En time inden Fatamorganas omstridte leder skulle forklare sig for fotoskolens bestyrelse, modtog de en mail.
I den meddelte Morten Bo, at han ikke ville komme til mødet, men trækker sig fra sin stilling som skoleleder og hovedunderviser gennem 30 år og fra sin post i skolens bestyrelse. Det gør han, som følge af at adskillige nuværende og tidligere elever har anklaget ham for mobning og chikane.
»Det gjorde jo det hele meget nemmere«, siger fotograf og bestyrelsesmedlem Henrik Saxgren.
»Nu har vi besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling 11. august, hvor bestyrelsen trækker sig, og så opfordrer vi ildsjæle fra miljøet, som kunne forestille sig at genstarte skolen med en ny ledelse, til at melde ind. Hvis der ikke tegner sig et billede af en gruppe ildsjæle, som er i stand til at drive skolen, vil den lukke«.
Sagen kort
Klage over Fatamorgana
Mødet var planlagt, efter 32 elever har kritiseret Morten Bo for at opføre sig grænseoverskridende og nedværdigende over for elever, kalde kvinder for »kællinger«, »bitches« og »høns« og nægte at undervise de elever, der kommer ham på tværs. Tre elever forlod i foråret skolen i protest over Morten Bo. De stod sammen med tre andre elever frem i Politiken. Efterfølgende stod yderligere fire tidligere elever frem med beretninger om konsekvenserne af Morten Bos nedværdigende undervisningsstil, der går helt tilbage til 1990’erne.
Efterfølgende har yderligere 40 elever underskrevet klagen. Morten Bo har tidligere skrevet til Politiken, at han »har modtaget den fulde kritik og tager den dybt alvorligt«. Han har ikke ønsket at stille op til interview og har ikke villet bekræfte, at han trækker sig.
Det rigtigste at gøre
Nu er der så et åbent tilbud om at overtage en finansieret skole med ejerskab over undervisningslokaler i Nordvest og et allerede optaget elevhold, fortæller Henrik Saxgren.
Hvorfor trækker I jer?
»Vi synes, at der skal nye kræfter til«, siger han.
Kunne I ikke vente med at trække jer, til skolen var sikkert på den anden side?
»Jo, men vores advokat mener, at det rigtigste at gøre er at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Vi håber virkelig, at der kommer en gruppe ildsjæle, som vi kan overlade nøglerne til. Men der er ingen tvivl om, at vi som bestyrelse har fejlet. Vi opdagede det for sent. Derfor synes vi, det er rigtigt, at vi trækker os«.
Om nogen vil videreføre Fatamorgana, ved Henrik Saxgren ikke. Bestyrelsen har ikke på forhånd talt med eventuelle kandidater til en ny ledelse, men de vil arbejde for at finde kandidater, som de tror har drivkraften til at »genstarte en ny skole på den gamle skoles fundament«, siger han.
For nu bliver skolens administrerende direktør, Morten Nilsson, og driver skolens sommerkurser uden Morten Bos tilstedeværelse. Om han skal fortsætte i stillingen, er op til den eventuelle nye bestyrelse. Nye elever må uanset udfaldet af generalforsamlingen i august indstille sig på at begynde en måned senere.
Morten Nilsson reagerede ikke, da de tre elever, der forlod skolen i henholdsvis marts og april, klagede til ham over Morten Bos adfærd. Han har ikke ønsket at tale med Politiken, men på Facebook giver han en uforbeholden undskyldning for, at han »ikke har reageret tilpas skarpt over for og lagt tydelig afstand til den grænseoverskridende undervisningsform, Morten Bo har praktiseret over for en gruppe af elever«.
Begrundet kritik
Othilia Leth, som er blandt de elever, der forlod Fatamorgana i foråret i protest over Morten Bo, er glad for, at han ikke længere skal lede fotoskolen.
»Det vidner om, at han har indset, at kritikken er begrundet, og han ikke kan forvalte stillingen længere. Det er godt, at han giver mulighed for, at skolen kan fortsætte med nogle andre inde over«, siger hun.
At bestyrelsen trækker sig, er hun knap så begejstret over. Othilia Leth mener, at de har et ansvar for at gøre, hvad de kan, for at sikre skolens overlevelse.
»Det er positivt, at de rækker ud i netværket, men jeg ville ønske, at de gjorde et stykke arbejde for at føre skolen videre«, siger hun.
»Det vil være ærgerligt, hvis skolen lukker. Den er vigtig grundet sit fokus på det personlige blik og det personlige visuelle udtryk. Det håber jeg, at nogle af skolens gæstelærere og tidligere elever vil fortsætte«.
Da hun stod frem i Politiken, fortalte Othilia Leth om at have ondt i maven, når hun gik i skole, fordi hun oplevede at skulle forsvare, at hun ikke ville kaldes en kælling i undervisningen. Efter hun og andre elever kritiserede Morten Bo for blandt andet hans sprogbrug, nægtede skolelederen ifølge Othilia Leth at give hende og klassekammeraten Olivia Scheibye undervisning. Morten Bos sprogbrug og udfrysning af elever var en del af den klage, 72 nuværende og tidligere elever på Fatamorgana har underskrevet.
Othilia Leth og de to andre elever, der forlod skolen i foråret, mødtes 11. juni med Fatamorganas bestyrelse for at fremlægge deres kritik. I den forbindelse undskyldte bestyrelsen, at de først nu »er blevet opmærksomme på kritikkens omfang«. De har efterfølgende i en mail opfordret bestyrelsen til at give alle elever en kollektiv undskyldning for skolens forvaltning. Endnu har de ikke fået svar på den henvendelse.
fortsæt med at læse
Leder på berømt dansk fotoskole anklages for at mobbe, chikanere og krænke sine elever
-
Omstridt skoles gamle referater dokumenterer: Allerede for 20 år siden overskred lærerne grænser
-
32 elever klager over mobning og chikane på prestigefyldt kunstskole: »Jeg oplevede, at jeg hele tiden skulle forsvare, at jeg ikke ville kaldes en kælling«
-
»Nu ville de helt vildt gerne lytte«: Efter måneders kamp får chikanerede fotoelever en undskyldning







