Museet i Nordsjælland havde cirka 30.000 flere gæster end århusianske ARoS i 2018.

Louisiana er nu landets mest besøgte museum

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har løftet sit besøgstal med næsten 100.000 på et år.  Foto: Lars Hansen/POLFOTO
Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har løftet sit besøgstal med næsten 100.000 på et år. Foto: Lars Hansen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Tælleapparaterne på kunstmuseet Louisiana var overordentligt travle sidste år.

755.584 besøgende lagde således vejen forbi museet i 2018. Det gør samtidig museet i Humlebæk til det mest besøgte i hele landet.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, ifølge TV 2 Lorry.

Dermed bliver Aros i Aarhus vippet af pinden efter at have haft flest besøgende de foregående to år.

722.109 besøgte Aros i 2018, hvoraf de 508.000 gik ind til udstillingen, og de resterende besøgte Aros for eksempelvis at se bygningen eller spise i restauranten.

Det er glædeligt, at den stigende interesse for kunst og kultur på landsplan også kan ses hos Louisiana, siger økonomidirektør, Carsten Skjøt, til TV 2 Lorry.

»De stigende besøgstal på landsplan betyder jo også, at hvis du bor i Aarhus og interesserer dig for kunst, er det sandsynligt, at du også besøger Louisiana, når du er i København - og omvendt«, siger Carsten Skjøt med henvisning til, at der generelt har været lidt over en million flere besøgende på landets museer i 2018 i forhold til 2017.

På Louisiana er besøgstallet steget med næsten 100.000 i forhold til 2017.

Ritzau/politiken.dk

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her