Det er gået stærkt. Ganske vist har flygelhornspilleren Jakob Buchanan længe haft en musikalsk affære kørende med Grønland. Det er snart ti år siden, han sammen med percussionisten Marilyn Mazur, pianisten Simon Toldam og guitaristen Jakob Bro udgav det hypnotisk smukke album ’I Land in the Green Land’, som jeg stadig hører, og som vitterlig er en stor anbefaling værd. Men Buchanans seneste projekt er skabt i en spurt.
Så sent som i sommer var han sammen med den norske slagtøjsspiller Helge Norbakken i Nuuk for at indsamle materiale til deres tværkunstneriske epos ’Songs to the Green Land’, og fredag blev resultatet uropført i København.
Hørt op imod det intime kvartetalbum var de tos nye gesamtkunstwerk et næsten uoverskueligt multikunstnerisk forløb af fem kvarters varighed.
»For mig er det en optursplade«: Naja Marie Aidt og Nikolaj Nørlund har lavet et album sammen – på mailUd over de to komponister selv, der fungerede som drivkræfter i opførelsen, var Aarhus Jazz Orchestra på scenen. Suppleret af Toldam på tangenter og Jonas Westergaard på kontrabas. Dertil kom to grønlandske kor i nationaldragter samt – meget væsentligt for det samlede udtryk – en række fotosekvenser, som komponisterne havde bragt med sig hjem fra den store ø mod nordvest.
Lokumspapir i vinden
Og så var der ordene. Brugt som et selvstændigt lag i suiten, som var opdelt i seks satser, var det bevægende, når man på storskærm så grønlandske ansigter, der udtalte gloser for begreber som »hjem«, »vej« og »kærlighed«.
Ansigterne var furede. En strimmel lokumspapir eller noget, der lignede, blæste i vinden foran en boligblok. Folk gik på gaden omgivet af biler i trøstesløst vejr, mens musikken skiftevis ramte det højstemte eller lod slagtøjet tale.
Det hymniske kommer meget let i spil, når man har så mange sangere og musikere til rådighed. Men det var det talende, der fangede min fantasi. Helge Norbakken har hentet sin slagtøjsfilosofi i Afrika, og placeret bag trommer og bilfælge, siddende som et lokomotiv midt i orkestret, brugte han sine instrumenter og sin stemme, som om de var en og samme ting. Han holdt simpelthen musikken oven vande, nærmest ene mand.
Virtuose, tilbagelænede guitarfortællingerJakob Buchanans mørkbejdsede flygelhorn var en nydelse, hver gang han lod det trænge gennem nordenvinden og række op mod Mælkevejens stjerner. Til gengæld var korsangerne tydeligvis udfordret, og bigbandet brugte energi på at holde tungerne lige i munden.
Aarhus Jazz Orchestra har et højt niveau, og den tilsyneladende uopslidelige dynamo i Aarhus’ musikliv, den allestedsnærværende domkantor, organist og dirigent Carsten Seyer-Hansen, gjorde et fremragende stykke arbejde med at holde sammen på det hele. Men bare to dages prøver havde ikke været nok til helt at få færdig form på det ambitiøse mega-opus, og det blev ikke bedre af, at Simon Toldams koncentreret-minimalistiske indsats ved flygel og keyboards på skift blev under- og overeksponeret.
Det var Jakob Buchanan, der nyfortolkede ’Drømte mig en drøm i nat’ til åbningen af kulturbyåret Aarhus 2017, og som instrumentalist er han altid spændende. Men hans og Helge Norbakkens nye Grønlandssuite kunne måske strammes lidt nogle steder. Det sidste kvarter virkede meget langt.
Det styrkede heller ikke oplevelsen, at de grønlandske ord – brugt netop for deres musikalske kvaliteters skyld – blev suppleret med engelske. Det skabte snarere lidt forvirring i det ambitiøse værk, som ved uropførelsen stod på lidt usikre ben. I hvert fald var det slående, hvor meget mere overbevisende korsangerne lød, da de som ekstranummer sang fødselsdagssang for Buchanans kone. Tænk, hvis de havde sunget sådan i ’Songs to the Green Land’. Men nu findes værket, og måske står det skarpere, allerede når det bliver gentaget i Musikhuset Aarhus i aften lørdag.
fortsæt med at læse
