En ny street view-tjeneste fra Nationalmuseet skal forene gamle billeder med en ny virkelighed. Og gøre det muligt at se sig omkring i hele Danmark, som landet tog sig ud for op mod 150 år siden.

Street view-tjeneste vil vise dig rundt i et 150 år gammelt Danmark

Nationalmuseet får brug for hjælp fra velbevandrede lokale, der kan fortælle, præcist hvor det enkelte billede er taget. Her ses rådhuset i Nyborg i 1898. Pr-foto Nationalmuseet
Nationalmuseet får brug for hjælp fra velbevandrede lokale, der kan fortælle, præcist hvor det enkelte billede er taget. Her ses rådhuset i Nyborg i 1898. Pr-foto Nationalmuseet
Lyt til artiklen

Går du rundt med en drøm om en digital slentretur ned ad barndommens gade, og vil du have be- eller afkræftet bedstefars påstand om, at alting altså var finere i gamle dage, så behøver du måske ikke vente så meget længere med at undersøge sagen.

Med hjælp fra mere end 200.000 fotos vil Nationalmuseet nemlig lave et digitalt danmarkskort a la Googles ’street view’, der skal gøre det muligt at gå på opdagelse i kongeriget, som det tog sig ud for mellem 50 og 150 år siden.

»Det er fantastisk, at vores foto-guld fra arkiverne nu bliver let tilgængeligt for alle – skoleelever, byplanlæggere og dem, der bare gerne vil se, hvordan deres barndomsgade engang så ud. Tænk bare at kunne tage en street view-tur ned ad gaden og opleve, hvordan der har været for 50 eller 100 år siden. Det kan jo bruges af alle«, udtaler museumsdirektør Rane Willerslev i en pressemeddelelse, hvor museet samtidig efterlyser hjælp fra frivillige ildsjæle.

Det er nemlig foreløbig kun 19.000 af de godt 200.000 fotos, der er blevet præcist placeret på det digitale danmarkskort. Hvis kortet skal blive brugbart som digitalt street view, har Nationalmuseet derfor brug for hjælp fra velbevandrede lokale, der kan fortælle, præcis hvor det enkelte billede er taget, hvilken retning det er taget i, og så videre.

Det skal ske via projekt Hvor er det fra?

»Jeg håber, at rigtig mange danskere nu vil gå ind og stedfæste de billeder, som de selv kender lokationerne på. Vi skriver nemlig denne historie sammen«, siger Jacob Wang, der er projektleder og koordinator for digitale initiativer ved Nationalmuseet, i pressemeddelelsen. Han tilføjer:

»Danmark har ændret sig i de seneste 100 år, men ikke mere, end at man kan genkende mange steder, hvis man færdes der til daglig. Vi håber, at folk har lyst til at byde ind med eget lokalkendskab og på den måde gøre vores åbne arkiv langt mere spændende at gå på opdagelse i for alle«.

Inddragelse af lokalmuseerne

De mere end 200.000 fotos stammer fra Nationalmuseets egne arkiver og er gennem de seneste tre år løbende blevet digitaliseret af museets medarbejdere.

Billederne er jævnt fordelt over hele landet og repræsenterer alle købstæder. Herudover er der et bondegårdsarkiv med 50.000 gårde, man kan gå på opdagelse i. Hovedstadsområdet er særlig rigt illustreret, fortæller Rane Willerslev til Berlingske.

»Mange af billederne er i sin tid taget af ansatte på Nationalmuseet – ikke mindst dem fra København. I 1920’erne foretog man en stor renovering af byen, i særlig grad i brokvartererne, og på det tidspunkt valgte museet at dokumentere, hvordan byen så ud inden. Det får vi så glæde af nu«, siger han til avisen.

Museumsdirektøren tilføjer desuden, at han håber på at kunne inddrage fotoarkiver fra lokalmuseer og på den måde gøre danmarkskortet så rigt og detaljeret som muligt.

Kulturministeriet har støttet den nye tjeneste med 2 millioner kroner.

Jesper Lindstrøm Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her