Lilla. Blå. Grøn. Gul. Orange. Der bliver knald på farverne, når det populære britiske bilprogram i den nye sæson sender et afsnit fra Brunei.
Det sker i solidaritet med homoseksuelle i det olierige land på øen Borneo og i protest mod sharialovgivningen, der blev indført i april i det lille kongedømme.
Loven, som i maj blev midlertidigt suspenderet efter internationale protester, betyder blandt andet, at personer, der får en dom for at dyrke analsex, skal idømmes dødsstraf ved stening.
Tv-optagelserne i Brunei fandt sted tilbage i marts, før indholdet af loven blev kendt, udtaler værten Freddie Flintoff til The Guardian.
»Vi ville aldrig have filmet i Brunei, hvis loven var blevet offentliggjort før. Ligesom millioner af mennesker rundt om i verden fordømmer jeg på det kraftigste udviklingen i Brunei. Ingen fortjener at blive stenet til døde, lige meget hvem de elsker. Kærlighed er kærlighed«.
I programmet krydser Flintoff og medvært Paddy McGuinness Borneo og besøger dernæst sultanen, som åbenbart er samler af luksusbiler.
Kort tid efter hjemkomsten blev sharialovgivningen indført, og protesterne, som var anført af berømtheder som George Clooney og Elton John, satte nyhedsdagsordenen. Og i begyndelsen af maj lod sultan Hassanal Bolkiah forstå, at dødsstraffen var suspenderet.
»Både den normale lov og sharialovgivningen er til for at skabe fred og harmoni i landet«, udtalte sultanen i den forbindelse ifølge AFP.
Men til The Guardian understreger Flintoff, at den midlertidige suspendering ikke ændrer ved planen om at lade de to biler i pride-farverne indgå i programmet i solidaritet med homoseksuelle i Brunei.
»Selv om man hævder, at loven ikke vil blive effektueret, er truslen stadig reel, og alene truslen er en skrækkelig krænkelse af menneskerettighederne«.
fortsæt med at læse








