Nogle finder deres retning meget tidligt i livet, og sådan et menneske var Birgit Jürgenssen. Kun otte år gammel blev hun ikke bare optaget af Picassos kunst, hun tegnede også egne værker – og underskrev dem Bicasso, med en sammenskrivning af hendes eget kælenavn, Bi, og det kendte kunstnernavn.
Både kunsten, humoren og fokus på egen persona skulle følge Jürgenssen resten af livet og karrieren, der burde have været henholdsvis længere og større. Jürgenssen døde allerede som 54-årig, og i hendes levetid foldede karrieren sig aldrig for alvor ud, selv om hun havde masser af talent, som man lige nu kan se på Louisiana.








