Et skarpt bigband bestående af 14 mænd og en kvinde. Impeccably dressed, som det hedder på engelsk, når der ikke er en finger at sætte på tøjet. Ens slips til mændene. Ens jakkesæt. Ens brune sko.
Orkestret fra Jazz at Lincoln Center bor til daglig dør om dør med internationale klassiske musikinstitutioner som Metropolitan-operaen og New York-filharmonikerne på Manhattan i New York. De har en mission om at præsentere amerikansk jazz på excellent niveau, og mandag aften i DR Koncerthuset var oplevelsen, at Danmark nærmest havde besøg af USA’s officielle jazzorkester.








