Kunne man forestille sig Søren Kierkegaard-statuen trone i Det Kongelige Biblioteks have med spændte baller og fuldtonet svaber? Eller Christian V på Kongens Nytorv med pragtlem voksende ud fra en frodig underskov af kønshår? Eller, for at gå op i international skala, gamle præsident Lincoln uden statelig frakke og halsklud på statuen i Washington, D.C.?
Forfatteren, feministbloggeren og journalisten Rhiannon Lucy Cosslett mener nej. I et glødende indlæg i The Guardian i denne uge har hun anmeldt en ny statue, der netop er rejst i Newington Green i det nordlige London.
Statuen skulle hædre den verdensberømte feminist, forfatter og kvinderetsforkæmper Mary Wollstonecraft fra 1700-tallets England. Men denne stærke kvinde, en af verdens første feminister, som har banet vejen for, at kvinder kan blive respekteret som tænkende væsner og debattører på lige fod med mænd, er afbildet som en fin og spinkel forsølvet bronzefigur med de nydeligste idealmål.
Mary Wollstonecraft, der havde sine meningers mod og talte en dominerende mandeverden midt imod, er fremstillet som klassisk attraktiv kvindekrop med bløde former og perfekt rundede bryster. Det er ikke Wollstonecrafts betydning for kvindesagen, der taler ud af værket, og det er ikke hendes udstråling, der fanger øjnene, men en vildtvoksende buket af et kvindeligt køn.
»Det tog 200 år for ikke at tale om et tiår med fundraising« at få en statue af Mary Wollstonecraft, og så bliver det en statue, der på ingen måde skildrer, hvem den afbilder, skriver en oprørt Rhiannon Lucy Cosslett, kvinden bag det feministiske online-magasin Vagenda, og hun er ikke alene om at kritisere statuen, der er skabt af den 75-årige maler og billedhugger Maggi Hambling. En anden forfatter, Caitlin Moran, har fnysende foreslået, at statuen i stedet havde vist »Wollstonecraft, 38 år gammel og døende under en barnefødsel, som så mange andre kvinder gjorde dengang«.
»Dét ville have fået mig til at tænke og græde«, har hun tweetet, mens Rhiannon Lucy Cosslett har gjort tankeeksperimentet, om mandlige filosoffer og historiske personligheder nogensinde ville blive »hædret med svaberen fremme«.
Cosslett roser indsamlerne for at have gjort et stort arbejde for at rejse et beløb svarende til næsten 2 millioner danske kroner for at give 1700-talsfeministen et monument i lighed med så mange af fortidens mænd. Men om det er blind tillid til ansete kunstnere, manglende nytænkning i udvælgelsen, svigtende blik for originalitet, et forsøg på at please alle »og dermed, i den sidste kedelige ende ingen« eller måske en kombination af »alle de ting og mere til«: Værket kommer til at punktere sit eget formål, konkluderer hun og andre kritikere.
I de seneste måneder har flere statuer og værker af blandt andet slaveejere, hvide koloniherrer og hærførere været til diskussion eller er ligefrem blevet væltet. For dem alle gælder, at deres bedrifter i dag mere giver en besk bismag end den smag af sejrens sødme, der herskede, da slagene blev vundet.
fortsæt med at læse
