Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt leget med tanken om at sige farvel til hverdagen, som man kender den, og lade sit liv styre af nogle radikalt anderledes principper?
Som i Jim Carreys film, hvor et ganske enkelt greb vender op og ned på alting, når hovedpersonen beslutter sig for kun at sige ja, eller at han pludselig ikke må lyve.
Det er også udgangspunktet i ’Terningekvinden’, hvor stykket elegant nok også trækker tæppet væk under sig selv, idet dramaet pludselig flyttes ud i Odenses gader, mens publikum sidder tilbage i en sal tømt for skuespillere og betydning – et meget forfriskende greb.
Hvor skuespillerne indtil da bare havde sagt deres replikker, er de nu ude på dybt vand og tilsyneladende frie, idet de både skal improvisere og agere efter et strengt tilfældighedsprincip: Der skal kastes med terninger, og publikum, der følger med via en skærm, skal være med til at bestemme.
På en seddel skulle vi skrive, hvad vi forestillede os, at terningerne ville have os til, og jeg havde skrevet: »Begå et mord«, men fik desværre ikke lejlighed til at byde ind og give opgaven videre, fordi terningerne ville det anderledes.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
