Da produktionsselskabet Pineapple Entertainment afviklede Zulu Awards i februar i år, skulle de bruge 28 dansere til prisuddelingen. Her tilbød de 8 af danserne 3.000 kroner hver for en uges arbejde og ingen løn til de resterende 20 dansere, men et »armbånd« til efterfesten.
Den aflønning udløste en lavine af kritik i en Facebook-gruppe, der blev oprettet til at diskutere netop Zulu Awards. Gruppen fik hurtigt over 900 medlemmer og udviklede sig til et forum for en mere generel diskussion om branchens vilkår.
Og ifølge en række dansere, som Politiken har talt med, er Zulu Awards langtfra det eneste tv-show, hvor danserne føler sig underbetalt og snydt. De fortæller om en branche, hvor de ofte bliver mødt med ringe eller slet ingen betaling, med mindre de bliver hyret af et teater.
Billedkunstnere, ansatte i filmbranchen og freelancefotografer har længe råbt op om usikre og dårligt lønnede ansættelser i kunstneriske fag, men ifølge Dansk Skuespillerforbund bliver danserne presset ekstra hårdt.
»Danserne er klart den gruppe i forbundet, der har de dårligste arbejdsvilkår«, siger formand Benjamin Boe Rasmussen.
Spises af med lav løn
En arbejdslivsundersøgelse fra Dansk Skuespilforbund fra 2016 viste, at 75 procent af danserne i forbundet har overvejet at droppe faget på grund af økonomisk usikkerhed.
Det er langtfra alle dansere i branchen, der er medlem af forbundet, da det kræver, at man skal kunne dokumentere tre års beskæftigelse i faget. Og selv de dansere, der har opnået medlemskab, tjener ikke meget. I 2018 tjente dansere i forbundet i gennemsnit 233.200 kroner om året. Det er lige under mindstelønnen for en kassemedarbejder.
»Alle, der laver tv, vil gerne have dansere med, fordi det fungerer. De vil bare ikke betale for det. Alle ved jo, at musikere og værter får en rigtig god løn, og så spiser man dansere af med 3.000 kroner for en uges arbejde«, siger formand i Dansk Skuespilforbund Benjamin Boe Rasmussen, der kalder sagen med Zulu Awards for »uværdig«.
Efter kritikken ændrede Pineapple Entertainment vilkårene og hævede lønnen til 4.500 kroner. På spørgsmålet om, hvordan de i første omgang kom frem til, at nogle dansere kun skulle tilbydes 3.000 kroner for en uges arbejde, har produktionschef Christian Martens »ingen kommentarer«.
Men han vil gerne udtale sig mere generelt om problematikken:
»Der er fri forhandling på markedet, og får man tilbudt et job, kan man vælge at sige ja eller nej. Det er klart, at hvis alle dansejob er underbetalt, så er det svært at leve af at være danser. Og det skal vi selvfølgelig have gjort op med. Og det er også derfor, at diskussion er fornuftig«.
To sæt tøj
Af frygt for at blive udelukket fra fremtidige job ønsker kun få dansere at stå frem med konkrete eksempler. En af dem er den professionelle musicaldanser Troels Graakjær, der takkede nej til at medvirke i en reklamefilm for Jack & Jones, der skulle vises i hele Europa. Tøjfirmaet tilbød ham to sæt tøj som betaling.
»Jeg skal jo betale min husleje og mit banklån, og det kan jeg ikke rigtigt med et jakkesæt eller en kasse øl«, siger han.
Bestsellerkoncernen, der ejer tøjvirksomheden, skriver i en mail, de ikke »kender til eksemplet og har ingen kommentarer til det«.
Ingen penge for prøvedage
Skuespillerforbundet har oprettet et danseudvalg, der skal være med til at sikre bedre forhold for danserne.
Et af medlemmerne er koreograf og danser Tone Reumert, der fortæller, at hun ofte takker nej til tilbud i tv- og reklamebranchen og til koncerter og musikvideoer, fordi lønnen er alt for lav.
Sidste år ville et stort dansk band hyre hende til en koncert i Jyske Bank Boxen, men tilbød kun 3.000 kroner i løn, selv om jobbet krævede tre fulde prøvedage á otte timer ud over selve koncerten. Hun takkede derfor nej.
»Selv når vi dansere bliver tilbudt løn for et show, bliver vi ofte ikke tilbudt penge for prøvedagene«, siger hun.
Også danseskoler bliver ringet op med ønsker om, at deres elever optræder uden betaling. Fritz Wehner, der leder danseskole-kæden Love2dance, fortæller, at produktionsselskaber, der arbejder for nationale tv-kanaler, ofte ringer og efterspørger gratis dansere.
»Jeg tror ikke, at der er særligt mange, der tør at stå frem og fortælle om det her problem med gratis arbejdskraft i branchen, simpelthen af frygt for, at man bliver blacklistet i miljøet. Det er det, der er så forbandet«.
fortsæt med at læse
