Man skal forestille sig en musik med stor sjælelig dybde. Bestemt ikke uden vemod, men spillet nærmest uden ego.
Brahms havde egentlig opgivet at komponere mere musik, da han sent i livet rendte ind i en klarinettist ved navn Richard Mühlfeld. En mand, som var noget ud over det sædvanlige. Mühlfeld var selvlært på klarinetten, men han fik tårer frem i Brahms’ øjne, når han spillede. Så Brahms kunne ikke lade være. Han var simpelthen nødt til at skrive noget musik til denne enestående musiker.
Resultatet blev blandt andet de to sonater for klaver og klarinet, der tilsammen udgør Brahms’ opus 120. Pianisten András Schiff er venner med komponisten Jörg Widmann, som han ofte har spillet koncerter med, og som også spiller så smukt på klarinet, at han har en sideløbende karriere som musiker.
De to tager på en gang respektfuldt og indforstået om Brahms’ resignerende, smukke sonater. Musikken flyder frit – og fri for overdrivelser. Resultatet er afspændt. Nærmest lutret.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
