Det drejer sig ikke om en Tripp Trapp-stol, selv om den dukker op på mit indre lærred, da jeg første gang møder den svenske konceptpoet Ukon’s digtsamling ’Barndomstolen’, som udkom på svensk i 2009.
Flere ord smelter nemlig sammen i den titel, spørgsmålet er blot hvilke: ’Barndom’ og ’stolen’? ’Barn’ og ’domstolen’? Eller ’barn’ og ’dom’ og ’stolen’?
Inde i digtsamlingen findes der endnu flere af den slags sære og sammenvoksede ord: »Barndominans. Barndominikanermunken. Barndomstolprotokollen«. Når meningen løber fra en verselinje og over i den næste, kalder man det et enjambement, og måske man bedst kan beskrive Ukon’s sammenvoksede ord som en slags komprimerede enjambementer, hvor meningen løber videre inde i selve ordet.
Uanset hvad giver det mening, at digtsamlingen hedder noget sammensat, for den handler om de abstrakte systemer, der skaber vores samfund, i særdeleshed om det økonomiske system, men også om et barn, der fødes og bliver til.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
