Patricia Piccininis figurer er uhyre realistiske ved at være fremstillet af silikone, glasfiber og rigtige menneskehår! Kan ses frem til 8. september på Arken i Ishøj.
Foto: Patricia Piccinini, Kindred, 2018.

Patricia Piccininis figurer er uhyre realistiske ved at være fremstillet af silikone, glasfiber og rigtige menneskehår! Kan ses frem til 8. september på Arken i Ishøj.

Kultur

Ny stor udstilling på Arken: Hvem hygger i sengen? Er det menneskefigurer? Eller dyr?

Museet Arken i Ishøj åbner udstillingen ’En kærlig verden’. I næste uge vil også den største rendyrkede popstjerne på Jorden lige i dette flygtige øjeblik også stå klar med et nyt album, og Maggie Nelsons allerede udråbte mesterværk ’Argonauterne’ udkommer på dansk. Politikens anmeldere ser frem mod den kommende uges kultur.

Kultur

KIM SKOTTE OM FILM: Kapernaum. Instr. Nadine Labaki. Biografpremiere 7. februar.

Kore-edas ’Shoplifters’ vandt Guldpalmen, men filmen, der kvaste hjerter på sidste års Cannes-festival, var Nadine Labakis film om den syriske flygtningedreng Zain. Filmen om drengen, der lægger sag an imod sine forældre, fordi de har født ham ind i en verden fuld af elendighed, blander på uortodoks måde et dickensk eventyr med tålmodig dokumentarisk research fra samtidens mest åbne sår.


THOMAS MICHELSEN OM KLASSISK: Det Kongelige Kapel på ridderfærd. Operaen. 8. februar.

Det er altid en oplevelse, når Det Kongelige Kapel stiger op af orkestergraven i Operaen for at give koncert på scenen. Denne gang får publikum både symfonisk musik i form af Richard Strauss’ klingende eventyr om den komiske ridder Don Quixote – med cellisten Andreas Brantelid som solist – og en hel Wagner-akt. Også gralsvogterne i ’Parsifal’ er nemlig et broderskab af riddere, og med Johan Reuter, Ann Petersen og Niels Jørgen Riis som solister dirigerer Alexander Vedernikov 2. akt af Wagners gralsopera, hvor helten Parsifal møder den forføreriske Kundry i troldmanden Klingsors rige.

SIMON LUND OM BEAT: Ariana Grande: Thank U, Next. Nyt album ude 8. februar.

Ariana Grande er den største rendyrkede popstjerne på Jorden lige i dette flygtige øjeblik. Da hun for to uger siden udgav singlen ’7 Rings’, satte den YouTube-rekord som den mest afspillede musikvideo i løbet af 24 timer – og nåede som den hurtigste 100 millioner afspilninger nogle dage senere. Og hun har fart på. Ikke engang et år efter, at Ariana Grande udgav sig fjerde album, ’Sweetener’, kommer nu det femte, ’Thank U, Next’. Med en slet skjul hilsen til ekskæresten, komikeren Peter Dawson, i titlen. Forhåbentlig er det et varsel om, at Grande fortsætter med at åbne det personlige rum op i sin toptunede r’n’b-pop, som hun begyndte på sidste år.

PETER MICHAEL HORNUNG OM KUNST: Patricia Piccinini – en kærlig verden. Arken. Ishøj. Åbner 9. februar.

Der er ingen chance for, at Arkens næste udstiller, Patricia Piccinini (født 1965), får til opgave at portrættere en politiker! Og det selv om den australske kunstners figurer er uhyre realistiske ved at være fremstillet af silikone, glasfiber og rigtigt menneskehår! For hendes skulpturer, der fylder museet i Ishøj frem til 8. september, er en verden af hybride skabninger, mutationer og mellemting mellem menneskelignende væsener og dyr. Neopop siger nogen! Eller en livagtig fortælling fra krydsfeltet mellem videnskab, teknologi og ren fantasi, som man kan se, hvis man tør.

LARS HEDEBO OLSEN OM DESIGN: Totem. Cathrine Raben Davidsen hos Royal Copenhagen, Amagertorv, Kbh. Fra 8. februar.

Det er en gammel tradition hos Royal Copenhagen, at tidens største kunstnere får lov at prøve kræfter med porcelæn og keramik. Det har folk som Svend Hammershøi, Axel Salto, Jeanne Grut og Bente Hansen gjort igennem tiden, og det har givet porcelænsfabrikken mulighed for at have skulpturer, krukker og andet i kollektionen, som har suppleret de klassiske spisestel. Kunstneren Cathrine Raben Davidsen har de seneste år eksperimenteret med keramikken som alternativ til det papir og de lærreder, hun ellers udtrykker sig på, og fra 8. februar kan man se hendes kollektion Totem, der er kulminationen på to års samarbejde mellem Royal Copenhagen og Raben Davidsen. Godt 150 krukker, potter, skåle og fade, der er skabt i store og små størrelser og med glasurer, der svinger fra det helt lyse til det mørke – næsten klassisk græske. Til 31. marts.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


JES STEIN PEDERSEN OM BØGER: Maggie Nelson: Argonauterne. Rosinante. Udkommer 8. februar.

Forventningerne er enorme. Amerikanske Maggie Nelsons ’Argonauterne’, som nu kommer på dansk, er allerede udråbt til et mesterværk. Moderne erindringer i dialog med, hvad filosoffer gennem tiden har sagt om kærlighed, begær, identitet, køn, seksualitet, ægteskab og moderskab. Forfatterens elskede, Harry Dodge, gennemgår en kønsskifteoperation, hun er selv gravid, det er store ting og stærke sager, der skrives om. Litteraturen er for alvor ankommet til vor tid, og fortiden får lov at tale med.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden