Virkelighedens ’Ramona’ er ikke glad for, hvordan hun bliver portrætteret af skuespilleren Jennifer Lopez i den nye film ’Hustlers’, og lægger nu sag an.

Kvinden, der inspirerede til Jennifer Lopez' rolle i stripperfilm, kræver 270 millioner kroner

Kilde: SF Studios. Foto: SF Studios
Kilde: SF Studios. Foto: SF Studios
Lyt til artiklen

Amerikaneren Samantha Barbash anklager filmselskaberne STX Films og Nuyorican Productions, der er stiftet af Jennifer Lopez, for ærekrænkelse, fordi deres film ’Hustlers’ bygger på Samantha Barbashs historie.

Filmselskabet STX forsvarer sig med, at de har ret til at fortælle historier, der er baseret på offentlig dækning, skriver BBC.

Barbash kræver ifølge BBC, at filmselskaberne betaler hende 40 millioner dollars (knap 270 mio. kr.).

Filmen ’Hustlers’ er inspireret af en længere artikel i The New York Times Magazine i 2015, der beskrev, hvordan Samantha Barbash sammen med en gruppe andre kvindelige strippere svindlede mænd ved at forsyne deres drinks med stoffer og hæve på deres kreditkort.

Samantha Barbash, der i filmen spilles af Jennifer Lopez, var hjernen bag det systematiske bedrag og blev dømt for overgreb og tyveri, da det kom frem.

Barbash har tidligere udtalt til The New York Post, at hun mener, at filmholdet og Lopez har fejlfortolket hende, og at hun aldrig har været stripper.

Er det egentlig særligt sejt, at Jennifer Lopez får lov at strippe som 50-årig?

Jennifer Lopez blev nomineret til en Golden Globe for rollen som ’Ramona’ i filmen ’Hustlers’, og filmen har allerede indtjent 157 millioner dollars, siden den kom i biograferne i september.

Barbashs advokat Bruno V. Gioffre Jr. har udtalt sig om sagen til Rolling Stone:

»Min klient er fornærmet over, at tiltalte har brugt hendes person til at tjene over 150 millioner dollars«.

En talsmand for STX Films har udtalt, at de vil fastholde deres ret til at fortælle faktabaserede historier, skriver BBC. Nuyorican Productions har endnu ikke kommenteret sagen.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her