Den virker ellers rimelig grebet ud af luften og derfor også vidtløftig, præmissen for denne otte afsnit lange miniserie. En ung kvinde, lykkeligt gift med sin air-condition-anlægsinstallatørmand, er på stranden med deres søn. Solen skinner. Vejret er dejligt. Folk fylkes i det gode vejr. Vor heltinde – eller antiheltinde, skal det vise sig – sidder og skræller en pære til barnet med en kniv.
Foran dem sidder et jævnaldrende par og kæler på den anmassende måde, visse forelskede gebærder sig på, når de gerne vil vise hele verden, hvor glade de er for hinanden uden ligefrem at invitere på liveshow. De spiller også noget musik, og pludselig rejser Cora – som hun hedder – sig, går femten meter frem mod parret, hvorefter hun snapt og metodisk hugger manden ned med den kniv, hun kort forinden skar frugt med.








