Siden Danmarks Tekniske Museum i 2019 annoncerede, at man agtede at forlade Helsingør til fordel for et nyt museum i Svanemølleværket i København, har der været relativt stille om planerne. Men nu kommer det første officielle bud på, hvad det enorme industrikompleks ved Nordhavn ellers skal rumme.
I dele af de katedralstore haller, hvor tonsvis af kul engang fik turbinerne til at snurre, skal der ud over museum åbnes et »kraftværk for den grønne omstilling«, lyder visionen i en ny rapport, som fonden bag museumsplanerne har udgivet sammen med udviklingsselskabet By & Havn.








