Forestil dig, at Nationalmuseet om 1200 år planlægger en udstilling om starten af det 21. århundrede. Museet vil give de besøgende indsigt i vores levevis ved at udstille fortærede iPhones, udtjente slow-juicere og skeletter, hvor de øvre ribben flankeres af silikoneimplantater. Men ind fra siden kommer en kreativ designer med idéen om at tænke de mange fund ind i noget med flere farver på. Måske kunne man genopbygge den forældede teknologi i telefonerne og lade folk prøve kræfter med en trykfølsom skærm. Måske kunne man give et bud på, hvordan juicen smagte. Museet kan lide idéen. Der fandtes vel også farver i gamle dage. Sagkundskaben er dog skeptisk. Det vil sikkert tiltrække gæster, men folk vil få en fiktiv gengivelse af fortiden. Ikke et virkeligt billede af gamle dage.
Nationalmuseet lokkede gæster til trods historisk varm sommerOvenstående er naturligvis også fiktivt, men dog ikke grebet ud af den blå luft. Da jeg forleden besøgte Nationalmuseets vikingeudstilling, stod det klart for mig, at den faglige kritik, den har mødt i medierne, ikke synes rimelig. De tekster, der ledsager Lyngvilds billeder, efterlader ingen tvivl om, at de er fortolkninger og ikke en eksakt gengivelse af historiske kendsgerninger. Samtidig kan billederne noget, den gamle udstilling langtfra formår, nemlig at gøre historien levende. Og når man efter Lyngvilds billeder bevæger sig ind blandt smadrede potter, rustne sværd og bøjede bæltespænder, er det oplagt at spørge, hvad der mon egentlig er tættest på virkeligheden.
De smadrede potter er måske interessante, fordi det er fascinerende at se noget, der er skabt for over tusind år siden. Som det sikkert også ville være med smadrede iPhones. Men det er slet og ret forkert at kalde det en eksakt gengivelse. Sådan en kræver liv og farver. Og hvis Nationalmuseet ovenikøbet skal lære os noget om, hvor vi kommer fra, og hvilke fortællinger vi bygger vores identitet på i dag, forekommer Lyngvilds vikingeportrætter at være et stærkere bidrag end potterne.
Udstillingens succes – den medførte en besøgsstigning på over 60 procent i forhold til samme måned sidste år – er et kontant udsagn om, at Ranes museum bør tillade sig selv at tænke endnu vildere. Substansen i udstillingen viser samtidig, at det ikke behøver ske på bekostning af historisk korrekthed. Folk er ikke dumme. Det står sort på hvidt, at Lyngvilds billeder er en fortolkning og formentlig kun delvist i overensstemmelse med vikingetidens virkelighed.
Lyngvild-udstillingen bør kun være første skridt mod en revitalisering af Nationalmuseet. Potentialet til at gøre det til en muskuløs og konstant aktiv spiller i forståelsen af os selv og vores rolle i historien er massivt, hvis man tør. I stort og småt. I det små kan man for beskedne midler udvikle det taktile i hver enkelt instans af oldtidsudstillingen. Lav naturtro afstøbninger af tingene, og lad folk mærke på dem. Vis, hvordan sværd og hjelm så ud for 1200 år siden, så man kan komme på besøg i fortiden frem for blot at kigge på den gennem et støvet filter af rust og tæring.
Da en bedstefar med sit barnebarn under mit besøg forleden stod og kiggede på en udstillet vikingehjelm, tog jeg den ned af knagen (med denne måtte man godt) og rakte den til ham og siden til barnebarnet. Begge var dybt forundrede over dens vægt. Hvis de fortæller nogen om deres besøg, er den tunge hjelm med garanti det første, de nævner. Der er endnu mere at hente på de store linjer. Følg med i Hollywood og stå klar med udstillinger, der stolt rider på ryggen af det, der er på alles læber til enhver given tid. ’Dunkirk – den ægte vare’, ’Thor: Ragnarok – ægte dansk kaos i oldtiden’ osv. Listen over måder, Nationalmuseet kan fortsætte Lyngvild-doktrinen på, er lang, og når økonomien begynder at følge efter, kan man tage det store træk og udvikle arkitekturen til at understøtte det moderne museum.
Anmelderne er ikke helt enige. Men...: »Jim Lyngvilds sexede vikinger får en til at hungre efter Harald Blåtands fester«Erhvervslivet kan også inviteres indenfor. Hvor ellers kan man inspireres af, hvordan man beskyttede sine markeder i oldtiden? Og de uddannelsessøgende: Se, hvilke valg jeres tiptipoldeforældre havde. Havde folk også drømme dengang?
For at få det til at lykkes må museet udfordre fagfolkene endnu mere på, hvordan historien kan gøres levende, ved at lukke publikum og andre ind i det fortolkende rum, som er en integreret del af historiefaget. Jeg underviser selv unge i bl.a. historie, og jeg kan godt afsløre, at hvis ikke fakta blev sat ind i en fortolkende og narrativ ramme, ville læringsniveauet styrtdykke. Det er først, når tingene sættes ind i fortællinger, folk kan spejle sig selv i, at flokken vågner. Historien kan ikke holdes i live af fakta alene i en målgruppe med den intuitive grundantagelse, at mennesker i ’gamle dage’ per definition er uinteressante. Løst baseret på, at de i enhver forstand må være lysår fra, hvad der fylder i hverdagen hos en 2. g-klasse.
Museumshistoriker: Tror ledelsen virkelig, at museet får ’nerve’ og ’kant’ af at overgive sin integritet til et mediestunt som dette?Det kan man forarges over, men man kan også gå ind på præmissen og f.eks. starte et forløb om vikingerne med et afsnit af HBO-serien ’Vikings’. Selve fortællingen er muligvis fiktiv, men den har et vedkommende narrativ, og pludselig bliver modtagerne langt mere åndsfriske. De før så døde og ligegyldige vikinger og de gamle skriftlige kilder om dem bliver helt uventet pludselig intuitivt vedkommende for dem. Det er et enkelt og nærmest banalt greb, men det viser, at man via fiktionen kan øge interessen for fakta og pludselig gøre kildekritik til noget sjovt. Dermed behøver fakta og fiktion ikke at være hinandens modsætninger. Man kan liste læring ind. Lidt som når Mr. Miyagi lærer Karate Kid gamle kampteknikker under dække af diverse renoveringsopgaver.
Tilgangen kan kritiseres for at være lovlig poppet, men der er ikke tale om at erstatte historie og arkæologi med populærkultur. Pointen er blot, at de to kan løfte hinanden, hvis man husker at holde den faglige fane højt. Det historiefaglige fundament sagtens kan tåle – har gavn af – et stærkt formidlingsperspektiv, der kan provokere, vække interesse og højne oplevelsen hos det almene publikum.
Jeg vil ønske Rane og hans dygtige hold, inklusive Jim Lyngvild, tillykke med den flotte udstilling. Jeg håber, at vildskaben vil indtage nye højder i nær fremtid og lade det kommercielle og udbredelsen af historien løfte hinanden i en positiv spiral.
fortsæt med at læse
