Komikeren Kelly Bachmann følte, at det var hendes pligt fra scenen at italesætte netop det, ingen havde lyst til at tale om: nemlig, at filmmogulen Harvey Weinstein var til stede i lokalet.
»Jeg er komiker, og det er mit job at sætte ord på elefanten i lokalet«, sagde Kelly Bachmann ved talentshowet Actor’s Hour i New York, skriver The Guardian.
Harvey Weinstein er af over 75 kvinder blevet anklaget for voldtægt eller for at have udsat dem for andre overgreb eller sexchikane, hvilket han nægter at have gjort.
Kelly Bachmann tilføjede, at hun ikke vidste, at man skulle medbringe sin egen »voldtægtsfløjte« til Actor’s Hour – dvs. en fløjte, man tilkalder hjælp med i tilfælde af overfald.
Publikum reagerede først ved at buhe ad hende, mens andre herefter hujede og klappede. Det kan høres på et videoklip, Kelly Bachmann har lagt på sin Instagram-profil.
Senere, fra gulvet, konfronterede komiker Amber Rollo og skuespiller Zoe Stuckles angiveligt også Weinstein.
En video på YouTube viser Zoe Stuckles råbe højt mod Weinstein, der sidder ved sit bord.
»Er der ingen, der siger noget?«, råbte hun vantro, »jeg står lige ved siden af en fuckingvoldtægtsmand, og ingen har tænkt sig at sige noget?«. Herefter blev både hun og Amber Rollo bedt om at forlade stedet.
Weinstein har kun sporadisk vist sig offentligt, siden The New York Times og The New Yorker for to år siden bragte de første beskyldninger fra kvinderne samt dokumentation af, hvordan Weinstein systematisk havde lukket dem ned via eksempelvis en række forlig.
Hans pressesekretær, Juda Engelmayer, siger til The Guardian:
»Episoden var malplaceret, decideret ubehøvlet og et eksempel på, hvordan retssikkerheden er ved at blive ødelagt af offentligheden«.
I maj indgik Weinstein og hans team et forlig med nogle af de kvinder, der har anklaget ham for overgreb eller andet, til en værdi af 44 millioner dollars, skriver BBC.
6. januar indledes en decideret retssag mod ham i New York. Anklageskriftet tæller fem forhold, herunder forskellige grader af voldtægt samt seksuelle overgreb og overfald. Han har nægtet sig skyldig.
fortsæt med at læse
Hun satte lavinen i gang mod Weinstein. Nu sagsøger hun ham og hele hans juridiske tæskehold
-
Har #MeToo bare gjort Danmark dummere? Forleden blev MeToo kaldt en terrorbevægelse i et stort dansk dagblad
-
»Du har bragt skam over din familie«: Harvey Weinsteins bror opfordrede filmmogulen til at gå i medicinsk behandling, flere år før sexskandalen rullede
-
Nu skal ordet voldtægt have en ny betydning: »Jeg søgte efter definitionen på voldtægt. Og jeg tænkte: Jeg er ikke blevet voldtaget, for jeg var ikke udsat for fysisk vold«









