Det er årsagen til, at jeg har villet have ham med i denne serie af interview med forfattere og filosoffer, der har et særligt forhold til naturen og til de udfordringer, vi som menneskehed står midt i og foran. For Franzens forhold til naturen er bemærkelsesværdigt. Dels på grund af hans næsten fanatiske kærlighed til fugle, dels i kraft af hans vedvarende kætterske forhold til de etablerede sandheder i den amerikanske miljøbevægelse.
Øverst på min blok står ordet ’håb’. Hvad håber pessimisten Franzen på? Og hvordan har han det egentlig med den kejserpingvin? Går det an at tage på fugle-sightseeing på et skib, der brænder 13 liter brændstof af i minuttet, mens klodens temperatur stiger mod febergrader?
Efter hans seneste klimaessay i tidskriftet The New Yorker, som hedder ’What If We Stopped Pretending?’, brød helvede endnu en gang løs på Twitter. Han blev kaldt ’klimafatalist’ og ’intellektuelt uhæderlig’. Der var både kritik af hans meninger, hans facts og hans forståelse af den menneskelige natur. Kritikken syntes også at indgå i en bredere kamp om, hvem der overhovedet må få ordet i klimadebatten – skulle The New Yorker overhovedet havde givet ham muligheden?
Selv sammenligner han sin rolle som debattør med en brandmands. Hans mission er at kaste sig ind i skammens flammer og skrive det, man ikke må mene. Det, som er anathema, det, der skal ties om.
