk fra kærlighedens gamle arvæv og endda en ufiltreret sang til sønnen, ’Remind me tomorrow’. Men der er ikke lyserødt og nuttet hos Sharon Van Etten. Der er menneskeligt og rodet. Hendes kærlighed har modhager, hendes livssyn er skeptisk. Rester af det gamle mørke ligger og flyder i de musikalske kroge.

Når hun forelsket kører ad Highway 1 på ’Malibu’, foregår det over et klippeskred af støjende synths. Triphoppet feberjazz slår ud i lys lue på den vidunderligt hjemsøgte ’Memorial Day’ om kunsten at lære af historien eller være dømt til at gentage den. Og der er båndsløjfer af Suicide på sangen med den sigende titel ’No One’s Easy To Love’.

Hendes stemme er stadig en muskel, der kan folde sig ud i længselsfulde toner, trække en tone ned under vandoverfladen og flænge et øjeblik med sin falset. Og i den radikale forvandling af Sharon Van Ettens lyd har hun har aldrig været mere insisterende.

Selv når hun mellem foruroligende smukke harmonier og stormfuldt svajende popmelodier skruer op for den rockende intensitet og det kropslige nærvær på den stampende rebelrefleksion ’Comeback Kid’ og den gribende Springsteen-pastiche ’Seventeen’, lyder hun, som om hun synger hen over en afgrund. Storladent og svimlende, men ikke helt fortabt.

Albumtitlen er heller ikke dårlig. Med sin blanding af snooze-mekanismen på telefonen og den daglige lavine af informationer og gøremål er den en præcis knappenål ned i samtiden. Måske skal jeg bruge resten af eftermiddagen på at lave en liste over de bedste albumtitler. Mens jeg har Sharon Van Etten kørende på repeat og tænker: Holy shit!

Simon Lund

fortsæt med at læse