Nogle gange kan der komme de mærkeligste resultater ud af menneskets gøren. For eksempel har forskere fra Schweiz, Tyskland og USA fundet ud af, at atomprøveprængningerne i midten af det 20. århundred kan være med til at fastslå, om et kunstværk er ægte eller en kopi, skriver The New York Times.
Forskerne har vist, at man med fiber fra et lærred eller en plet maling på størrelse med en nålespids kan fastslå, om maleriet er blevet til, før eller efter der er blevet sprængt atombomber i verden.
Siden 1940’erne har man brugt kulstof 14-prøver til at fastslå, hvor gammelt noget er. Og nu har forskerne fundet ud af, at sprængningerne af atombomber i midten af det 20. århundred har medført en stigning i antallet af kulstof 14-isotoper i alle organismer, der er er kommet til siden da.
Faktisk var antallet fordoblet i atmosfæren, da det internationale forbud mod prøvesprængninger blev indført i 1963. Og den stigning i kulstof 14-isotoper kan aflæses i alt levende og dødt materiale, som er kommet til siden da.
Og derfor kan man også fastslå, om et maleri, der påstås af være for eksempel et originalt impressionistisk maleri fra 1890, rent faktisk er malet før eller efter prøvesprængningerne.
Svært at afsløre snyd
Man har siden 1972 brugt bindemidlet i malingen og siden 2015 også brugt fibrene i lærredet for at afsløre forfalskninger. Men det har altid været muligt for meget dygtige forfalskere at snyde de tests ved for eksempel at male på gamle lærreder, skriver The New York Times.
Samtidig har det været nødvendigt at tage materiale fra maleriet på størrelse med frimærke – og dermed skade maleriet – for at undersøge det ordentligt.
Med den kulstof 14-metode, som forskerne nu har opfundet, kan de med selv meget små prøver med 100 procents sikkerhed fastslå, om maleriet er lavet før eller efter atomprøvesprængningerne.
Men ifølge forskerne er det ikke en model, der kan bruges til tid og evighed. For jo længere der går fra de seneste prøvesprængninger, jo nærmere kommer antallet af kulstof 14-isotoper på det niveau, som var normalt inden atombombesprængningerne.
fortsæt med at læse








