Den flyvende Hollænders’ kvindelige hovedrolle Senta overlever i Lotte de Beers nutidige fortolkning af den klassiske opera på Malmø Opera.
Sådan gik det ikke, da Wagner oprindeligt skrev stykket i 1843, men som dramaturgen i Malmø Operas programbog skriver, er det, fordi det »hyperromantiske kvindebillede kan vi i 2000-tallet ikke længere kendes ved«.
Senta synges af svenske Cornelia Beskow. Hun betragter sig selv som en feministisk operasangerinde og har tidligere været med i værker, hvor kvinderollen er omskrevet til en mere moderne og selvstændig karakter.
Hun mener, det er på tide, at vi revurderer kønsrollerne i opera, og blev med egne ord »utrolig glad«, første gang hun læste de Beers fortolkning og så, at Senta ikke går i døden for sin sømand.
»I de fleste klassiske operaer repræsenterer kvinderne en tid, hvor de var mandens ejendom, og det er ikke noget, vi vil vise på scenen om og om igen. Opera er en kunstart, der flytter sig over tid. Nu har vi den her fantastiske opera, som vi gerne vil vise, men hvorfor må vi ikke vise kvinden på en ny og moderne måde?«, spørger Cornelia Beskow.
Politisk korrekte svenskere
Men selv om der i værkets programbog står, at Wagners oprindelige senromantiske portræt af en kvinde, der går i døden for sin elskede, ikke duer i dag, er det ifølge Malmø Operas direktør, Michael Bojesen, ikke helt sådan, det forholder sig.
»Det er muligt, der står sådan i programbogen, men selvfølgelig kan vi da vise en kvinde, som ofrer sig. Utrolig mange operaer er dog skrevet på et tidspunkt, hvor hele kvinderollen blev reduceret til, at hun ofrede sig for manden. Det var ligesom det største, hun kunne opnå. Og det er jo smukt, at der er folk, der ofrer sig for hinanden, men det bliver også meget endimensionelt«, siger Michael Bojesen.
Og så er operaverdenen jo ikke et museum. Det er en kunstform i konstant udvikling, og derfor er det vigtigt, at også de gamle klassikere indimellem får et ansigtsløft, så de har en nutidig relevans, mener Michael Bojesen.
»Jeg har bemærket, at det danske publikum, der har set stykket, trækker lidt på smilebåndet og siger ’Ja, ja, det er den politiske korrekthed i Sverige’, men kunst har altid skullet reflektere og spejle vores samfund, og der ligger ikke nogen løftet pegefinger i stykket«.
Universelle sandheder
Et af de markante eksempler på en feministisk fortolkning af opera var i 2006, da Kasper Holten iscenesatte Wagners ’Ring’ på Det Kongelige Teater, og den kvindelige hovedrolle ikke kaster sig ind i bålets flammer til sin døde mand, men i stedet overlever og føder en datter. Siden har Holten, der i dag er chef for Det Kongelige Teater, fortolket flere stykker fra et moderne kvindeligt perspektiv.
»Paradigmeskiftet er sket, ved at vi i dag i det hele taget nok ser anderledes på køn og identitet, end vi gjorde for 10-20 år siden, og det spejler sig naturligvis i kunsten. Vi kan ikke lade, som om der ikke er sket noget i verden«, siger Kasper Holten.
»Operaer er gennem 400 år blevet skrevet af hvide mænd til hvide mænd. Kvinder har spillet den spændende, seksuelle, interessante karakter, som dør til sidst, så vi kan gå trygge ud af teatret, fordi hun ofrede sig for manden. Det må vi forholde os til i dag, fordi samfundet har udviklet sig«.
»For da det samtidig er store mesterværker, som har nogle universelle sandheder og fantastisk musik, skal vi naturligvis fortsat spille disse værker – men vi fortolker dem så nogle gange på ny og finder nye indsigter i dem«, siger Kasper Holten, der dog understreger, at fortolkningen skal ske i et kunstnerisk øjemed.
»Hvis man gør det ud fra en ærlig lyst til at afdække nye lag i værket på dets egne præmisser, er det interessant. Hvis man gør det som en gimmick, eller fordi man tror, det er smart eller politisk korrekt, bliver det noget rod«.
fortsæt med at læse
