Der findes udsagn, der, når først de er sagt, ikke kan tages tilbage. Udsagn, der får begivenheder til at rulle som en snebold, som ikke lader sig stoppe igen, når først den er sat i bevægelse. Elena Ferrantes nye roman, ’Voksnes løgnagtige liv’, er så fuld af den slags udsagn, at den føles som en lavine af ord, spyet af menneskelige vulkaner på lokal dialekt med rasende ukvemsord og grove obskøniteter.
Vi er tilbage i det Napoli, som Italiens ’bedst kendte ukendte forfatter’ har gjort berømt med ’Min geniale veninde’ og de tre følgende romaner. Med den såkaldte Napoli-kvartet har forfatteren Elena Ferrante, et navn, der dækker over en fiktiv og hidtil hemmeligholdt identitet (men som muligvis er den italienske oversætter Anita Raja), skrevet sig til en verdensomspændende succes med millioner af solgte bøger i flere end 40 lande.
Opskriften på hendes succes har været den stærkt personlige skildring af pige- og kvindeliv i skyggen af den napolitanske mafia og skildringen af forholdet mellem dem, der bliver, og dem, der træder ud af Napolis skygger, personificeret ved henholdsvis den varmblodede Lila og den mere tempererede Lenù, der i modsætning til veninden forlader byen og uddanner sig.